Bankernes kryptopolitik: novemberfristen, Basel og den lange venten

I den sidste uge af august samler den finansielle verden sig i en lille by i Wyoming. Fra den 27. til den 29. august holder den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sit årlige Jackson Hole-symposium, og temaet i år er »Financial Innovation: Implications for Payments and Policy«, altså finansiel innovation og dens konsekvenser for betalinger og pengepolitik. Det bliver Kevin Warshs første optræden som centralbankchef, og hvert eneste ord bliver vejet på en guldvægt.

Men få dage forinden, i samme hjørne af Wyoming, sagde en anden amerikansk embedsmand noget, der får mindst lige så stor betydning for, hvordan din bank forholder sig til krypto. På Wyoming Blockchain Symposium fortalte Jonathan Gould, chef for det amerikanske banktilsyn Office of the Comptroller of the Currency (OCC), at de endelige regler under USA’s nye stablecoin-lov, GENIUS Act, nu kommer i november. Det lyder som en teknikalitet. Men det er præcis den slags dato, der afgør, om en bank tør bygge, købe eller blot vente.

Bankernes kryptopolitik i 2026 handler mindre om, hvad der er besluttet, og mere om, hvad der stadig bliver skrevet, og hvornår det er færdigt. De store linjer ligger fast: USA har vedtaget GENIUS Act, og EU har både MiCA og de nye Basel-kapitalregler i kraft. Men de detaljerede regler, der faktisk fortæller en bank, hvad den må og skal, er stadig undervejs, og udgivelsesdatoerne bliver ved med at flytte sig. Det er en ventetid med milliardbeslutninger på spil. Her ser vi på, hvor de vigtigste frister står lige nu, hvorfor USA og Europa bevæger sig i forskellig takt, og hvad det betyder for danske banker og deres kunder.

Novemberfristen: da USA satte en ny dato

Historien om GENIUS Act er blevet en historie om frister, der ikke holder. Loven blev underskrevet af præsident Donald Trump den 18. juli 2025 og gav de amerikanske tilsyn et år til at skrive de detaljerede regler. Den frist, den 18. juli 2026, kom og gik uden en samlet pakke. OCC, indskydergarantifonden FDIC, kreditforeningstilsynet NCUA, det amerikanske finansministerium og finansefterretningsenheden FinCEN har alle offentliggjort udkast, men en regel fra Federal Reserve mangler stadig. Det er den slags koordinationsproblem, der opstår, når fem myndigheder skal blive enige om detaljer i en helt ny lov.

Derfor var Goulds udmelding i Wyoming vigtig. »We are very intent on moving quickly and getting a final rule out by November so that we will be able to start processing applications within the new year,« sagde han ifølge et referat fra symposiet, og satte dermed en ny, konkret dato: en endelig hovedregel i november 2026 og de første ansøgninger behandlet i begyndelsen af det nye år. Det er cirka fire måneder efter den frist, alle myndigheder allerede havde overskredet.

Selve loven træder i kraft på det tidligste af to tidspunkter: 18 måneder efter vedtagelsen, altså den 18. januar 2027, eller 120 dage efter at de primære tilsyn udsender endelige regler. Med en hovedregel i november 2026 bliver det datoen i januar 2027, der binder. OCC har allerede lagt sit regeludkast frem, så rammen er kendt; det, der mangler, er blækket på den endelige version. For en bank betyder det, at kalenderen nu har to hårde søm at hænge sin strategi på, hvor der før kun var en åben horisont.

GENIUS-loven kort fortalt: hvad reglerne kræver

GENIUS Act regulerer det, loven kalder betalings-stablecoins: digitale dollars, kroner eller euro, der lover at kunne indløses en-til-en. En udsteder skal være en godkendt betalings-stablecoin-udsteder (på engelsk permitted payment stablecoin issuer), enten under føderalt tilsyn hos OCC eller under en delstatsordning for de mindre udstedere. Kravene er strenge og bevidst kedelige: fuld dækning en-til-en, reserver placeret i højkvalitets, likvide aktiver som kontanter og korte amerikanske statsobligationer, forbud mod at genudlåne reserverne, klare indløsningsrettigheder og et forbud mod at betale renter til indehaverne. Oveni kommer et fuldt regelsæt mod hvidvask og for sanktionsoverholdelse, som OCC har lagt frem i et separat udkast.

Netop reservekravet knytter stablecoins tæt til det traditionelle pengemarked. Når en udsteder skal parkere milliarder i korte statspapirer, bliver den en storkøber i samme marked, hvor repo-renten og SOFR sætter prisen på penge fra dag til dag. En stablecoin er med andre ord ikke et frit svævende krypto-fænomen; den er en fordring på statsgæld med en app foran. Det er også derfor, at efterspørgslen efter korte statsobligationer og finansministeriets tilbagekøb pludselig er blevet et kryptoemne.

Forbuddet mod renter er ikke en detalje. Det er den mekanisme, der skal forhindre, at stablecoins bliver en direkte konkurrent til bankindskud. Men loven kæmper stadig med, hvor grænsen går: må en udsteder omgå forbuddet ved at give point, cashback eller andre belønninger, der reelt fungerer som rente? Den formulering er ifølge det amerikanske bankforbund ABA stadig omstridt, og det er en af grundene til, at de endelige regler har trukket ud. Djævelen ligger i detaljen, og detaljen er endnu ikke skrevet.

De fire veje for en bank

Den vigtigste indsigt fra det amerikanske bankforbunds gennemgang er, at de fleste banker slet ikke skal blive stablecoin-udstedere. Kaye Lynch-Sparks, seniorrådgiver i ABA’s innovationskontor, formulerer det sådan i et indlæg fra 10. august: »The real work for most banks isn’t deciding whether or not to become an issuer,« men at bygge den strategi, der kommer bagefter. Med andre ord: den interessante beslutning er ikke, om man udsteder sin egen mønt, men hvilken rolle man spiller omkring de mønter, andre udsteder.

ABA peger på fire veje, en bank kan gå, og de fleste vil vælge en kombination frem for at satse alt på udstederrollen. At udstede en stablecoin kræver nemlig en helt ny compliance-afdeling, sammenlignelig med at starte en ny forretningslinje, mens de andre roller bygger videre på det, en bank allerede kan: opbevare aktiver, drive betalinger og holde på kunderne. Tabellen nedenfor samler de fire modeller.

Fælles for de tre sidste modeller er, at de holder krypto uden for bankens egen balance. Det er ikke tilfældigt. Det er reglernes tyngdekraft, der trækker bankerne mod de kapitallette roller, og for at forstå hvorfor, må man kigge på Basel.

Basel-reglen der ikke vil rykke sig

Mens USA arbejder på at få skrevet sine stablecoin-regler færdige, står den anden store regel, der former bankernes kryptopolitik, stort set stille. Basel-komiteens kapitalstandard for kryptoaktiver, kendt som SCO60, trådte i kraft den 1. januar 2026. Den deler kryptoaktiver i grupper, og for den mest usikre gruppe, de ubakkede kryptoaktiver som Bitcoin (Basel kalder dem gruppe 2b), gælder en risikovægt på 1.250 procent. I praksis betyder det, at en bank skal holde kapital svarende til hele værdien: en krone Bitcoin på balancen kræver en krone i egenkapital. Standarden gør det dermed nærmest umuligt for en bank at eje Bitcoin direkte i nogen mængde, der betyder noget for regnskabet.

Der har længe været lovet en justering. Basel-komiteen annoncerede allerede i februar 2026 en fremskyndet, målrettet revision af standarden, og gentog i maj, at den tog revisionens fremskridt til efterretning og ville vende tilbage »senere i år«. Ved udgangen af august er den revision stadig ikke offentliggjort. Det er over et år med »senere i år«. For banker, der prøver at planlægge, er forskellen på USA og Europa lige nu ikke retningen, men tempoet: den ene side sætter datoer, den anden udskyder dem.

Det er værd at huske, at 1.250-procentreglen kun rammer bankens egne, ejede kryptoaktiver. Ren forvaring på kundernes vegne, hvor kunden ejer aktivet, og banken blot passer på det, udløser ikke den straffende kapitalvægt. Den skelnen er hele forklaringen på, hvorfor bankerne hellere vil leje boksen ud end fylde den med deres egne mønter. I EU er reglen desuden skrevet ind i kapitalkravsforordningen CRR3, så den gælder direkte for danske banker, og det er Finanstilsynet, der fører tilsyn med, at den overholdes.

Den atlantiske kløft

Sæt de to tidslinjer ved siden af hinanden, og et mønster træder frem. USA bevæger sig mod et klart, snævert regelsæt for betalings-stablecoins med konkrete datoer. EU har allerede et bredt regelsæt i MiCA, men den kapitalregel, der afgør, om banker kan eje krypto, hænger fast i en revision uden slutdato. Og hvor USA har forbudt en digital centralbankvaluta, arbejder euroområdet målrettet på en digital euro. Tabellen nedenfor viser, hvor de vigtigste milepæle står den 24. august 2026.

Kløften er ikke kun akademisk. En amerikansk bank kan om få måneder tilbyde sine kunder en reguleret betalings-stablecoin med et klart regelsæt bag sig. En europæisk bank arbejder under MiCA, der tillader euro-stablecoins som elektroniske penge, men mangler stadig den kapitalafklaring, der ville gøre bredere kryptoengagement billigt. Resultatet er, at Europas banker foreløbig konkurrerer på udstedelse af penge, ikke på at eje krypto. Ironien er, at det amerikanske forspring i tempo kan blive kortvarigt: når Europas kapitalregel endelig lander, kan den blive mere gennemtænkt netop fordi den kom sent.

Hvorfor en stablecoin ikke er et indskud

For at forstå, hvorfor bankerne er så optaget af stablecoins, må man forstå, hvad de frygter. En stablecoin og et bankindskud ligner hinanden på overfladen: begge er en digital krone eller euro, du kan bruge. Men juridisk er de vidt forskellige. Et indskud er en fordring på banken, det står på bankens balance, det kan forrentes, og det er dækket af indskydergarantien op til 100.000 euro, i Danmark cirka 750.000 kr. En stablecoin er en fordring på udstederen, dækket af reserver uden for banksystemet, uden indskydergaranti og, under både GENIUS og MiCA, uden rente.

Problemet for bankerne opstår, hvis kunderne flytter penge fra indskud til stablecoins i stor stil. Piero Cipollone, medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion, sagde det direkte i en tale til italienske andelsbanker i juli: »If the use of stablecoins increases in the future, banks will also lose retail deposits.« Når en kunde veksler euro til USDC eller USDT og lægger dem i en wallet uden for banken, forlader pengene bankens balance og havner i stablecoin-udstederens reservepulje, forklarede han. Færre indskud betyder dyrere finansiering og mindre plads til udlån. Det er dybest set en moderne udgave af frygten for et bank-run, bare i slowmotion.

Bankernes eget modtræk er tokeniserede indskud, altså almindelige bankpenge sat på en blockchain, som forbliver et indskud på balancen og bevarer indskydergarantien. Det er den første af de fire modeller i tabellen ovenfor, og den, der bevarer bankens rolle bedst. Men uanset teknologien er kernen den samme kamp: hvem holder på de digitale penge, banken eller en udsteder uden for banksystemet.

Det digitale euro-våben

Euroområdets svar på stablecoin-truslen er en digital euro, og Cipollone er dens fremmeste fortaler. Argumentet er, at en digital centralbankvaluta kan give borgerne den samme bekvemmelighed som en stablecoin, men uden at dræne bankerne. Det aktuelle lovudkast forbyder den digitale euro at betale rente og sætter et loft over, hvor meget hver borger må holde; simuleringer har arbejdet med grænser på mellem 500 og 3.000 euro. Kombinationen skal sikre, at den digitale euro bliver et betalingsmiddel, ikke en opsparingskonto, der suger indskud ud af bankerne.

Lovgivningen er dog ikke i mål. De politiske forhandlinger mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet, de såkaldte trialoger, begyndte i juli 2026, med et mål om at afslutte processen inden årets udgang. Selv hvis det lykkes, vil en faktisk digital euro tidligst være i borgernes hænder i 2029. Endnu en dato skrevet med blyant.

For Danmark er billedet særligt. Danmark står uden for euroen, og kronen er via Nationalbankens fastkurspolitik bundet tæt til euroen. En digital euro vil derfor ikke uden videre være dansk lovligt betalingsmiddel, men den vil påvirke danske banker, der opererer i euro, og danske virksomheder med euro-betalinger. Beslutningen om en eventuel digital krone ligger hos Nationalbanken, som indtil videre har været afventende og har peget på, at MobilePay og et velfungerende betalingssystem allerede dækker meget af behovet.

Qivalis: Europas banker bygger deres egen mønt

Mens politikerne forhandler om den digitale euro, venter Europas banker ikke. Et konsortium, der er vokset til 37 europæiske banker, står bag Qivalis, et fælles selskab, der vil udstede en MiCA-godkendt euro-stablecoin. Selskabet er hjemmehørende i Amsterdam og søger tilladelse som udsteder af elektroniske penge hos den hollandske centralbank, DNB. Blandt de stiftende banker er BBVA, BNP Paribas, CaixaBank, ING, KBC, UniCredit, DekaBank, DZ Bank, Raiffeisen og Banca Sella, og fra Norden er både svenske SEB og danske Danske Bank med.

Logikken er både defensiv og offensiv. Defensivt vil bankerne ikke overlade euro-stablecoins til amerikanske udstedere som Circle og Tether. Offensivt ser de en forretning i at levere den digitale euro-mønt, markedet efterspørger, før centralbanken er klar. Qivalis’ topchef, Jan-Oliver Sell, formulerer det som mere end bekvemmelighed: »A native Euro stablecoin isn’t just about convenience, it’s about monetary autonomy in the digital age,« siger han i konsortiets meddelelse. Bestyrelsesformand Sir Howard Davies kalder infrastrukturen afgørende, hvis Europa vil konkurrere globalt og bevare sin økonomiske uafhængighed.

Teknisk skal mønten bygges på Fireblocks’ infrastruktur, endnu et eksempel på, at bankerne lejer teknologien frem for at bygge den selv. Lanceringen er sat til anden halvdel af 2026, men den afhænger af DNB’s licens, der endnu ikke er givet. Også her venter man.

Danmark: forsigtig åbning, ingen nøgler

At Danske Bank er med i Qivalis, siger noget om, hvor forsigtigt de danske banker bevæger sig. Samme bank, der i otte år frarådede kunderne at røre krypto, er nu medstifter af et europæisk stablecoin-projekt, men tilbyder stadig ikke sine egne kunder at handle eller opbevare Bitcoin direkte. Den 11. februar 2026 åbnede Danske Bank for, at kunderne kan få eksponering mod Bitcoin og Ethereum gennem børshandlede produkter (ETP’er) i Danske eBanking og Mobile Banking, tre produkter ved lanceringen, to på Bitcoin og et på Ethereum. Banken understregede, at der er tale om adgang uden rådgivning, ikke en anbefaling.

Nordea gik et halvt år forinden samme vej. Fra december 2025 kan bankens erfarne kunder handle en syntetisk Bitcoin-ETP fremstillet af CoinShares, også her execution-only og uden rådgivning. Saxo Bank tilbyder krypto som CFD’er, altså gearede derivater under MiFID II, ikke spot-handel. Ingen af de tre store danske aktører holder altså kundernes nøgler. Det gør derimod en håndfuld licenserede platforme: Penning, en københavnsk startup, er blandt de første med en fuld MiCA CASP-licens fra Finanstilsynet, og både Lunar, GCEX og Northstake har fået tilladelser. Tabellen samler billedet.

Ifølge Nationalbankens seneste opgørelse ejer omkring 4 procent af danskerne krypto. Det er et lille tal sammenlignet med aktier, men stort nok til, at bankerne mærker efterspørgslen. Deres svar er indtil videre entydigt: giv kunderne eksponering, ikke ejerskab; produktet, ikke nøglen. Det er en model, der passer perfekt til Basel-reglens tyngdekraft, for en ETP på kundens depot belaster ikke bankens egen kapital.

Prisbilledet: et rally ind i ventetiden

Ventetiden på reglerne foregår ikke i et stille marked. Hen over den seneste uge er Bitcoin steget kraftigt og handlede mandag den 24. august omkring 78.000 dollars, hvilket med en dollarkurs på cirka 6,41 kr svarer til omtrent en halv million kroner per Bitcoin. Ethereum lå omkring 2.500 dollars, altså knap 16.000 kr. Kronen følger som altid euroen tæt via fastkurspolitikken, så for en dansk investor er det især euro- og dollarbevægelserne, der slår igennem.

Rallyet har flere motorer, og de er alle politiske snarere end tekniske. Det amerikanske finansministeriums annoncering af statsobligations-tilbagekøb gav markederne et løft, præsident Trump pressede offentligt på for den bredere kryptolov CLARITY Act, og investorerne positionerede sig før Jackson Hole. Det siger noget om markedet anno 2026, at prisen på Bitcoin nu i høj grad bevæger sig efter regulatoriske og pengepolitiske signaler, ikke efter kodeopdateringer.

For den, der vil forstå, hvordan krypto hænger sammen med resten af porteføljen, er genkoblingen til aktiemarkedet blevet mindst lige så vigtig som selve blockchain-teknologien. Når reglerne binder krypto tættere til banker, statspapirer og centralbanker, bevæger aktivklassen sig også tættere på de samme makrokræfter, der styrer aktier og obligationer. Det er godt for legitimiteten, men det fjerner noget af den diversificering, mange investorer oprindeligt søgte.

Forvaringssiden: at leje boksen

Hvis bankerne ikke vil eje krypto, og kun forsigtigt vil sælge eksponering, hvad er så deres mest naturlige rolle? Svaret er forvaring. Ren forvaring på kundens vegne, hvor aktivet ligger uden for bankens balance, udløser ikke Basels 1.250-procentvægt, kun kapital til at dække driftsrisiko. Det gør forvaring til den kapitallette vej ind i krypto, og det er derfor, de store internationale banker kappes om at komme ind på netop dette felt.

Men de færreste banker bygger selv boksen. De lejer den af en håndfuld specialiserede leverandører som Fireblocks, Taurus og Zodia, og den koncentration er i sig selv en risiko. Standard Chartered er ved at opkøbe forvaringsvirksomheden Zodia og skille teknologiplatformen ud som et separat selskab, et opkøb, der ventes afsluttet hen mod slutningen af august. Vi har set nærmere på det lag i vores artikel om hvem der egentlig holder nøglerne bag bankens logo.

Den europæiske ramme for netop denne afhængighed er ikke Basel-kapitalregler, men DORA, EU’s forordning om digital driftsstabilitet, der stiller krav til, hvordan banker styrer deres kritiske it-leverandører. For en dansk bank betyder det, at valget af forvaringsleverandør ikke bare er en teknisk beslutning, men en tilsynssag: Finanstilsynet vil se dokumentation for, at banken har styr på leverandøren, kan skifte den ud og har vurderet koncentrationsrisikoen. Nøglerne kan lejes, men ansvaret kan ikke.

Systemisk risiko: den anden side af integrationen

Bagsiden af, at bankerne omfavner krypto, er, at de to systemer bliver mere sammenfiltrede. Når en stablecoins reserver ligger i statsobligationer, bliver et run på mønten til et tvangssalg af statspapirer, der kan forplante sig i renterne. Når banker lejer forvaring hos en håndfuld leverandører, rammer et nedbrud hos en enkelt leverandør mange banker på én gang. Det er præcis den slags smittekanaler, tilsynsmyndighederne har lært at frygte efter finanskrisen, og de er ikke forsvundet, blot fordi teknologien er ny.

Det er også en del af forklaringen på, hvorfor reglerne er så forsigtige og kommer så langsomt. Basels risikovægt på 1.250 procent, MiCA’s krav om adskillelse af kundemidler, DORA’s ramme for it-leverandører og GENIUS-lovens krav til reserver og forbud mod genudlån er alle bygget for at holde kryptoens udsving væk fra bankernes kerne. Langsommeligheden er til dels bevidst: bedre en sen regel, der holder, end en hurtig, der åbner en ny bagdør ind i det finansielle system.

For Danmark, med en lille og koncentreret banksektor og en krone bundet til euroen, vejer hensynet til finansiel stabilitet tungt. Både Nationalbanken og Finanstilsynet har signaleret, at de foretrækker kontrolleret, indirekte eksponering frem for, at bankerne tager direkte kryptorisiko på balancen. Ventetiden er altså ikke kun bureaukrati; den er også et valg om at sætte stabilitet før hastighed.

Hvad det betyder for en dansk opsparer

For den almindelige danske opsparer ændrer novemberfristen ikke noget fra den ene dag til den anden. Men den tegner en retning. På kort sigt er de reelle valgmuligheder to: indirekte eksponering gennem en ETP hos Danske Bank eller Nordea, eller direkte handel og forvaring hos en licenseret CASP som Penning eller Lunar. Den første er nem og ligger inde i netbanken, men du ejer ikke selve kryptoen og har ingen nøgler. Den anden giver ægte ejerskab, men flytter ansvaret for sikkerheden over på dig.

Det er også værd at holde tre ting for øje, efterhånden som bank-stablecoins nærmer sig. For det første: en stablecoin er ikke dækket af indskydergarantien, uanset hvilket banklogo der står på den. For det andet: under de nye regler betaler stablecoins ikke rente, så de er et betalingsmiddel, ikke en opsparing. For det tredje: værdien af en stablecoin afhænger fuldstændig af kvaliteten af de reserver, der ligger bag, og af, at du kan indløse den en-til-en.

Bankernes forsigtige tilgang, eksponering frem for ejerskab, er faktisk den samme forsigtighed, en privat investor med fordel kan efterligne, indtil rammerne står helt klart. Når selv verdens største banker vælger at leje boksen, sælge produktet og holde krypto uden for balancen, er det et signal om, hvor de reelle risici stadig ligger. Reglerne er på vej, men de er ikke i mål, og de sidste detaljer plejer at være dem, der betyder mest.

Kalenderen for resten af 2026

Hvis 2026 har lært os noget om bankernes kryptopolitik, er det, at datoerne er skrevet med blyant. Alligevel er der en håndfuld begivenheder, der er værd at følge resten af året, fordi de hver især kan flytte, hvad bankerne tør gøre.

• Kevin Warshs tale i Jackson Hole den 28. august, hans første som centralbankchef, med finansiel innovation som tema.
• OCC’s endelige GENIUS-regler, som Gould har lovet i november 2026.
• Basel-komiteens målrettede revision af kryptostandarden, stadig ventet »senere i år«.
• Afslutningen på trialogen om den digitale euro, med mål om enighed inden årets udgang.
• DNB’s afgørelse om Qivalis’ licens og en mulig lancering i anden halvdel af 2026.
• GENIUS-lovens ikrafttræden den 18. januar 2027, den dato der binder, uanset hvornår reglerne er færdige.

Det fælles træk er, at bankernes kryptopolitik i stigende grad afgøres af en kalender, ikke af en kursgraf. Den bank, der læser kalenderen rigtigt, kan bygge på det rette tidspunkt; den, der læser den forkert, bruger penge for tidligt eller kommer for sent. Og i en tid, hvor selv Bitcoin-prisen bevæger sig efter regulatoriske signaler, er evnen til at læse den kalender blevet en del af selve bankforretningen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår træder GENIUS-loven i kraft?

OCC’s chef Jonathan Gould har lovet endelige hovedregler i november 2026. Selve loven træder i kraft på det tidligste af 18 måneder efter vedtagelsen, altså den 18. januar 2027, eller 120 dage efter de endelige regler. Med en regel i november bliver det datoen i januar 2027, der binder.

Må danske banker opbevare Bitcoin for kunderne?

Kun med en CASP-licens fra Finanstilsynet under MiCA. De store danske banker som Danske Bank og Nordea tilbyder i stedet indirekte eksponering via ETP’er og holder ikke kundernes nøgler. Direkte spot-handel og forvaring findes hos licenserede platforme som Penning og Lunar.

Hvad er forskellen på en stablecoin og et bankindskud?

Et bankindskud er en fordring på banken, står på bankens balance, kan forrentes og er dækket af indskydergarantien op til cirka 750.000 kr. En stablecoin er en fordring på en udsteder, dækket af reserver uden for banken, uden indskydergaranti og under de nye regler uden rente.

Hvorfor holder banker ikke bare Bitcoin på balancen?

Fordi Basels SCO60-standard giver ubakkede kryptoaktiver en risikovægt på 1.250 procent. Det betyder, at en krone Bitcoin på balancen kræver cirka en krone i egenkapital, hvilket gør det for dyrt. Forvaring på kundens vegne rammes derimod ikke af den vægt.

Hvad er Qivalis?

Qivalis er et fælles selskab bag en MiCA-godkendt euro-stablecoin, ejet af et konsortium på 37 europæiske banker, heriblandt Danske Bank og SEB. Selskabet ligger i Amsterdam, søger licens hos den hollandske centralbank DNB og sigter mod lancering i anden halvdel af 2026.

Skrevet af Liam Brennan, seniorredaktør for makro og regulering hos HOGE Wire.