Builderen ingen fejrer: kryptos usynlige vedligeholdere i 2026

Et builder-portræt følger næsten altid den samme bue. En ung udvikler, ofte selvlært, bygger noget om natten, rammer et gennembrud, får en token opkaldt efter sig og ender på en scene i Lissabon eller Seoul. Kulten omkring krypto dyrker netop den skikkelse: stifteren der fangede værdien, solgte sit selskab til en børs eller rejste en runde på ni cifre. Men luk en terminal op og kig på, hvad kæderne faktisk kører på, og hovedpersonen forsvinder.

For under hypen ligger et maskinrum, som holdes i gang af folk, ingen skriver portrætter om. De udsteder ikke en token. De sælger ikke et selskab. De vedligeholder biblioteker, klienter, standarder og værktøjer, som alle andre bygger oven på gratis, og de gør det tit for en brøkdel af, hvad markedet betaler. Det her er ikke endnu en historie om tilskud mod venturekapital; den strid er fortalt. Det er en historie om den slags builder, portrætgenren aldrig viser, og om regningen for det fælles gode, der forfaldt i 2026.

Builderen kulten ikke fejrer

Krypto har groft sagt to slags buildere, og kun den ene bliver hyldet. Den første fanger værdi: hun lancerer et protokol-token, bygger et selskab op omkring det og håber på et opkøb eller en børsnotering. Den anden skaber værdi uden at fange den: han vedligeholder et stykke delt infrastruktur, som hundrede andre projekter er afhængige af, og tjener hverken token eller exit på det. Portrætgenren, som dette medie selv har dyrket i et dusin artikler, har en indbygget blind vinkel. Den portrætterer dem, der blev berømte eller rige, og det udvælger systematisk værdifangeren. Vedligeholderen er usynlig af design.

Skellet ligner det, vi tidligere har tegnet mellem forskeren og shipperen, men det går dybere. Forskeren kan stadig blive stjerne; vedligeholderen kan ikke, for hans arbejde er netop, at ingen lægger mærke til det. Når en klient kører, en bro ikke bliver drænet, og et bibliotek bare virker, er det et fravær af nyheder. Derfor dukker han aldrig op på scenen på konferencecirkusset, hvor mindshare og demoer afgør, hvem der bliver husket. Han sidder derhjemme og svarer på et issue på GitHub klokken halv to om natten, fordi en halv milliard dollar i andres kontrakter afhænger af, at han gør det.

Det er ikke romantik. Det er en struktur, og strukturen er skæv. Jo mere kritisk et stykke kode er, jo mere usandsynligt er det tit, at nogen betaler for at holde det ved lige, fordi kritisk infrastruktur som regel er gammel, kedelig og gratis. 2026 blev året, hvor den skævhed ikke længere kunne ignoreres, for samtidig med at branchen rejste rekordstore fonde, tørrede de forsøg ud, der i en kort periode faktisk havde betalt vedligeholderne.

Maskinrummet under hypen

Hvad er egentlig det fælles gode i krypto? Økonomer definerer et fælles gode (et public good) som noget, der er ikke-ekskluderbart og ikke-rivaliserende: du kan ikke holde nogen ude fra at bruge det, og min brug af det tager ikke noget fra din. En fyrtårnslygte er det klassiske eksempel. I krypto er listen lang, og næsten alt på den er open source. Ethereums eksekverings- og konsensusklienter, de biblioteker, som wallets og dApps importerer, selve Solidity-oversætteren, revisionsværktøjer, de ERC-standarder, der gør, at en token overhovedet kan vises i en wallet, og dokumentationen, som enhver ny udvikler lærer af. Ingen af delene har en betalingsmur. Alle bygger oven på dem.

Netop det gør dem sårbare. Et fælles gode lider under det, økonomer kalder free rider-problemet: hver enkelt bruger har en interesse i, at godet findes, men ingen enkelt bruger har en interesse i at betale for det, så længe de andre måske gør det. Resultatet er kronisk underfinansiering. I almindelig software har verden levet med den skævhed i årtier. I krypto bliver den farligere, fordi de delte komponenter ikke bare driver hjemmesider, men holder på milliarder af kroner i aktiver, hvor en enkelt fejl kan tømme en protokol på minutter.

Det paradoksale er, at krypto blev opfundet som et oprør mod netop den slags afhængighed af enkeltpunkter. Decentralisering skulle fjerne de kritiske mellemled. Alligevel hviler store dele af økosystemet på en håndfuld kodebaser, der vedligeholdes af små, trætte teams, og i nogle tilfælde af én person. Det er den stille modsætning i hele builder-kulten: en bevægelse, der hylder det permissionsløse og det distribuerede, kører i praksis på nogle få navngivne mennesker, som de færreste kender.

Manden i Nebraska

Problemet er ikke opfundet i krypto. Det mest præcise billede af det er en tegneserie. I tegneren Randall Munroes xkcd-stribe nummer 2347 hviler hele den moderne digitale infrastruktur, tegnet som et vaklende tårn af klodser, på én lille brik forneden, som teksten beskriver som »et projekt, en tilfældig person i Nebraska har vedligeholdt utaknemmeligt siden 2003«. Striben ramte så hårdt, fordi den er sand. Store dele af internettet står og falder med enkeltpersoner, du aldrig har hørt om.

Det tydeligste eksempel er biblioteket core-js, vedligeholdt af russeren Denis Pushkarev. Koden er hentet milliarder af gange og kører på mere end halvdelen af verdens ti tusind mest besøgte websteder. For det arbejde faldt hans indtægt ifølge Security Boulevard fra omkring 2.500 dollar om måneden til cirka 400, da den ene donationsplatform halverede sin udbetaling og den anden frøs sine helt. Omregnet er det et fald fra omtrent 16.000 kroner til under 3.000 kroner om måneden for at holde et stykke kode kørende, som halvdelen af nettet læner sig op ad. »Fri open source-software er grundlæggende i stykker«, konstaterede Pushkarev selv. Politikere og analytikere har et mindre dramatisk ord for det: markedssvigt.

Pointen er ikke, at vedligeholderne er ofre, der skal reddes. Pointen er, at en hel civilisation har bygget sin økonomi oven på gratis arbejde og så antaget, at arbejdet bare bliver ved. Krypto arvede den antagelse uden at stille spørgsmål, og lagde oven i købet penge på bordet i form af låsbare aktiver. Hvad sker der, når manden i Nebraska bliver træt? I 2024 fik verden svaret.

Da XZ-bagdøren viste prisen

XZ Utils er et komprimeringsbibliotek, der sidder i stort set alle Linux-distributioner, altså i rygraden af de servere, der driver både banker og blockchain-noder. I årevis blev det vedligeholdt stort set alene af den finske udvikler Lasse Collin, der efter eget udsagn var udbrændt og i perioder kæmpede med langvarige psykiske problemer. Ingen betalte ham for at bære ansvaret. Det var den åbning, en angriber havde ventet på.

Under aliaset Jia Tan brugte vedkommende næsten to år på tålmodigt at opbygge tillid i projektet, mens en række falske konti pressede den overbebyrdede Collin til at overdrage mere ansvar: hvorfor ikke give maintainer-rollen videre, når nu du har det så svært? Da Jia Tan havde fået nøglerne, blev der smuglet en bagdør ind i koden, en fjernudførelse via OpenSSH, der ville have givet adgang til et ufatteligt antal maskiner. Kun et tilfælde stoppede det: en Microsoft-ingeniør undrede sig over, at en login tog et halvt sekund for lang tid, og gravede sig ned til katastrofen få dage før den ramte de store distributioner.

Det afgørende er, at angrebet ikke udnyttede en teknisk fejl. Det udnyttede vedligeholdelseskrisen selv: isolationen, udbrændtheden og de manglende ressourcer, der kendetegner så mange kritiske open source-projekter. Underfinansieret vedligehold er med andre ord ikke bare uretfærdigt, det er en sikkerhedsrisiko. For krypto er det en ubehagelig spejling. De samme afhængighedstræer kører under wallets og noder, og et kompromitteret bibliotek opstrøms er et forsyningskædeangreb på kæden selv. Det er samme svigt, vi har beskrevet, da vi spurgte, hvem der egentlig gransker kryptos auditører: den fælles sikkerhed, alle regner med, er kun så stærk som de få, der betaler for at passe den.

Ethereums skrøbelige flertal

Det bedste krypto-eksempel på et fælles gode, der skal passes, er klientdiversitet. Ethereum kører ikke på ét program, men på flere uafhængige implementeringer af den samme protokol. På eksekveringssiden konkurrerer blandt andre Geth, Nethermind, Besu og den nyere Reth; på konsensussiden findes Prysm, Lighthouse, Teku, Nimbus og Lodestar. At der findes flere, er netop pointen. Hvis én klient får en fejl, kan de andre holde kæden i gang, og netværket overlever en bug, der ellers ville have været dødelig.

Men diversiteten er skrøbelig. Hvis en enkelt eksekveringsklient kommer over cirka en tredjedel af netværket, kan en fejl i netop den klient i teorien true kædens evne til at nå finalitet; kommer én over halvdelen, kan den i værste fald få en forkert blok til at blive endelig. Ifølge clientdiversity.org har Geth længe ligget over den tredjedel, afhængigt af kilde og målemetode. Med andre ord er nogle få klient-teams de facto et systemisk risikopunkt for en kæde, der holder på hundredvis af milliarder.

Det ændrer karakteren af samtalen. At betale det team, der holder den mindst brugte klient i live, er ikke velgørenhed; det er en forsikringspræmie for alle, der har penge på kæden. Alligevel er det svært at få nogen til at betale præmien frivilligt, netop fordi godet er fælles. Det er free rider-problemet i ren form, og det er her, krypto i et par år faktisk forsøgte noget nyt.

Protocol Guild: at lønne maskinrummet

Det mest ambitiøse forsøg hedder Protocol Guild. Det er et kollektiv af de folk, der bygger og vedligeholder selve Ethereums basislag: omkring 180 bidragydere fordelt på cirka 30 teams, fra klientudviklere til protokolforskere. I stedet for at hver enkelt skal tigge om donationer, samler lauget pengene ét sted og fordeler dem efter, hvor længe og hvor meget hver enkelt har bidraget, via en strømmende udbetaling på kæden.

Finansieringen kommer fra det, der kaldes 1%-løftet. Projekter, der er bygget oven på Ethereum, forpligter sig til at give omkring én procent af deres token-udbud til lauget; blandt dem er navne som EigenLayer, Ether.fi, Taiko og Puffer. Tanken er elegant: de, der tjener mest på, at Ethereum virker, betaler en lille skat til dem, der får det til at virke. Ifølge The Defiant har lauget samlet tilsagn for over 100 mio. dollar, godt 660 mio. kroner, og allerede udbetalt mindst 20 mio. dollar til bidragyderne.

Og alligevel er det langtfra nok. Protocol Guild har selv anslået, at det koster mellem 30 og 60 mio. dollar om året, altså op mod 400 mio. kroner, bare at vedligeholde og skalere Ethereum ordentligt. Endnu mere afslørende er laugets egen opgørelse, gengivet af The Defiant: kerneudviklerne på Ethereum tjener efter deres skøn 50 til 60 procent under markedsraten. Det er mennesker, som private AI-laboratorier og TradFi-huse ville rive hinanden i stykker for at ansætte, og de bliver i et af verdens vigtigste softwareprojekter til under det halve, ofte af ren overbevisning. Lauget advarer selv om, at den slags overbevisning ikke holder evigt, og at talentet siver.

Pengene der tørrede ud

Protocol Guild var ikke det eneste forsøg. I en kort periode opfandt krypto faktisk nogle af de mest interessante mekanismer, verden har set, til at finansiere fælles goder. Den ene var Optimisms Retroaktive Finansiering af Fælles Goder, i daglig tale RetroPGF. Idéen, udtænkt af Vitalik Buterin sammen med Optimisms Karl Floersch, var at belønne påvist nytte bagud i tid i stedet for at gætte på fremtiden, ud fra devisen om, at det er lettere at blive enige om, hvad der var nyttigt, end om hvad der vil blive det. Over flere runder delte programmet samlet mere end 100 mio. dollar ud til byggere af infrastruktur, værktøjer og dokumentation.

Den anden var Gitcoins kvadratiske finansiering, hvor mange små donationer bliver matchet af en fælles pulje, så bredden i støtten tæller mere end dybden i enkelte lommer. Modellen skulle gøre det sværere for en enkelt hval at bestemme, hvad der var værd at bygge. Siden 2019 har Gitcoin ad den vej kanaliseret over 60 mio. dollar til flere tusind projekter, oplyser Gitcoin selv, før organisationen trappede sin egen softwaredivision ned.

Så kom 2026, og luften gik af. Optimism meddelte i begyndelsen af januar, at Retro Funding ikke ville køre i mindst de næste tolv måneder, og at et stort beløb i OP-token blev holdt i reserve, mens fonden drejede mod eksekvering og virksomhedskunder. Det bedst finansierede maskineri til fælles goder i hele branchen satte sig selv på pause, netop som det havde bevist, at det virkede. Vedligeholderne, der lige havde vænnet sig til en indtægt, stod igen med donationsknappen og godt humør som eneste forretningsmodel.

Milliarder til fondene, 400 dollar til vedligeholderen

Timingen var næsten grotesk. Mens RetroPGF lukkede ned, rejste venturekapitalen rekordstore summer. I maj 2026 lukkede a16z crypto en ny fond på 2,2 mia. dollar, omtrent 14,6 mia. kroner, selv mens markedet køligede af. Der er ikke noget galt i det; det er sådan, risikovillig kapital virker. Men kontrasten tegner skævheden skarpt op. Pengene strømmer derhen, hvor de kan fange ejerandele og token-upside, og de strømmer væk fra det fælles gode, hvor der per definition ingen upside er at fange.

Resultatet er to parallelle økonomier i samme branche. I den ene rejser en stifter 14 cifre, får sit selskab opkøbt af en børs og ender som ansat med aktieoptioner. I den anden holder en kerneudvikler en kæde kørende til under det halve af sin markedsværdi, og en biblioteksvedligeholder tjener mindre, end en teenager får for at gå med aviser. Det er den samme asymmetri, vi har set, hver gang den selvstændige builder, der lavede et værktøj, alle andre brugte, ender som medarbejder i et større hus: værdifangst belønnes, værdiskabelse uden fangst gør ikke.

Spørgsmålet, branchen har svært ved at svare på, er ikke, om vedligeholderne fortjener mere. De fleste nikker høfligt til det. Spørgsmålet er, hvem der skal betale, når ingen enkelt aktør har råd til at lade være med at håbe, at de andre gør det først. Og her begyndte nogle af de klogeste i rummet at skifte selve det ord, striden handler om.

Vitalik vil finansiere open source, ikke fælles goder

I foråret 2025 argumenterede Vitalik Buterin for, at selve begrebet fælles goder var blevet en del af problemet. Ordet var blevet så bredt og vagt, skrev han, at det indbød til sociale spil, hvor enhver kunne stemple sit eget yndlingsprojekt som et fælles gode for at komme til truget. Hans forslag, gengivet af Coin Edition, var at droppe det slørede ord og i stedet finansiere det mest værdifulde open source, hvor man rent faktisk kan se, hvad der bliver brugt, og af hvem.

Det lyder som en teknikalitet, men det rammer kernen. Så snart man begynder at måle nytte for at kunne betale for den, opstår Goodharts lov: når et mål bliver et mål at ramme, holder det op med at være et godt mål. Udviklere vil begynde at optimere efter det, der tælles, ikke efter det, der gavner. Vi har set præcis den dynamik i airdrop-jagten, hvor projekter har måttet diskvalificere hundredtusindvis af wallets, der kun lod, som om de var rigtige brugere. At måle den usynlige vedligeholders bidrag er endnu sværere, for hans vigtigste output er et fravær: hacks, der ikke skete, nedbrud, der udeblev.

Debatten handler altså ikke kun om, hvor pengene skal komme fra, men om, hvordan man overhovedet retfærdigt fordeler dem uden at forvandle vedligehold til endnu et spil om synlighed. Det er en gammel samfundsmæssig udfordring klædt i ny teknologi, og det er påfaldende, hvor meget af svaret der allerede er prøvet af uden for krypto.

Nye forsøg: fonde, legater og løfter

Uden for kæden har 2026 budt på en bølge af forsøg på at lappe det samme hul. Et af de mest omtalte var lanceringen af et egentligt legat for open source, som The Register beskrev som verdens første af sin art: i stedet for at bede om donationer år efter år skal en grundkapital investeres, og afkastet betale vedligeholderne løbende, så finansieringen bliver uafhængig af konjunkturer og godt humør. Det er den samme logik, universiteter og hospitaler har kørt på i århundreder.

Staterne er også begyndt at se open source som kritisk infrastruktur snarere end hobby. Tysklands Sovereign Tech Fund, i dag en del af et bredere europæisk initiativ, investerer direkte i de komponenter, økonomien hænger på, ud fra en erkendelse af, at markedet alene ikke vedligeholder dem. Og 1%-løftet, som Protocol Guild gjorde kendt, breder sig som model til andre økosystemer. Mekanismerne er mange; det afgørende er, om nogen af dem er stabile nok til at overleve et bjørnemarked.

Ingen af modellerne har løst problemet. De er lapper på et strukturelt hul. Men hvis man vil se et samfund, der faktisk lykkedes med at organisere og finansiere sine fælles goder i generationer, behøver man ikke kigge langt. Man kan kigge på et dansk landkort.

Det danske svar: andelsbevægelsen

I 1882 slog en gruppe gårdmænd nær Ølgod i Vestjylland sig sammen og åbnede Hjedding Andelsmejeri, det første andelsmejeri i Danmark. De var for små til hver især at eje en mælkecentrifuge, så de ejede den i fællesskab, skrev vedtægter sammen og delte overskuddet efter en fordelingsnøgle. Idéen bredte sig med lynets hast. Året efter var der otte andelsmejerier; i 1914 var der 1.168. Danmark blev på den måde et af de steder i verden, der for alvor opfandt den moderne kooperative bevægelse, og den formede landets selvforståelse lige siden.

Det interessante for krypto er styringsprincippet. I andelsforeningerne havde hver andelshaver normalt én stemme, uanset hvor stor hans egen produktion var. Man stemte, som det hed, »efter hoveder, ikke efter høveder«. Det er præcis modsætningen til kryptos styring, der næsten altid er token-vægtet: her stemmer man efter høveder, altså efter hvor stor en pose token man sidder på. Krypto lånte andelstankens fælles ejerskab, men beholdt den plutokratiske afstemning, og det er en del af grunden til, at fællesskabsstyringen så ofte ender med at tjene de største lommer frem for det fælles bedste.

Andelsbevægelsens dybere lektie er, at et fælles gode hverken skal reddes af markedet alene eller af en enkelt velgører. De, der har gavn af godet, ejer og betaler det i fællesskab, og de gør det tålmodigt, demokratisk og uden udsigt til exit. Det er den stik modsatte logik af en branche, der måler succes i opkøb og token-lanceringer. Hvis krypto vil have sit maskinrum passet, kunne et godt sted at starte være at behandle vedligeholderne som andelshavere i et fælles mejeri snarere end som frivillige, der forhåbentlig bliver ved.

Danmarks mest kendte kryptobuilder peger i samme retning. Rune Christensen, der var med til at stifte MakerDAO i 2015 og skabte stablecoinen DAI, har valgt den modsatte vej af exit. I stedet for at sælge og gå har han brugt et årti på at bygge det samme projekt dybere, senest gennem rebrandingen til Sky og den omfattende Endgame-plan, der skal gøre protokollen mere modstandsdygtig og dens styring mere kollektiv. Det er et mere andelsagtigt builder-ideal end stjernestifterens, selv om også Sky stemmer efter høveder. Og det er bemærkelsesværdigt, at det kommer fra en dansker, for netop i Danmark giver den slags tålmodigt, usynligt fællesarbejde dyb kulturel genklang.

Når det fælles gode skal passes ind i loven

Jura er bygget til værdifangere, ikke til vedligeholdere. Det ser man tydeligt, når man prøver at placere det fælles gode i det danske og europæiske regelsæt. MiCA, som har været gældende i Danmark siden 30. december 2024, og som Finanstilsynet håndhæver, regulerer udbydere af kryptotjenester og udstedere af token. En udvikler, der vedligeholder et open source-bibliotek eller en Ethereum-klient, driver ikke en kryptotjeneste og udsteder ingenting. Han falder helt uden for rammen, og det gør de penge, der betaler ham, i et vist omfang også.

Men kanterne er skarpe. Bliver en vedligeholder betalt i ETH eller token gennem noget som Protocol Guilds løfte, er det en skattepligtig indkomst, som Skattestyrelsen vil se, og dansk beskatning af krypto er notorisk hård. Et 1%-løfte er desuden en overførsel af token med både skatte- og regnskabsmæssige følger for det projekt, der giver. Og selve lauget eller den DAO, der uddeler pengene, er sjældent en klart defineret juridisk person i dansk eller europæisk ret, hvilket efterlader åbne spørgsmål om ansvar, aftaler og hæftelse.

Resultatet er, at det fælles gode falder mellem de regulatoriske stole. Loven kan nemt få fat i den, der sælger en tjeneste eller udsteder et aktiv, men den har svært ved overhovedet at få øje på den, der gratis vedligeholder det fundament, tjenesten og aktivet hviler på. Når selv staten, som vi har set, da centralbankpengene kom på kæden, begynder at bygge på den fælles infrastruktur, bliver spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for at passe den, pludselig alt andet end akademisk.

Sådan læser du en builder-profil om igen

Portrætgenren har lært os at kigge på stjernen. Den bedre vane er at kigge på gulvet, stjernen står på. Næste gang du læser om et lovende projekt, så spørg ikke kun, hvem der byggede det, men hvem der holder det kørende, og om de bliver betalt. Et par enkle spørgsmål afslører hurtigt, om et projekt hviler på et solidt fundament eller på en enkelt træt vedligeholder i Nebraska.

Ingen af spørgsmålene kræver teknisk indsigt. De kræver kun, at man flytter blikket fra den, der fanger værdien, til den, der skaber den uden at fange den. Det er den samme øvelse, som investorer langsomt er begyndt at lave, når de vurderer et projekts reelle robusthed frem for dets fortælling.

Hvem ejer ansvaret for maskinrummet

Kulten kommer til at blive ved med at fejre stjernestifteren. Det er en god historie, og gode historier sælger token. Men 2026 gjorde regningen for det fælles gode synlig på en måde, der er svær at pakke væk igen. Det bedst finansierede program for fælles goder satte sig på pause, venturekapitalen rejste milliarder, kerneudviklerne blev på deres halve løn, og XZ-bagdøren mindede alle om, hvad underbetalt, isoleret vedligehold koster, når det går galt.

Svaret er hverken et nyt token eller en enkelt gavmild hval. Det er ældre og mere jordnært end som så, og det blev skrevet på vestjysk i 1882: de, der har gavn af et fælles gode, ejer og betaler det sammen, tålmodigt, og de stemmer efter hoveder, ikke efter høveder. Krypto har teknologien til at gøre det bedre end nogensinde, med strømmende udbetalinger, gennemsigtige puljer og løfter indskrevet i kode. Spørgsmålet er, om branchen har kulturen til det.

Den næste builder-profil, der er værd at læse, handler derfor ikke om, hvem der fangede mest værdi. Den handler om den, der stille holder gulvet oppe under resten af os, og om vi når at betale ham, før gulvet giver efter.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et fælles gode i krypto?

Et fælles gode er noget, man ikke kan udelukke nogen fra at bruge, og som ikke slides af at blive brugt, for eksempel Ethereums klienter, open source-biblioteker og tekniske standarder. Alle bygger oven på dem gratis, og derfor har ingen enkelt aktør et incitament til at betale for at vedligeholde dem. Det kaldes free rider-problemet og fører til kronisk underfinansiering.

Hvad er Protocol Guild?

Protocol Guild er et kollektiv af omkring 180 bidragydere, der bygger og vedligeholder Ethereums basislag. Det finansieres gennem det såkaldte 1%-løfte, hvor projekter oven på kæden giver cirka én procent af deres token-udbud, og har samlet tilsagn for over 100 mio. dollar og udbetalt mindst 20 mio. dollar. Alligevel vurderer lauget, at der reelt mangler mellem 30 og 60 mio. dollar om året.

Hvorfor er klientdiversitet vigtig for Ethereum?

Ethereum kører på flere uafhængige klienter, så en fejl i én ikke lægger hele kæden ned. Hvis en enkelt eksekveringsklient kommer over cirka en tredjedel af netværket, kan en fejl i den true kædens finalitet, og derfor er det en systemisk risiko, at Geth længe har ligget over den grænse. At finansiere de mindre klient-teams er derfor en forsikring for alle med penge på kæden, ikke velgørenhed.

Tjener open source-vedligeholdere penge?

De færreste tjener i nærheden af deres markedsværdi. Vedligeholderen af biblioteket core-js så sin indtægt falde til omkring 400 dollar om måneden, og Ethereums kerneudviklere tjener efter Protocol Guilds eget skøn 50 til 60 procent under markedsraten. Underbetalingen er ikke bare uretfærdig; udbrændte, isolerede vedligeholdere er også et sikkerhedshul, som XZ-bagdøren viste.

Hvad kan krypto lære af den danske andelsbevægelse?

Andelsbevægelsen løste det fælles godes problem ved, at de, der havde gavn af et mejeri eller en foderstofforening, ejede og betalte det i fællesskab og stemte efter hoveder, ikke efter høveder. Det er en tredje vej mellem markedet, der free rider, og den enkelte velgører, der kan trække støtten tilbage. For krypto peger det mod kollektivt ejede, tålmodigt finansierede vedligeholdelseslaug frem for frivillige, der forhåbentlig bliver ved.

Af Marcus Okafor, seniorredaktør på HOGE Wire.