● NFTs & Digital Collectibles

To kæder, to våbenhviler: NFT-royaltykrigen i 2026

NFT-royaltykrigen endte ikke med en vinder, men med to forskellige våbenhviler. På Ethereum vandt valgfriheden; på Solana afgjorde det, hvem der ejer standarden.

By Marcus Okafor · Oct 4, 2026 · 19h ago ~21 min read

I efteråret 2026 er NFT-royaltykrigen stort set forbi, men den sluttede ikke med en fredsaftale, alle skrev under på. Se bare på de to markedspladser, der kæmpede hårdest om spørgsmålet. BLUR, token bag den børs, der gjorde nul-royalty til et våben, handles til omkring 0,02 dollar (cirka 0,14 kr), mere end 99% under toppen på 5,02 dollar fra februar 2023. ME, token bag Solanas største markedsplads Magic Eden, ligger omkring 0,08 dollar (cirka 0,51 kr), langt under sit eget højdepunkt på 17 dollar fra december 2024, ifølge CoinGecko og CoinGecko. De to selskaber vandt kampen om handelsvolumen, men deres tokens prissætter i dag en branche, der er en skygge af 2021.Det interessante er ikke, at royaltyen faldt. Det ved de fleste efterhånden. Det interessante er, at krigen endte forskelligt på de to største NFT-kæder. På Ethereum vandt valgfriheden: en royalty er i praksis en frivillig drikkepengebøtte, som køberen kan slå fra. På Solana kom håndhævelsen tættere på at virke, fordi én aktør ejer den standard, næsten alle NFT’er bygger på, og derfor kunne trykke på en knap, ingen på Ethereum har adgang til. Pointen, som hele denne krig koger ned til, er enkel: den, der ejer standarden, bestemmer, hvem der betaler.Denne artikel følger begge fronter. Hvad en royalty egentlig er, og hvorfor den aldrig kunne håndhæve sig selv. Hvorfor krigen brød ud. Hvordan den endte på henholdsvis Ethereum og Solana. Hvad tallene siger om kollapset. Og hvorfor den eneste videresalgsafgift, en dansk billedkunstner reelt får håndhævet i 2026, slet ikke findes på en blockchain, men i Ophavsretslovens regler om følgeret.

Hvad en NFT-royalty egentlig er, og ikke er

En NFT-royalty er en andel af hvert videresalg, som går tilbage til den oprindelige skaber. Køber du et stykke digital kunst for 10.000 kr og sælger det videre for 20.000 kr, skulle en royalty på 10% sende 2.000 kr til kunstneren. Løftet var elegant: et kunstværk, der betaler sin ophavsperson, hver gang det skifter hænder, for evigt, uden advokater, uden gallerier, uden et opkrævningsapparat. Det var den enkle historie, der i 2021 fik tusindvis af skabere til at tro, at blockchainen havde løst noget, den analoge kunstverden aldrig kunne.Problemet er, at en royalty aldrig har været indbygget i selve NFT’en på den måde, folk tror. Den mest udbredte standard, EIP-2981, gør præcis én ting: den oplyser, hvor stor en royalty der bør betales, og til hvem. Den opkræver ingenting. Standarden er et signal, ikke en håndhævelse. En NFT-kontrakt kan fortælle omverdenen, at skaberen ønsker 7,5%, men den kan ikke tvinge nogen til at betale.Årsagen ligger i, hvordan en NFT flytter sig. Den grundlæggende funktion, transferFrom, kan ikke se forskel på et salg og en gave. For kæden ligner et handelssalg til 20.000 kr og en overførsel mellem to af dine egne wallets fuldstændig ens: en token skifter adresse. Hvis kontrakten ikke kan afgøre, om der overhovedet var en pris, kan den heller ikke beregne en procentdel af den. Derfor har håndhævelsen altid måttet ske et andet sted end i selve token’en, nemlig hos markedspladsen, der kender salgsprisen. Og det var præcis dér, krigen kunne brydes ud.

Hvorfor krigen brød ud: kapløbet mod nul

Så længe royaltyen håndhæves af markedspladsen og ikke af token’en, er den kun så stærk som markedspladsernes vilje til at opkræve den. Og den vilje holdt præcis så længe, der ikke var en konkurrent, der tilbød at lade være. Da markedet toppede i begyndelsen af 2022, var royalties en selvfølge: OpenSea opkrævede dem, skaberne regnede med dem, og ingen stillede spørgsmål. Da priserne faldt gennem 2022, blev handlende pludselig meget opmærksomme på, at en royalty på 5-10% oven i et markedsplads-gebyr var en mærkbar udgift ved hver eneste handel.Ind trådte en ny generation af markedspladser, der gjorde det utænkelige til et salgsargument. Aggregatorer og AMM-baserede handelssteder som Sudoswap og X2Y2 tilbød at handle NFT’er med nul eller valgfri royalty. For en aktiv handlende var regnestykket enkelt: samme billede, lavere omkostning. Royalties, der skulle være skaberens løn, blev omdøbt til friktion, man kunne skære væk. Kapløbet mod nul var i gang, og det ramte begge de store kæder nærmest samtidig. Men det endte vidt forskelligt, og forskellen afslører noget grundlæggende om, hvordan de to kæder er bygget.

Ethereum-fronten: da valgfrihed blev standard

På Ethereum fik kapløbet et ansigt: Blur. Markedspladsen lancerede i oktober 2022 med nul handelsgebyr, en aggressiv token-airdrop og kun en frivillig minimumsroyalty, og den henvendte sig direkte til professionelle handlende, der omsatte store mængder. For at maksimere deres egne belønninger blev brugerne tilskyndet til at handle, hvor royaltyen var lavest. I februar 2023 eskalerede Blur konflikten ved direkte at anbefale skabere at blokere OpenSea i deres kontrakter, så de kunne få fuld royalty på Blur. Royaltykrigen var ikke længere en teori; den var en kamp om, hvilken markedsplads skaberne skulle vælge side med.OpenSea svarede først med et værktøj kaldet Operator Filter, der fra november 2022 lod skabere blokere markedspladser, som ikke håndhævede royalties. Det var et forsøg på at bruge selve kontrakten til at tvinge en håndhævelse igennem. Men filteret virkede kun, hvis alle de store markedspladser respekterede det, og det gjorde de ikke. Da presset fra handlende blev for stort, trak OpenSea sig. I august 2023 annoncerede selskabet, at det ville udfase Operator Filter og gøre skaberhonorarer valgfrie for nye collections fra 31. august 2023, med fuld valgfrihed på tværs af platformen fra 29. februar 2024.OpenSeas stifter og direktør Devin Finzer forsøgte at indramme det som en frigørelse snarere end en kapitulation. Honorarerne forsvandt ikke, skrev han; det gjorde kun »the ineffective, unilateral enforcement of them« (den ineffektive, ensidige håndhævelse af dem). Oversat til almindeligt sprog: OpenSea kunne ikke blive ved med at opkræve en afgift, konkurrenterne droppede, uden selv at tabe handlende. Dermed var den de facto standard på Ethereum sat. En royalty blev noget, køberen kan vælge til, ikke noget, kæden kræver.Ikke alle accepterede det stille. Yuga Labs, selskabet bag Bored Ape Yacht Club, slog igen. Da det i januar 2023 uddelte sine Sewer Pass-NFT’er, gjorde det klart, at de kun måtte handles på platforme, der respekterede royalties, og en talsperson fastslog, at »creator royalties must be protected«. Men selv et af de mægtigste brands i branchen kunne kun blokere nogle markedspladser; det kunne ikke tvinge en pris igennem på kædeniveau. Den strukturelle grænse holdt: på Ethereum kan ingen enkelt aktør sætte en standard, alle andre skal følge.

Solana-fronten: da en enkelt standard kunne trykke på knappen

På Solana begyndte historien på samme måde. Magic Eden, kædens dominerende markedsplads, gjorde i oktober 2022 royalties valgfrie og lod købere vælge fuld, halv eller ingen betaling. Resultatet var det samme som på Ethereum: betalingerne styrtdykkede. Men her tog historien en anden drejning, fordi Solanas NFT’er ikke er en vild flora af uafhængige kontrakter. Næsten alle af dem bygger på metadata-standarder fra ét sted, Metaplex, som The Defiant har beskrevet som rygraden under stort set hele Solanas NFT-økosystem.At standarden havde en ejer, blev tydeligt i en bitter strid i december 2022. Magic Eden lancerede sit eget Open Creator Protocol for at håndhæve royalties, men kom samtidig i åben konflikt med Metaplex om, hvem der skulle styre selve standarden. Magic Edens direktør Jack Lu advarede om, at Metaplex havde en »god mode key«, der lod dem ændre, hvordan standarden fungerede, til fordel for deres egne token-holdere. Metaplex svarede, at de var bygget til at »elevate creators and artists above traditional gatekeepers«, og nægtede at overlade standarden til en gruppe, de anså for at handle i ond tro.Netop den »god mode key«, som Magic Eden frygtede, er grunden til, at Solana kunne det, Ethereum ikke kunne. Metaplex indførte først programmerbare NFT’er (pNFT’er) med regelsæt, der kunne begrænse overførsler til programmer, som honorerede royaltyen. Siden kom en helt ny standard, Metaplex Core, hvor et Royalties-plugin ifølge dokumentationen håndhæver skaberroyalties som udgangspunkt, med allowlist- og denylist-kontroller, der afgør, hvilke programmer og markedspladser der må behandle en handel. Når standarden selv kan nægte at gennemføre et salg, der omgår royaltyen, flytter håndhævelsen fra markedspladsens velvilje til kædens regler. Det er ikke perfekt, og det afhænger af, at collections faktisk minter med de håndhævende indstillinger, men det er en knap, der rent faktisk findes.

Forskellen i én sætning: hvem ejer standarden

Det er fristende at forklare de to udfald med kultur: at Ethereum-folket elsker tilladelsesfri frihed, mens Solana er mere villig til at lade nogen bestemme. Men den dybere forklaring er teknisk og handler om ejerskab af standarden. På Ethereum er NFT-standarden et åbent, tilladelsesfrit fælleseje. Enhver kan udstede en kontrakt, og ingen, hverken OpenSea, Yuga eller nogen anden, kan påtvinge resten en regel. Derfor endte forsøgene på håndhævelse altid som frivillige filtre, konkurrenterne bare kunne ignorere.På Solana er den dominerende standard derimod kontrolleret af Metaplex. Den samme centralisering, Magic Eden angreb som en »god mode key«, er præcis det, der gør det muligt at sætte håndhævelse som fabriksindstilling. Krigen blev altså ikke afgjort af, hvem der råbte højest om skabernes rettigheder, men af et arkitektonisk spørgsmål: kan én aktør ændre reglen for alle? På Ethereum er svaret nej, og derfor vandt valgfriheden. På Solana er svaret delvist ja, og derfor overlevede håndhævelsen som en reel mulighed. Det samme tekniske træk, der ligner en svaghed (en standard med en ejer), blev royaltyens eneste redning.

Dimension	Ethereum	Solana
Hvem ejer standarden	Ingen (tilladelsesfrit fælleseje)	Metaplex (dominerende standard)
Grundsignal	EIP-2981 (oplyser kun)	Metaplex-metadata og regelsæt
Håndhævelsesforsøg	Operator Filter, ERC-721C (opt-in)	pNFT, Metaplex Core Royalties-plugin
Kan en default sættes for alle	Nej	Delvist ja
Udfald i 2026	Valgfri som standard	Håndhævet pr. collection, hvis standarden bruges

Tallene bag kollapset

Uanset kæde var retningen den samme: nedad. Analysefirmaet Nansen opgjorde, at de samlede royalty-betalinger faldt omkring 98% fra toppen. Hvor skabere på det højeste tjente i omegnen af 269 mio. dollar om måneden i januar 2022 (cirka 1,8 mia. kr), var tallet i juli 2023 nede omkring 4,3 mio. dollar (cirka 28 mio. kr), og den effektive royaltysats per handel var ifølge CoinDesks gennemgang af Nansen-tallene faldet til under 1%. Det var ikke en nedgang; det var en afmontering.Men kollapset er kun den halve historie. Royalties forsvandt ikke; de blev koncentreret. Ifølge en opgørelse fra CoinLaw havde over 80% af NFT-kontrakter stadig royalty-logik i 2025-26, men kun 60-70% af handlerne betalte den faktisk, og den gennemsnitlige sats lå omkring 6,1%. Samtidig tjente kun en lille elite rigtige penge: omkring 428 collections stod for cirka 80% af alle royalties, og de øverste 10% af projekterne tog omkring 70% af indtægterne. Ethereum-skabere hentede ifølge samme kilde cirka 920 mio. dollar (cirka 6,1 mia. kr) i royalties i 2025 og mere end 1,8 mia. dollar kumulativt. Royaltyen døde ikke; den blev et privilegium for de få blue chips, der stadig kunne kræve den.

Mål	Top (jan. 2022)	Bund (jul. 2023)	2025-26
Royalties pr. måned	~269 mio. USD	~4,3 mio. USD	koncentreret hos få
Effektiv sats pr. handel	op til ~5%	under 1%	gennemsnit ~6,1% (hvor betalt)
Andel handler, der betaler	reelt alle	styrtdykkede	~60-70%
Kontrakter med royalty-logik	–	–	over 80%

ERC-721C: Ethereums forsøg på at hente Solanas trick hjem

Ethereum-lejren opgav ikke tanken om håndhævelse. Studiet Limit Break, grundlagt af spiludvikleren Gabriel Leydon, lancerede en ny token-standard, ERC-721C, der forsøger at gøre det, Metaplex kan på Solana: lade skaberen bestemme, hvilke markedspladser der overhovedet må flytte token’en. I stedet for blot at signalere en ønsket royalty kan en ERC-721C-kontrakt afvise overførsler, der ikke går gennem en betalingsbehandler, som opkræver honoraret. Hvis en collection kun tillader markedspladser, der betaler, bliver royaltyen reelt håndhævbar. OpenSea integrerede standarden og gav håndhævede collections adgang til deres fulde honorar.Men ERC-721C løser ikke Ethereums grundproblem; det omgår det ved at indføre en frivillig portvagt. Prisen er den tilladelsesfrie sammensættelighed, der gjorde NFT’er interessante i første omgang: en token, der kun kan handles bestemte steder, er ikke længere frit flydende. Og fordi standarden er opt-in, skal hver skaber aktivt vælge den ved mint. Resultatet er, at ERC-721C bruges af et voksende mindretal af collections, især dem med et brand værd at beskytte, men den har ikke vendt den brede Ethereum-norm. Hvert nyt tekniske trick flytter i praksis bare portvagten et nyt sted hen uden at genskabe den automatiske, universelle royalty, 2021 troede på.

Hvorfor valgfriheden vandt: royaltyen som likviditetsskat

Hvorfor vandt valgfriheden så overbevisende på det åbne Ethereum? Fordi en royalty økonomisk set opfører sig som en omsætningsafgift, og afgifter reducerer handel. En køber ved, at han selv skal betale royaltyen igen, når han engang sælger videre, så han kapitaliserer den fremtidige afgift ind i et lavere bud i dag. CoinLaws data sætter tal på effekten: hver ekstra standardafvigelse i royaltysats er forbundet med omkring 7% lavere videresalgspris og knap 5% lavere sandsynlighed for, at NFT’en overhovedet bliver solgt igen. Med andre ord var royaltyen ikke kun en kamp mellem skabere og markedspladser; den var en skat på collectionens egen likviditet.Det forklarer, hvorfor så mange skabere til sidst selv skruede ned. En høj royalty, der ikke bliver betalt, er ligegyldig; en høj royalty, der bliver betalt, gør samlerne fattigere og gulvprisen lavere. For projekter, hvis værdi afhænger af en flydende, likvid handel, blev en lav eller nul royalty en måde at holde markedet i live på. På det punkt mødtes Ethereum og Solana igen: selv hvor håndhævelsen teknisk var mulig, valgte mange collections at lempe den for ikke at kvæle deres eget marked.

Markedspladsernes virkelige forretning: gebyrer, tokens og SEA

Der er en grund til, at markedspladserne kunne give slip på royaltyen uden at bløde: den var aldrig deres indtægt. Skaberhonoraret gik til skaberen; markedspladsen levede af sit eget handelsgebyr. Da OpenSea relancerede som OS2 i begyndelsen af 2025, skar selskabet sit handelsgebyr kraftigt ned for at matche Blur og aggregatorerne. Kampen om royaltyen var i virkeligheden en kamp om at tiltrække handlende, og i den kamp var skabernes honorar en omkostning, markedspladsen kunne forære væk for at vinde volumen.Næste skridt tegner endnu tydeligere, hvor forretningen er på vej hen. OpenSea har annonceret en egen token, SEA, med planen om at uddele halvdelen af forsyningen til fællesskabet og bruge halvdelen af platformens indtægter på at købe token tilbage, mens brugere skal kunne stake SEA bag deres yndlingsprojekter. Når en markedsplads tjener på en token og på handelsvolumen frem for på afgifter, bliver royaltyen endegyldigt reduceret til en valgfri indstilling i brugerfladen. Hvor handlen foregår, og hvem der tjener på den, har vi kortlagt i vores gennemgang af Tensors handelsmaskine, der byggede hele sin forretning på netop den indsigt.

Vinderne: brands, ikke håndhævelse

Hvis håndhævelse ikke reddede royaltyen, hvad gjorde så de skabere, der overlevede? De holdt op med at behandle videresalgsafgiften som deres forretningsmodel og byggede en rigtig én. Det tydeligste eksempel er Pudgy Penguins, der forvandlede en NFT-samling til et forbrugerbrand med legetøj i fysiske butikker, licensaftaler og et bredere medieunivers, og som lader sine holdere beholde de kommercielle rettigheder til deres egen pingvin op til en vis grænse. Indtægten kommer fra produkter og licenser, ikke fra en procentdel af hvert on-chain-salg. Brandet, ikke blockchainen, blev det, der betalte.Det samme mønster ses andre steder. Spilstudier løste royaltyspørgsmålet ved at flytte værdien ind i spillet selv, hvor aktiver tjener penge gennem brug og ikke gennem en afgift ved videresalg, som vi beskrev, da vi så på, hvordan spillene vandt royaltykrigen. Og i den anden ende af spektret knytter luksusmærker og samlekortudstedere i stigende grad en fysisk, autentificeret vare til token’en, så værdien hviler på noget uden for kæden, et mønster vi har fulgt i ægthed på kæden. Den fælles lektie er, at den holdbare indtægt kom fra at eje et brand eller en vare, ikke fra at håndhæve en afgift.Pudgys vej fra NFT til brand stopper ikke ved den danske grænse; samlingen har satset tungt på Asien og de store messer, som vi så, da pingvinen tog Seoul. For en skaber er pointen den samme uanset geografi: et stærkt brand kan tjene penge på mange måder, mens en royalty kun virker, hvis nogen frivilligt betaler den.

Det danske spor: følgeret gør det, loven lovede, men koden ikke kunne

Her er den ironi, en dansk læser bør hæfte sig ved. Mens kryptobranchen i fire år kæmpede for at få en videresalgsafgift til kunstnere til at virke, har Danmark haft præcis den slags afgift kørende i årtier, håndhævet af loven og ikke af kode. Den hedder følgeret og står i Ophavsretslovens §38. Den giver billedkunstnere ret til et vederlag, hver gang deres værk videresælges erhvervsmæssigt, og den administreres i praksis af forvaltningsorganisationen VISDA. Følgeretten er den danske udmøntning af et fælles EU-direktiv, så den ligner et spejlbillede af NFT-royaltyen: en procentdel af videresalget, der tilfalder ophavspersonen.Forskellen er, at følgeretten rent faktisk håndhæves. Den udløses ved erhvervsmæssige videresalg over en bagatelgrænse omkring 300 euro (cirka 2.240 kr) og følger en aftrappende skala fra 5% af den første del af prisen ned til 0,25% for de dyreste værker, med et loft på 12.500 euro (cirka 93.000 kr) per videresalg. Ingen smart contract er involveret; en kunsthandler, der sælger et værk, er ved lov forpligtet til at afregne, og en kollektiv forvaltningsorganisation sørger for opkrævningen. Det er præcis det, NFT-royaltyen lovede, men leveret af et opkrævningsapparat af kød og blod i stedet for af en blockchain.

Dimension	NFT-royalty	Dansk følgeret (§38)
Grundlag	Kontrakt og markedsplads	Lov (Ophavsretsloven, EU-direktiv)
Håndhævelse	Frivillig, kan slås fra	Lovpligtig, opkræves af VISDA
Sats	~6,1% i gennemsnit (hvor betalt)	5% aftrappende til 0,25%, loft ~93.000 kr
Dækker	Alle digitale aktiver	Kun fysiske originalværker
Kræver mellemled	Nej (peer-to-peer muligt)	Ja (erhvervsmæssigt salg)

Følgeretten har selvfølgelig sine egne grænser, og de er lærerige. Den gælder kun fysiske originalværker, ikke digitale filer, og kun ved erhvervsmæssige salg gennem en kunsthandler eller et auktionshus, ikke ved private handler mellem to personer. En rent on-chain NFT falder altså uden for følgeretten. Men sammenligningen afslører, hvorfor den ene afgift virker, og den anden ikke gjorde: følgeretten hviler på et retssystem, der kan gennemtvinge betaling, mens NFT-royaltyen hvilede på markedspladsers frivillige velvilje i et marked, der straffede enhver, som opkrævede for meget.

Hvad det betyder for danske samlere og skabere

For en dansk samler eller skaber er den praktiske konklusion nøgtern. En NFT-royalty er ikke en garanteret indtægt, men en hensigtserklæring, der kun bliver til penge, hvis køberen eller markedspladsen vælger at honorere den. Vil man som skaber have en reel chance for at få betaling ved videresalg, skal man enten mint på en håndhævende standard (ERC-721C på Ethereum eller Metaplex Core på Solana) og acceptere den begrænsede sammensættelighed, det koster, eller bygge en forretning, der slet ikke afhænger af afgiften.Reguleringen hjælper ikke med at tvinge royaltyen igennem, for den handler om noget andet. Under EU’s MiCA-forordning, som er fuldt gældende i Danmark siden 30. december 2024 og håndhæves af Finanstilsynet, falder ægte, unikke NFT’er som udgangspunkt uden for reglerne, der er rettet mod kryptotjenesteudbydere og udstedere af ombyttelige kryptoaktiver. En skabers ret til et videresalgsvederlag er desuden et ophavsretligt spørgsmål, som hører under Kulturministeriet og forvaltningsorganisationer som VISDA, ikke under Finanstilsynets mandat. Kort sagt: det finansielle tilsyn regulerer handelspladsen og udstederen, ikke kunstnerens honorar.Skattemæssigt bør danske NFT-handlende også huske, at gevinster ved salg kan være skattepligtige, og at en royalty, man modtager som skaber, er indkomst. Der er ingen særlig blockchain-undtagelse; de almindelige regler gælder, og den konkrete behandling afhænger af, om der er tale om hobby, næring eller investering. Det ændrer ikke på hovedpointen, men det er værd at have med, før man betragter en NFT-royalty som en skattefri gratisgevinst.

Er krigen ovre? Hvad 2026-ligevægten fortæller

Så er royaltykrigen slut? Stort set, men udfaldet er et kompromis, ikke en sejr. På Ethereum er valgfrihed blevet normen, og håndhævelse er et opt-in for de få brands, der har en grund til at betale prisen i sammensættelighed. På Solana lever håndhævelsen videre som en indstilling, standarden kan sætte, fordi én aktør ejer den. Ingen af delene genskaber 2021-drømmen om en automatisk, universel afgift, der følger værket for evigt. Den drøm viste sig at være uforenelig med et åbent, tilladelsesfrit marked.Den egentlige lærdom handler mindre om NFT’er og mere om, hvordan regler opstår på en blockchain. En regel, ingen kan håndhæve, er ikke en regel, men en opfordring. Royaltyen virkede, så længe alle frivilligt fulgte den, og brød sammen i samme øjeblik, en konkurrent kunne tjene på at lade være. Det gælder ikke kun royalties; det er det grundvilkår, enhver, der vil bygge økonomiske regler oven på tilladelsesfri infrastruktur, må forholde sig til. Spørgsmålet er ikke, om koden kan udtrykke en regel, men om nogen har magt til at håndhæve den, og hvad den magt koster i åbenhed.For skaberne er det paradoksalt nok en befriende konklusion. Den, der venter på, at kæden skal tvinge en indtægt frem, venter forgæves. Den, der bygger et brand, et spil eller en vare, folk vil betale for, behøver ikke tvinge nogen til noget. Royaltykrigen endte ikke med at besvare spørgsmålet om, hvem der betaler skaberne. Den flyttede spørgsmålet et andet sted hen: væk fra afgiften og over til værdien.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en NFT-royalty?

En NFT-royalty er en andel af hvert videresalg, som tilfalder den oprindelige skaber, typisk et par procent op til omkring 10%. Den er ikke tvingende indbygget i NFT’en; standarden EIP-2981 oplyser kun den ønskede sats, mens selve opkrævningen afhænger af, at markedspladsen eller køberen vælger at betale.

Hvorfor holdt NFT-markedspladser op med at håndhæve royalties?

Fordi royaltyen var skaberens indtægt og ikke markedspladsens, og en konkurrent, der droppede den, tiltrak handlende med lavere omkostninger. Da Blur pressede på med nul gebyr i 2022, gjorde OpenSea i august 2023 honorarer valgfrie for ikke at tabe volumen, og dermed blev valgfrihed normen på Ethereum.

Håndhæver Solana NFT-royalties bedre end Ethereum?

Delvist ja. Fordi næsten alle Solana-NFT’er bygger på Metaplex-standarden, kan håndhævelse sættes som udgangspunkt via for eksempel Metaplex Core og dets Royalties-plugin. På Ethereum kan ingen enkelt aktør påtvinge en sådan default, så håndhævelse kræver opt-in-standarder som ERC-721C.

Betaler NFT-royalties stadig noget i 2026?

Ja, men koncentreret. Over 80% af kontrakterne har stadig royalty-logik, men kun omkring 60-70% af handlerne betaler, og en lille gruppe blue-chip-collections står for langt hovedparten af indtægterne. For de fleste projekter er royaltyen i praksis blevet valgfri.

Findes der en lovpligtig videresalgsafgift til kunstnere i Danmark?

Ja. Følgeret efter Ophavsretslovens §38 giver billedkunstnere et vederlag ved erhvervsmæssige videresalg, opkrævet af VISDA, med en aftrappende sats op til 5% og et loft omkring 93.000 kr. Den gælder dog kun fysiske originalværker solgt gennem professionelle mellemled, ikke rene on-chain-NFT’er.Skrevet af Marcus Okafor, seniorredaktør på HOGE Wire med fokus på NFT-markeder, digital ejendomsret og kryptoregulering i Norden.