Kan kode håndhæve en NFT-royalty? Krigens tekniske slutspil 2026

Da NFT-markedet var på sit højeste, fik skaberne betalt hver gang deres værker skiftede hænder. En kunstner kunne mynte en samling, sælge den første gang og derefter tjene en procentdel af hvert eneste videresalg, tilsyneladende for altid, uden at løfte en finger. Det var det løfte, der gjorde NFT’er mere interessante end en almindelig JPEG: royalties var skrevet ind i selve ejerskabet. I dag er det løfte i praksis brudt for de fleste samlinger.

Ifølge data fra analysefirmaet Nansen faldt de samlede royalty-udbetalinger til skabere med omtrent 98 procent, fra et månedligt højdepunkt omkring 269 millioner dollar (cirka 1,7 milliarder kroner) i januar 2022 til blot 4,3 millioner dollar (omkring 28 millioner kroner) i juli 2023, som CoinDesk rapporterede. Den effektive royalty-sats pr. handel skrumpede fra op mod 5 procent til under 1 procent. Det, der udløste kollapset, var ikke grådige samlere alene. Det var en teknisk sandhed, som branchen længe havde talt udenom: en blockchain kan ikke i sig selv se forskel på et salg og en gave.

Denne artikel handler ikke om hvem der bærer skylden, men om et mere præcist spørgsmål: kan kode overhovedet tvinge en royalty igennem i 2026, og hvad koster det at prøve? Svaret involverer et regulært våbenkapløb af nye token-standarder (ERC-721C på Ethereum, Metaplex Core og transfer hooks på Solana), en overraskende høj regning i tabt komponerbarhed, og den erkendelse, at den vinder, der til sidst løste problemet, ikke var koden, men jura og forretningsmodeller.

Hvad en NFT-royalty egentlig er (og ikke er)

En NFT-royalty er en betaling til skaberen ved videresalg på det sekundære marked. Den skal ikke forveksles med det primære salg, altså selve mynt-transaktionen, hvor skaberen sælger værket første gang og modtager hele beløbet. Royalty er et krav på fremtiden: en aftalt procentdel af hver senere handel, tænkt som en løbende indtægt, der belønner kunstneren, når værket stiger i værdi.

Problemet er, at dette krav aldrig var teknisk bindende. Den mest udbredte standard for at signalere en royalty hedder EIP-2981, og navnet afslører alt: det er en signal-standard. Den tilføjer en funktion kaldet royaltyInfo, som en markedsplads kan spørge for at få at vide, hvem der bør betales, og hvor meget. Men funktionen flytter ingen penge. Den er et opslag i en telefonbog, ikke en regning med inkasso. Om pengene rent faktisk sendes, har historisk været op til markedspladsen at bestemme, og i en periode valgte alle store platforme frivilligt at overholde det. Da en enkelt platform brød normen, faldt hele korthuset.

For skaberne var det ikke en bagatel. En engangsindtægt fra det primære salg svarer til at sælge et maleri en gang; en løbende royalty svarer til at eje en lille bid af værket resten af dets liv. Det var netop den forskel, der fik tusindvis af kunstnere til at mynte på kæden frem for at sælge print. Da royalty-strømmen tørrede ind, forsvandt en stor del af begrundelsen for overhovedet at vælge en NFT frem for en simpel billedfil, og det er den eksistentielle kerne under hele striden.

Krigen kort fortalt: sådan kollapsede royalties

Kollapset var ikke en enkelt begivenhed, men en kædereaktion. De første revner kom fra likviditetspuljer som Sudoswap og fra markedspladsen X2Y2, der gjorde royalties valgfri for at tiltrække handlende, som The Block har dokumenteret. Det store skift kom i oktober 2022, da Blur åbnede med nul handelsgebyr, en generøs airdrop af sin BLUR-token og en minimumsroyalty på blot 0,5 procent. Blur opfordrede direkte handlende til at undgå platforme, der krævede fuld royalty. Volumen fulgte pengene.

OpenSea svarede igen med et Operator Filter, der skulle blokere handel via royalty-fri markedspladser. På Solana lancerede Magic Eden sit Open Creator Protocol, som CoinDesk beskrev. Skaberne slog igen: Yuga Labs sortlistede Blur og flere andre for adgang til sit Sewer Pass i januar 2023. Men presset fra de handlende var for stort, og i august 2023 udfasede OpenSea sit filter helt. Fra det øjeblik var royalties de facto frivillige på Ethereums største markedsplads.

Blurs våben var ikke kun nul-gebyret. Platformen belønnede aktiv handel med point, der senere kunne veksles til BLUR-tokens, og det satte gang i en volumen, hvor selve handlen, ikke værket, blev produktet. For skaberne betød det, at en stor del af den registrerede aktivitet var pointjagt og gentagne handler, hvor en håndhævet royalty ville have gjort strategien urentabel. Incitamenterne trak markedet mod nul royalty, uanset hvad kontrakterne sagde.

Det tekniske grundproblem: en overførsel er ikke et salg

For at forstå, hvorfor koden ikke bare kunne løse det, må man kigge på, hvordan en NFT flytter sig. En standard ERC-721-token flyttes med funktioner som transferFrom og safeTransferFrom. Disse funktioner tager en afsender, en modtager og et token-id. Det, de ikke tager, er en pris. På kæden ser et salg for tre ether nøjagtig ud som en gave til en ven eller en flytning mellem to af dine egne wallets. Tokenet skifter blot ejer.

Det er hele knuden. Hvis kontrakten ikke kan se, at der er tale om et salg, kan den heller ikke vide, at der burde betales en royalty, endsige tilbageholde den. EIP-2981 løser ikke dette, fordi den kun besvarer spørgsmålet »hvem skal betales, hvis nogen betaler«. Der er intet i basislaget, der tvinger nogen til rent faktisk at sende pengene. Derfor må al håndhævelse tilføjes et andet sted: enten ved at markedspladsen frivilligt overholder reglen (en social løsning), eller ved at token-kontrakten selv nægter at gennemføre overførsler, der ikke går gennem en royalty-betalende vej (en teknisk løsning). Hver eneste ordning, vi ser i 2026, er en variation over det samme spørgsmål: hvor placerer man porten, og hvad giver man afkald på for at bygge den?

Første våben: sortlister og operatørfiltre

Den første generation af håndhævelse placerede porten hos markedspladsen. OpenSeas Operator Filter var i praksis et register over godkendte og ikke-godkendte overførsels-operatører. En samling kunne indbygge et tjek, så tokenet afviste at blive flyttet af en markedsplads, der stod på sortlisten, typisk fordi den ikke betalte royalty. Magic Edens Open Creator Protocol byggede på samme idé på Solana. Tanken var elegant: gør de royalty-fri platforme ubrugelige for de samlinger, der ville beskytte deres skabere.

I praksis var det et socialt våben forklædt som et teknisk. En sortliste skal vedligeholdes af nogen, den kan omgås ved at oprette nye kontrakter, og den støder direkte mod kryptomiljøets kerneværdi om tilladelsesfri handel. Da konkurrencen om de handlende blev hård nok, gav selv OpenSea op. OpenSea-medstifter og topchef Devin Finzer begrundede beslutningen med, at ensidig håndhævelse (»ineffective, unilateral enforcement«, altså virkningsløs og ensidig) simpelthen ikke virkede, da filteret blev udfaset, som Decrypt refererede. Yuga Labs holdt fast i den modsatte holdning og fastslog, at »creator royalties must be respected«, da selskabet sortlistede konkurrenterne for adgang til Sewer Pass, ifølge Decrypt. Begge kunne ikke få ret, og markedet afgjorde striden til fordel for de handlende. Det er samme dynamik, som gør det svært at få tallene til at stemme på tværs af platforme, et emne vi har set nærmere på i gennemgangen af hvor NFT-handlen egentlig foregår i 2026.

ERC-721C: da håndhævelsen flyttede ind i kontrakten

Den anden generation flyttede porten fra markedspladsen ind i selve token-kontrakten. Det mest udbredte forsøg er ERC-721C fra spilstudiet Limit Break, en del af det, selskabet kalder sin Creator Advanced Protection Suite. Ideen er beskrevet i detaljer i selskabets egen tekniske introduktion og i den åbne kildekode på GitHub.

ERC-721C består af to dele, der arbejder sammen. Den første er en transfer-validator, som via kontraktens indbyggede kroge (før og efter en overførsel) kan begrænse, hvilke andre kontrakter der overhovedet må flytte tokenet. Den kan blokere handel mellem private og kan holde en hvidliste over godkendte operatører. Den anden del er en Payment Processor, en betalingsrouter, der ved hvert salg slår royaltyInfo op og automatisk udbetaler den skyldige royalty efter EIP-2981. Kombinationen er nøglen: hvis en samlings hvidliste kun tillader Payment Processor som gyldig operatør, skal ethvert salg passere igennem den. Og passerer det igennem den, betales royalty. Så, og først så, bliver en royalty reelt håndhævet på kæden. OpenSea har integreret ERC-721C, så skabere kan sætte håndhævede indtægter op til et loft. Ideen om at flytte gyldigheden af en overførsel ind i standarden selv har senere fået sit eget formelle forslag i Ethereums udviklermiljø, en Token Transfer Validation-ERC.

For en køber ændrer det oplevelsen mærkbart. På en ERC-721C-samling kan man ikke bare sende sit token til en hvilken som helst markedsplads eller kontrakt; forsøger man at handle uden om den godkendte vej, afvises transaktionen ganske enkelt. Det giver skaberen sikkerhed for sin royalty, men flytter samtidig en del af kontrollen fra ejeren tilbage til udstederen. For nogle samlere er det en rimelig pris for at støtte kunstneren; for andre bryder det med hele ideen om, at et token, man ejer, er ens eget at gøre med, som man vil.

Solana-sporet: pNFT, Metaplex Core og transfer hooks

På Solana tog kampen en anden teknisk vej. Metaplex introducerede tidligt i 2023 programmerbare NFT’er (pNFT), hvor skaberen kunne definere et regelsæt, der bestemte, hvilke programmer der måtte flytte tokenet. Et regelsæt kunne afvise enhver overførsel, der ikke gik gennem en royalty-betalende markedsplads, som Decrypt beskrev, da standarden kom.

Siden er pNFT blevet afløst af Metaplex Core, den nuværende anbefalede standard. Core bruger en enkelt-konto-arkitektur, der ifølge Metaplex sænker de såkaldte rent-omkostninger med over 80 procent, og håndhæver royalties via et Royalties-plugin på protokolniveau som standard. Et beslægtet, mere generelt værktøj er transfer hooks i Solanas Token-2022-program. Her peger en token-udsteder sin mint på et lille program, og hver gang tokenet flyttes via transfer_checked, kalder Token-2022 automatisk dette program. Returnerer det en fejl, ruller hele transaktionen tilbage. Det betyder, at en royalty kan kræves betalt i nøjagtig samme transaktion som overførslen, og det smarte er, at wallets og børser ikke behøver at kende til krogen på forhånd, som Solanas egen dokumentation forklarer.

De fire håndhævelsesmodeller sammenlignet

Set fra en afstand er alle modeller det samme svar på det samme spørgsmål, men porten sidder forskellige steder, og prisen er forskellig. Denne oversigt gør forskellene tydelige.

Prisen for tvang: komponerbarhed og nye angrebsflader

Her ligger den mest oversete pointe i hele royaltykrigen. Håndhævelse er ikke gratis, og prisen betales i den egenskab, der oprindeligt gjorde NFT’er interessante: fri komponerbarhed. En almindelig ERC-721 kan bruges overalt uden tilladelse, som sikkerhed i et låneprotokol, opdelt i brøkdele, pakket ind i et nyt produkt eller flyttet mellem hvilke som helst to kontrakter. I det øjeblik en samling kun tillader bestemte, hvidlistede operatører, forsvinder den frihed. Tokenet kan pludselig kun bevæge sig ad godkendte veje, og alt det, ingen har forudset og hvidlistet, holdes ude.

Et konkret eksempel gør prisen tydelig. Forestil dig en NFT, du gerne vil bruge som sikkerhed for et lån i en DeFi-protokol. På en åben ERC-721 kan protokollen bare tage tokenet i forvaring, mens lånet løber. På en samling, der kun tillader godkendte operatører, skal låneprotokollen først være hvidlistet, ellers afvises overførslen. Jo flere samlinger, der bygger porte, jo mere fragmenteret bliver det økosystem af tjenester, der gjorde NFT’er til mere end billeder, og des mere begynder de at ligne poster i en lukket database frem for aktiver på en åben kæde.

Der er også et spørgsmål om, hvem der styrer porten. En transfer-validator eller en hvidliste skal opdateres af nogen, og den nogen bliver et centralt kontrolpunkt i et system, der ellers sælges på at være tilladelsesfrit. Endelig introducerer teknikken ny risiko. Sikkerhedsfirmaet Neodyme har advaret om, at Solanas transfer hooks, netop fordi de kører vilkårlig kode ved hver overførsel, kan importere en hel klasse af fejl (blandt andet genindtrædelsesangreb), som Ethereum-udviklere har brugt år på at lære at undgå, i en grundig gennemgang af Token-2022. Mere kode, der kører automatisk ved hver handel, betyder flere steder, hvor noget kan gå galt. Det er samme spænding mellem funktionalitet og angrebsflade, som gør sikkerhedsgennemgange og etikken omkring fejlmeldinger til et emne for sig, noget vi har behandlet i sagen om Liquid-hacket og fejlmeldingens etik.

Royalty som likviditetsskat: hvad tallene siger

Selv når håndhævelsen virker, er der en økonomisk pris, som ofte overses. En royalty er reelt en transaktionsskat, og skatter dæmper handel. Tal samlet af CoinLaw peger på præcis dette. Den gennemsnitlige royalty-sats lå i 2025 på cirka 6,1 procent, med de fleste samlinger mellem 5 og 10 procent. Over 80 procent af kontrakterne håndhæver i princippet royalty automatisk, men på grund af fragmenteringen mellem platforme er det kun 60 til 70 procent af handlerne, der faktisk sender penge videre til skaberen.

Bag gennemsnittet gemmer der sig en stor spredning. CoinLaws tal viser en middelsats på cirka 7,35 procent på tværs af samlinger, men med betydelig variation, og enkelte premium-projekter sætter satsen helt op til 15 procent. Fordelingen af selve indtægten er endnu skævere: de øverste 10 procent af projekterne opsamler omkring 70 procent af alle royalty-indtægter. Håndhævelse er med andre ord først og fremmest værdifuld for de samlinger, der allerede har en køberskare, som er villig til at betale.

Det mest sigende tal er sammenhængen mellem sats og likviditet. Ifølge CoinLaws opgørelse hænger en stigning på én standardafvigelse i royalty-satsen sammen med en 7,04 procent lavere videresalgspris og en 4,8 procent lavere sandsynlighed for, at værket overhovedet bliver videresolgt. Med andre ord: jo hårdere du håndhæver, jo mindre likvidt og lavere prissat bliver dit aktiv. Det er en ubehagelig sandhed for en skaber, der skal vælge mellem garanteret royalty og et aktivt, likvidt marked. Denne spænding mellem gulvpris, likviditet og vejen ud har vi udfoldet i analysen af NFT-volumen i 2026.

Royalty-økonomien i tal 2025-2026

De samlede tal viser en branche, hvor pengene stadig er store, men stærkt koncentrerede hos nogle få vindere. Alle nedenstående figurer stammer fra CoinLaws opgørelse over NFT-royalties.

Tallene fortæller en dobbelt historie. For de 428 største samlinger er royalties fortsat en reel indtægt, og 63 procent af skaberne oplyser, at de tjener mere på videresalg end på det oprindelige salg. Men for den lange hale af mindre projekter er håndhævelse enten fraværende eller så dyr i tabt likviditet, at den ikke kan betale sig. Håndhævelsesteknologien hjælper dem, der i forvejen er store nok til at have forhandlingsstyrke.

Hvor håndhævelse giver mening: spil og nye samlinger

Det er ingen tilfældighed, at det stærkeste forsøg på håndhævelse, ERC-721C, kom fra et spilstudie. I spil er aktiver ikke frit svævende samlerobjekter, men genstande i en verden, som udstederen alligevel kontrollerer: sværd, skins, adgangskort. Her er tabet af fri komponerbarhed ikke en ulempe, men nærmest en fordel, fordi udvikleren netop ønsker at bestemme, hvor og hvordan genstandene kan bruges. Royalty bliver blot en af flere regler i et lukket økonomisk kredsløb, ikke en fremmed skat påtvunget et åbent marked.

Det samme gælder nye samlinger, der lanceres fra bunden. En skaber, der starter i dag, kan vælge en håndhævende standard fra begyndelsen og gøre det til en del af aftalen med køberne, i stedet for at forsøge at genindføre royalty på en samling, der allerede handler frit. Det er her, håndhævelsesteknologien har fundet fodfæste: ikke som en redning af de gamle blue chips, men som et designvalg for det, der bygges nu. For alt det, der allerede er i omløb, er slaget om royalty stort set tabt.

Markedspladsernes våbenhvile: OS2, gebyrer og SEA

Mens teknikerne byggede porte, endte selve krigen mellem markedspladserne i en form for våbenhvile drevet af udmattelse. OpenSea relancerede sig som OS2 og sænkede først handelsgebyret markant, inden det ifølge platformens egen gebyroversigt blev sat op til 1,0 procent på tværs af kæder fra september 2025. Selskabet har varslet en SEA-token med halvdelen af forsyningen øremærket fællesskabet, som The Block har omtalt. Royalties er i denne model et tilvalg, ikke en indbygget pligt.

Prisen for krigen er let at aflæse i tokenerne. BLUR handles i midten af september 2026 til cirka 0,01665 dollar med en markedsværdi omkring 48 millioner dollar (cirka 310 millioner kroner), et fald på omtrent 99,7 procent fra toppen i februar 2023, ifølge CoinGecko. Magic Edens ME-token ligger omkring 0,06124 dollar med en markedsværdi nær 38 millioner dollar (cirka 243 millioner kroner), også tæt på sit laveste niveau nogensinde, viser CoinGeckos data. Kampen om de handlende blev vundet med nul-gebyrer og airdrops, men sejren var dyr for aktionærerne. Vil man forstå, hvem der faktisk tjener penge på handlen i dag, har vi kortlagt det i gennemgangen af hvem der tjener penge på NFT-markedspladserne i 2026.

Skabernes exit: fra kæde-royalty til IP og licens

Mens ingeniørerne kæmpede med transfer-validatorer, fandt de mest succesfulde skabere en helt anden udvej: de holdt op med at være afhængige af en royalty på kæden og byggede i stedet en rigtig forretning uden om den. Det klareste eksempel er Pudgy Penguins og moderselskabet Igloo. I stedet for at jagte hver en procent på videresalg licenserede projektet sin figur til fysiske legetøjsprodukter, der har solgt over en million enheder, og har opbygget en indtægt, der ifølge Blockworks passerede 50 millioner dollar (omkring 322 millioner kroner) i 2025 med et mål om 120 millioner dollar (cirka 773 millioner kroner) i 2026. Ejerne af de enkelte pingviner beholder de kommercielle rettigheder til deres figur op til et loft på 500.000 dollar (cirka 3,2 millioner kroner).

Pointen er ikke, at Pudgy fandt en bedre måde at håndhæve en on-chain royalty på. Pointen er, at den holdbare indtægt lå i mærket, licenserne og de fysiske varer, ikke i en tvungen procentdel af hvert videresalg. Igloos topchef Luca Netz har åbent beskrevet ambitionen om at bygge det næste »Disney and Netflix«, ifølge Bloomingbit. Det er en fortælling om ejerskab og fællesskab snarere end om kode, og den minder om de spørgsmål, vi rejste i artiklen om fællesskabsstyring i gaming, hvor værdien i stigende grad ligger i, hvad et fællesskab kan bygge, ikke i en enkelt afgift.

Loven gør det, koden ikke kunne: følgeret i Danmark

Der findes en dansk parallel, der er værd at holde op mod hele denne diskussion. Følgeret er en lovbestemt ret for billedkunstnere til en andel af videresalgsprisen, når deres værk sælges videre. Den er forankret i ophavsretslovens §38 og administreres af forvaltningsorganisationen VISDA, og den udspringer af et fælles EU-direktiv. Ordningen gælder for videresalg over en tærskel på omkring 300 euro (cirka 2.240 kroner), med en faldende skala og et loft på cirka 12.500 euro (omkring 93.000 kroner) pr. videresalg.

Ironien er svær at overse: følgeret gør præcis det, NFT-royalties lovede, altså en løbende betaling til kunstneren ved hvert videresalg. Men den håndhæves af lovgivning og en forvaltningsorganisation, ikke af en transfer-validator. Til gengæld gælder den kun fysiske originalværker solgt gennem professionelle mellemled, ikke private, on-chain handler mellem to wallets. På det regulatoriske plan er billedet klart: efter at MiCA har været fuldt gældende siden 30. december 2024, falder ægte, unikke NFT’er uden for forordningens kerne, og royalties er et ophavsretligt og aftaleretligt spørgsmål snarere end noget, Finanstilsynet fører tilsyn med. Koden og loven løser altså det samme problem, men fra hver sin ende.

Hvem vandt royalty-krigen?

Hvis man måler sejr på, hvad der endte som standard, vandt koden ikke. Optionaliteten vandt. På den brede masse af ERC-721-samlinger er royalty i praksis frivillig, og markedspladserne satte den lave standard. Men det er ikke hele historien. Håndhævelsesteknologien tabte ikke; den fandt en niche. For nye samlinger, for spil-aktiver og for projekter, der er villige til at bytte fri komponerbarhed for kontrol, giver ERC-721C, Metaplex Core og transfer hooks reel, teknisk håndhævelse. Valget er ikke længere »royalty eller ingen royalty«, men »royalty mod tilladelsesfri handel«, og det valg træffer hver skaber nu bevidst.

Forliget i 2026 ser derfor sådan ud: markedspladserne bestemmer standardindstillingen, og den er lav og valgfri; de skabere, der vil have garanteret indtægt, bygger enten et brand uden om kæden eller vælger en håndhævende standard som et bevidst tilvalg; og loven gør stille, gennem følgeret, det for fysisk kunst, som kæden aldrig fik til at fungere for det digitale. Royaltykrigen var aldrig et slag mellem gode og onde. Den var en lang, dyr opdagelse af, at man ikke kan få både tvungen betaling og tilladelsesfri frihed uden at betale for det ene med det andet. Det gælder for øvrigt langt bredere end NFT’er; det samme grundvilkår om, at kontrol og åbenhed trækker i hver sin retning, dukker op alle steder, hvor kode møder marked, fra betalingsprocessorer til de likviditetsstrømme, vi følger på tværs af markedspladserne.

Ofte stillede spørgsmål

Kan man håndhæve NFT-royalties på kæden i 2026?

Ja, men kun med nyere standarder. Grundlæggende ERC-721 og EIP-2981 kan ikke tvinge nogen til at betale, fordi en overførsel ikke kan skelnes fra et salg. Standarder som ERC-721C på Ethereum samt Metaplex Core og transfer hooks på Solana kan derimod afvise overførsler, der ikke betaler royalty, men det kræver, at skaberen giver afkald på en del af den frie komponerbarhed.

Hvad er ERC-721C?

ERC-721C er en token-standard fra Limit Break, der lægger en transfer-validator ind i selve NFT-kontrakten. Den kan begrænse, hvilke kontrakter der må flytte tokenet, og hvis den kun tillader en betalingsrouter (Payment Processor), skal ethvert salg passere igennem den og udbetale royalty. Det gør royalty reelt håndhævet, mod at overførsler bliver tilladelsesbaserede.

Hvorfor holdt markedspladserne op med at håndhæve royalties?

Da Blur åbnede i oktober 2022 med nul handelsgebyr og valgfri royalty, flyttede volumen dertil. OpenSea forsøgte at blokere royalty-fri platforme med sit Operator Filter, men opgav det i august 2023 og kaldte ensidig håndhævelse virkningsløs. Konkurrencen om de handlende trak royalties ned mod nul.

Betaler danske NFT-skabere følgeret ligesom fysiske kunstnere?

Nej. Følgeret efter ophavsretslovens §38, administreret af VISDA, gælder kun videresalg af fysiske originalværker gennem professionelle mellemled, ikke digitale NFT-handler mellem private. Ironien er, at følgeret gør præcis det, NFT-royalties lovede, men håndhæves af lov og en forvaltningsorganisation frem for af kode.

Skal jeg som køber betale royalty, når jeg handler en NFT?

Det afhænger af samlingen og markedspladsen. På almindelige ERC-721-samlinger er royalty i praksis frivillig, og mange handler betaler ingenting. På samlinger bygget med håndhævende standarder som ERC-721C eller Metaplex Core kan royalty være uundgåelig, fordi transaktionen ellers afvises.

Af Marcus Okafor, senior-redaktør hos HOGE Wire med fokus på NFT-markeder, digitalt ejerskab og on-chain-økonomi.