RWA-NFT’ens kirkegård: de døde projekter og de to overlevende

I 2021 var fortællingen enkel og uimodståelig: alt fysisk kunne få en digital tvilling på en blockchain. Fem år senere er langt de fleste af de projekter, der lovede det, væk. Denne artikel er en obduktion af real-world asset-NFT’en, RWA-NFT’en: hvad der slog den første bølge ihjel, hvorfor en lille håndfuld overlevede og voksede, og hvad kirkegården lærer en dansk køber i 2026.

Løftet fra 2021: en digital tvilling til alt fysisk

Ideen var besnærende, fordi den var så konkret. En RWA-NFT skulle ikke være endnu et profilbillede af en abekat, men et token, der pegede på én bestemt ting ude i virkeligheden: et par sneakers, et maleri, et ton CO2, et skøde, en flaske whisky, et graded samlekort. Tokenet skulle bevise ægthed, flytte ejerskab på sekunder og gøre selv den mest illikvide genstand til noget, man kunne handle døgnet rundt. Larry Fink, topchef i verdens største kapitalforvalter BlackRock, satte ord på ambitionen i sit aktionærbrev for 2025, hvor han skrev, at «every stock, every bond, every fund, every asset can be tokenized». Hvis alt kan tokeniseres, lød ræsonnementet, så kan alt også få sin egen NFT.

Venturekapitalen var enig. Nike købte sneaker-studiet RTFKT, LVMH og Prada byggede deres egen blockchain, og en stribe startups rejste penge på at tokenisere alt fra vin til vindmøller. Overskrifterne lovede, at ejendomsretten til den fysiske verden var ved at flytte ind på kæden. Nu, mod slutningen af 2026, er det værd at gå tilbage og tælle efter. For hvis man ser bort fra marketingmaterialet og i stedet kigger på, hvad der rent faktisk stadig kører, tegner der sig et nøgternt billede. Langt de fleste RWA-NFT-projekter fra den første bølge blev lukket, pivoteret eller stille forladt. Tilbage står ganske få, som virker. Pointen med denne obduktion er ikke at danse på gravene, men at bruge de døde til at forstå de levende: tokenet var aldrig det svære. Det svære var alt det, der ligger uden for kæden.

Hvad en RWA-NFT egentlig er (og hvorfor de fleste RWA’er slet ikke er NFT’er)

En RWA-NFT er, med Chainlinks nøgterne definition, et non-fungibelt token, der repræsenterer ejerskab af eller rettigheder til et aktiv i den virkelige verden. Nøgleordet er non-fungibelt: unikt, ikke-ombytteligt. Og det er netop her, de fleste misforståelser begynder. For størstedelen af det, der i dag markedsføres som «tokeniserede real-world assets», er slet ikke NFT’er. Tokeniserede statsobligationer, pengemarkedsfonde og privatkredit er fungible: en andel er præcis lige så god som den næste, og de udstedes typisk som almindelige ERC-20-tokens eller som permissionerede værdipapir-tokens efter standarder som ERC-3643. Et token er kun en NFT, hvis den underliggende ting faktisk er unik: dette ene skøde, dette ene graded kort, denne ene flaske.

Skellet er ikke akademisk, for det afgør, hvor pengene er gået hen. Ifølge rwa.xyz lå den samlede on-chain-værdi af tokeniserede real-world assets (uden stablecoins) på omkring 39 mia. USD i oktober 2026, svarende til cirka 260 mia. kr. Men næsten hele det beløb sidder i fungible instrumenter: tokeniserede statsobligationer og privatkredit udgør langt hovedparten, og i løbet af 2026 voksede tokeniseret privatkredit til et af de største segmenter med en aktiv lånebog på over 18 mia. USD (omkring 125 mia. kr). Genuine, unikke RWA-NFT’er, altså tokens mod én bestemt fysisk ting, er en forsvindende lille niche i det samlede tal. Det er den første pointe, obduktionen afslører: da institutionerne endelig kom med pengene, købte de ikke unikke NFT’er. De købte fungible fordringer. Netop derfor er fortællingen om, at institutionerne overtog koden i 2026, i virkeligheden en fortælling om fungible aktiver, ikke om NFT’er.

Hvorfor er markedet for unikke ting så alligevel interessant? Fordi problemet, det løser, er ægte og dyrt. Chainlink anslår markedet for fysiske samleobjekter til omkring 462 mia. USD (cirka 3 billioner kr), og forfalskning koster luksus- og samlerbrancherne et tilsvarende svimlende beløb. Et token, der troværdigt kan sige «denne ene genstand er ægte, og den findes», har reel værdi. Spørgsmålet er bare, hvem der overlevede med den påstand i behold.

Overlevelsesraten: kun en håndfuld står tilbage

Lad os sætte tal på dødeligheden. En opgørelse fra analysetjenesten CryptoDiffer gennemgik 56 kendte NFT-markedspladser lanceret mellem 2017 og 2023 og fandt, at kun 21 af dem stadig handler i oktober 2026, altså en overlevelsesrate på 37,5 procent. 23 var lukket helt, to mere (Blur og Mintable) havde annonceret lukning, tre var opslugt af købere, og fem var pivoteret væk fra NFT’er. Det er infrastrukturen, selve butikkerne, der skulle holde markedet i live. Når næsten to tredjedele af dem er væk, siger det noget om, hvor få af de projekter, der handlede på dem, der kan være tilbage. Det samme billede tegner sig, når man følger pengene i det danske marked: NFT-volumen faldt så meget, at selv store markedspladser lukkede ned, og kampen mellem OpenSea, Blur og Magic Eden endte med langt færre spillere end for to år siden.

Her lurer en klassisk fælde, som statistikere kalder overlevelsesbias. Vi hører næsten kun om de projekter, der stadig lever, fordi de døde ikke udsender pressemeddelelser. Når en artikel i dag fortæller, at RWA-NFT’er virker, bygger den som regel på de samme to-tre succeser og overser den store kirkegård bagved. Så lad os vende perspektivet om og se på gravene først. Ironisk nok er den mest handlede NFT-samling i hele markedet i efteråret 2026 ikke et profilbillede, men netop en RWA-NFT: Courtyard, tokeniserede samlekort opbevaret i et pengeskab, stod ifølge CryptoDiffer for omkring 7,68 mio. USD (cirka 51 mio. kr) på en enkelt uge og 19,3 procent af al NFT-aktivitet. Den overlevende er altså ikke en undtagelse fra reglen om, hvad der virker; den er selve beviset. Men for at forstå hvorfor, må vi først forstå, hvad de døde havde til fælles. Tabellen herunder er kirkegårdens oversigtskort.

Rundvisning 1: da Nike begravede sneakeren på kæden

Hvis nogen havde ressourcerne til at få en phygital RWA-NFT til at lykkes, var det Nike. I 2021 købte koncernen sneaker-studiet RTFKT, der blev selve fyrtårnet for ideen om fysisk-digitale samleobjekter. Modellen var præcis den, drømmen handlede om: du købte en NFT, og den kunne «smeltes om», forges, til et fysisk par sko, som blev sendt hjem til dig. Flagskibskollektionen CloneX, skabt sammen med den japanske kunstner Takashi Murakami, solgte for formuer, og sammen med Nikes øvrige NFT-projekter genererede den tocifrede millionbeløb i royalties.

Alligevel annoncerede Nike i december 2024, at RTFKT skulle lukkes ned, og driften blev afviklet i løbet af januar 2025 med en sidste kollektion. Beslutningen faldt sammen med en intern omstrukturering under Nikes nye topchef og et skift tilbage mod fysiske produkter. Det afgørende for vores obduktion er, at teknikken aldrig var problemet. Tokenet fungerede, og indløsningen fungerede. Det, der forsvandt, var efterspørgslen: da hypen kølnede af, var der ikke en holdbar grund til at eje en NFT, der kunne veksles til et par sneakers, frem for bare at købe skoene. Den dyreste, bedst finansierede phygital-NFT i historien døde ikke af en hack eller en fejl i koden. Den døde af ligegyldighed. Det er den første lektie: en RWA-NFT skal løse et problem, folk faktisk har, ikke bare demonstrere, at noget er muligt.

Rundvisning 2: da udstederen klippede kæden over

Den anden grav er mere teknisk, men lærerig. I 2021 begyndte Toucan Protocol at «bridge» CO2-kreditter fra det store klimaregister Verra over på en blockchain. Processen var, at man annullerede kreditten i Verras register og fik et frit handlet token i stedet, en Base Carbon Tonne (BCT). På kort tid blev omkring 22 millioner kreditter flyttet over på den måde, og et helt marked af on-chain-klimakredit voksede frem oven på dem.

Så, i maj 2022, trak Verra tæppet væk. Registret forbød at tokenisere annullerede kreditter med den begrundelse, at en annulleret kredit per definition er brugt og derfor ikke burde kunne genopstå som et token. Prisen på BCT faldt fra omkring 8 til omkring 2 USD, og Toucan måtte suspendere sin bro. Lektien er brutal i sin enkelhed: når den virkelige verdens udsteder, det register eller den myndighed, der definerer, hvad aktivet overhovedet er, kan ændre reglerne ensidigt, så er tokenet kun lige så meget værd som udstederens tilladelse. Kæden var fejlfri. Den, der holdt i den anden ende, slap bare taget. Det er en pointe, enhver RWA-NFT deler, uanset om den repræsenterer et ton CO2 eller et skøde.

Rundvisning 3: da det unikke blev til aktier

Den tredje grav er den mest lærerige, fordi den i virkeligheden ikke er en død, men en forvandling. Problemet med unikke, dyre ting er indlysende: et maleri til 150 mio. kr er unikt, men ingen almindelig køber har råd til hele det. Den oplagte løsning er at dele ejerskabet op i små fraktioner. Men i samme øjeblik man gør det, sker der noget juridisk afgørende. En unik genstand, delt i mange ens, handlede andele, som folk køber i håb om gevinst, holder op med at være en NFT og bliver et værdipapir.

Platformen Freeport illustrerede det perfekt. Da den ville sælge andele i fire Andy Warhol-tryk, endte den ikke med NFT’er, men med tokeniserede aktier: udstedelsen blev godkendt af det amerikanske finanstilsyn SEC under Regulation A, der tillader at rejse op til 75 mio. USD (cirka 500 mio. kr), og tokenene var udtrykkeligt ERC-andele, ikke non-fungible tokens. «Kunst-NFT’en» var stille og roligt blevet til et reguleret, fungibelt værdipapir. Samme mønster slog den tokeniserede bolig ihjel: RealT-modellen med fraktionerede ejendomstokens blev nødlidende og endte i frivillig likvidation i 2026, fordi bruddet skete i den fysiske drift, ikke på kæden. Lektien er, at så snart man gør et unikt aktiv investerbart i skala, forlader man NFT-kategorien og træder ind i værdipapirretten. Det er nøjagtig den spænding, vi har beskrevet før, da RWA-NFT’en skulle arbejde gennem opsplitning og lån: funktionalitet og juridisk status trækker i hver sin retning.

De to overlevende: hvorfor Courtyard og Aura stadig står

Mod den baggrund er det slående, at to projekter ikke bare overlevede, men voksede. De er vidt forskellige, men de deler et DNA, der forklarer, hvorfor de ikke ligger på kirkegården.

Courtyard er den rene RWA-NFT. Du sender dit graded samlekort, typisk et Pokémon- eller sportskort vurderet af et anerkendt gradingfirma som PSA, BGS eller CGC, til et forsikret pengeskab drevet af sikkerhedsfirmaet Brink’s. Courtyard minter så en NFT på Polygon, der repræsenterer præcis det kort. Vil du have kortet fysisk, brænder du tokenet, og kortet bliver sendt hjem til dig; tokenet kan derefter ikke handles igen. Modellen er så enkel, at den virker, og tallene taler for sig selv: ifølge sporingstjenesten CryptoSlam har Courtyard gentagne gange toppet hele NFT-markedets ugentlige salg og slået selv CryptoPunks, uden et eneste profilbillede. Nicolas le Jeune, Courtyards medstifter, har formuleret pointen skarpt: «we don’t even call them NFTs now». Teknologien er usynlig; produktet er tilliden til, at kortet er ægte og findes.

Aura er den anden overlevende, og den kommer fra en helt anden verden. Aura Blockchain Consortium er en non-profit, grundlagt i 2022 af LVMH, OTB Group, Prada Group og Richemonts Cartier, senere suppleret af blandt andre Mercedes-Benz. I stedet for at sælge NFT’er til spekulanter bruger konsortiet kæden til at give hvert luksusprodukt et digitalt ægthedsbevis, ofte via en NFC-chip eller en QR-kode. I 2026 rundede konsortiet 50 millioner registrerede produkter og talte omkring 50 medlemmer. Passet følger varen gennem produktion, videresalg, reparation og loyalitetsprogrammer. Her er tokenet ikke et investeringsobjekt, men en garanti, og det løser et problem, mærkerne har blødt penge på i årtier: forfalskning.

Den fælles opskrift: hvad de overlevende gjorde rigtigt

Når man lægger de to overlevende ved siden af hinanden og holder dem op mod gravene, træder en opskrift frem. Den består af fire ingredienser, og de døde projekter manglede mindst én af dem hver især.

For det første løser de et dyrt, virkeligt problem frem for at sælge spekulation. Forfalskning og ægthed er milliardproblemer; Chainlink anslår alene markedet for fysiske samleobjekter til omkring 462 mia. USD. RTFKT solgte derimod et ønske om at være med på hypen, og da hypen forsvandt, forsvandt forretningen. For det andet har de styr på den ukønne logistik. Et forsikret pengeskab, et anerkendt gradingfirma, en juridisk klar deponeringsaftale (en bailment, hvor forvareren har en pligt over for ejeren) og en indløsning, der faktisk er blevet afprøvet tusindvis af gange. Det er kedeligt, dyrt og svært at kopiere, og netop derfor holder det. For det tredje er tokenet en funktion, ikke produktet. Le Jeunes bemærkning om, at de knap nok kalder det NFT’er længere, er ikke koketteri; den er hele pointen. Kunden skal ikke bekymre sig om kæden, men om kortet eller tasken. For det fjerde undgår de at overfinansiere sig selv ind i værdipapirretten. Courtyard sælger hele, unikke kort, ikke fraktioner af dem; Aura sælger slet ikke, men attesterer. Ingen af dem har gjort det unikke til en handlet andel, og derfor er ingen af dem endt som Freeport, i armene på et finanstilsyn.

Indløsningsprøven: broen kæden ikke selv kan bygge

Der findes en enkelt prøve, som alle de overlevende består, og som næsten alle gravene dumpede. Kald den indløsningsprøven: kan du faktisk veksle tokenet tilbage til den ægte ting? Hos Courtyard er svaret ja, og det er afprøvet i stor skala; brænd tokenet, og kortet kommer. Hos de døde projekter var indløsningsløftet ofte aldrig belastningstestet. Enten var tingen ikke rigtig til stede, eller også kunne udstederen klippe kæden over, før nogen fik den udleveret.

Problemet bag prøven er det, man kalder broen mellem bits og atomer. En blockchain ved alt om, hvem der ejer tokenet, og intet om, hvad der sker i pengeskabet. Den kløft forsøger man at lukke med orakler og med Proof of Reserve, hvor en tredjepart attesterer, at det underliggende aktiv faktisk findes; Chainlink markedsfører netop sådanne løsninger til RWA’er. Men et orakel er aldrig bedre end den, der attesterer. Det fortæller dig, at pengeskabet siger, kortet er der, ikke at det er der. Derfor er indløsningsprøven den praktiske sandhed: det eneste rigtige bevis på, at dækningen er ægte, er, at nogen rent faktisk har indløst og fået tingen i hånden. De overlevende har et levende indløsningsflow. Gravene havde en plancheshow.

2026-vendingen: pengene gik fungible

Her er den ubehagelige konklusion, obduktionen peger på. Da de store penge endelig kom til tokenisering i 2026, gik de ikke efter unikke NFT’er. De gik efter fungible fordringer. Som nævnt lå den samlede on-chain-værdi af real-world assets omkring 39 mia. USD (cirka 260 mia. kr), og den blev domineret af tokeniserede statsobligationer og privatkredit, ikke af tokens mod enkeltstående fysiske genstande. Det er ikke en tilfældighed. Det er markedets dom over, hvad der virker.

Oya Celiktemur, EMEA-salgsdirektør i Ondo Finance, har sat ord på tokeniseringens største myte: at lægge et illikvidt aktiv på en blockchain gør det ikke af den grund likvidt. Og en unik fysisk ting er pr. definition illikvid; der findes kun én af den. Et token ændrer ikke på, at der kun er én køber ad gangen til lige præcis dette maleri eller denne flaske. Fungible aktiver er derimod likvide af natur, og det er dem, seriøse investorer vil have. Den danske version af historien er sigende: da de danske banker endelig sagde ja til krypto, gjorde de det via børshandlede produkter og fonde, altså fungible, regulerede indpakninger, ikke via unikke NFT’er mod fysiske ting. Det efterlader RWA-NFT’en som det, den realistisk er: en niche, der virker rigtig godt til ægthed og samleobjekter, ved siden af en fungibel hovedstrøm, der dækker alt det investerbare.

Regulering som medvind: da det frivillige blev lovpligtigt

De overlevende har fået en uventet hjælper: lovgiveren. Mens de spekulative RWA-NFT’er døde af manglende efterspørgsel, har ægthedssporet fået decideret medvind fra EU. Med forordningen om miljøvenligt design af bæredygtige produkter, ESPR (Regulation (EU) 2024/1781), indfører EU et digitalt produktpas, en Digital Product Passport, der skal følge varer gennem hele deres livscyklus. Rammen for passet kom på plads i løbet af 2026, batteripasset bliver obligatorisk fra 18. februar 2027, og tekstiler står for tur kort efter. Det er præcis den slags per-genstand-identitet, som Aura allerede leverer frivilligt, nu gjort lovpligtig på tværs af hele det indre marked.

Man skal dog være ærlig om nuancen, for ellers bliver det til hype igen. Et digitalt produktpas kræver ikke en blockchain. En almindelig database kan i princippet gøre det samme, og mange producenter vil vælge den vej. Men lovkravet legitimerer og efterspørger netop den infrastruktur, de overlevende RWA-NFT’er allerede har bygget, og det giver luksus- og forbrugsvaresporet en strukturel grund til at vokse, som de spekulative projekter aldrig havde. Medvinden blæser altså på det ene spor, provenans og ægthed, og stort set ikke på det andet, spekulationen i unikke tokens.

Er en RWA-NFT et værdipapir? MiCA, ESMA og Finanstilsynet

For en dansk køber er det afgørende spørgsmål, hvilket regelsæt der gælder, for det afgør, hvem man overhovedet kan klage til, hvis noget går galt. Udgangspunktet i EU’s kryptoforordning MiCA er, at ægte, unikke NFT’er er undtaget fra forordningen. Men der er to vigtige forbehold. Udstedes NFT’erne i store, ens serier, eller fraktioneres de i handlede andele, kan de blive anset som fungible og dermed falde ind under MiCA alligevel. Og ligner tokenet reelt et værdipapir, trumfer substansen formen. Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, ESMA, slog i sine retningslinjer, færdiggjort 19. marts 2025, fast, at det er aktivets reelle natur, ikke dets indpakning, der afgør klassifikationen. En NFT, der i virkeligheden er en investeringskontrakt, er et finansielt instrument under MiFID II, uanset at den kaldes en NFT. Det er nøjagtig den sondring, vi også tog op om Solana-NFT’er som kryptoaktiv eller finansielt instrument.

I Danmark fører Finanstilsynet tilsyn med udstedere og udbydere af kryptotjenester under MiCA, hvor reglerne for kryptoudbydere har været gældende siden december 2024. Falder tokenet derimod i værdipapir-kategorien, gælder den almindelige værdipapirregulering og prospektregler. På skattesiden beskattes gevinster på krypto og NFT’er i dag typisk som spekulation under personlig indkomst, og Skattelovrådets anbefaling om en egentlig lagerbeskatning er fortsat kun en anbefaling, ikke gældende lov; indberetningen strammes dog via de nye EU-regler (DAC8) fra 2026. Det konkrete skattebillede afhænger af den enkelte handel, så tjek altid med en rådgiver eller direkte hos Skattestyrelsen. Tabellen herunder samler, hvordan de typiske tilfælde falder ud.

Hvad kirkegården lærer en dansk køber

Det fine ved en obduktion er, at den kan laves om til en tjekliste. Hver af gravene svarer til et spørgsmål, man bør stille, før man lægger kroner i en RWA-NFT. Hvis et projekt ikke kan svare klart på dem alle, står man sandsynligvis foran den næste gravsten.

• Hvem opbevarer den fysiske ting, og er den forsikret? Et navngivet, forsikret pengeskab er Courtyards styrke; en vag «partner» er et rødt flag.
• Er indløsningen testet i praksis, eller er det kun et løfte på en planche? Spørg efter dokumenterede indløsninger, ikke en teoretisk mulighed.
• Kan udstederen eller et register ensidigt annullere dækningen? Hvis en myndighed eller et firma kan klippe kæden over, som Verra gjorde, er tokenet kun deres tilladelse værd.
• Er tokenet reelt en fraktion eller en stor ens serie? I så fald er det formentlig et værdipapir, og så gælder helt andre regler og risici.
• Løser projektet et dyrt, virkeligt problem, eller sælger det bare adgang til hype? RTFKT havde Nikes ressourcer og døde alligevel af manglende grund til at eksistere.
• Hvad sker der, hvis platformen lukker? Når næsten to tredjedele af markedspladserne er væk, skal du vide, om du stadig kan få din ting udleveret.
• Hvem fører tilsyn, og hvem kan du klage til i Danmark? Ved du ikke, om det er Finanstilsynet, forbrugermyndigheder eller ingen, så ved du ikke, hvad du køber.

Listen er ikke en garanti, men den flytter fokus det rigtige sted hen: væk fra kæden og ud i den fysiske verden, hvor pengene faktisk vindes og tabes. De projekter, der kunne svare ja hele vejen ned, er også dem, der stadig står.

Bundlinjen: NFT’en var aldrig det svære

Den samlede lære af fem års RWA-NFT’er er næsten antiklimaktisk. Det non-fungible token var aldrig den svære del. At præge et unikt token på en blockchain er trivielt og har været det længe. Det svære var alt det omkring: det forsikrede pengeskab, den juridiske deponeringsaftale, den fungerende indløsning, graderingen, og frem for alt et virkeligt problem, der var værd at løse. De projekter, der behandlede tokenet som hovedsagen og logistikken som en detalje, ligger på kirkegården. De to, der behandlede logistikken som hovedsagen og tokenet som en usynlig funktion, voksede.

Overlevelsesbias gør det let at lade sig forføre. Når man kun ser Courtyard og Aura, virker RWA-NFT’en som en sikker vinder. Men tæller man gravene med, bliver billedet mere ærligt: en lille, levedygtig niche til ægthed og samleobjekter, omgivet af en fungibel hovedstrøm, der har taget næsten alle de institutionelle penge. For den danske læser er den praktiske konklusion enkel. Behandl en RWA-NFT, som om du køber den fysiske ting med et ekstra digitalt lag ovenpå, og bedøm den på den fysiske verdens kvalitet, ikke på blockchainens. Kæden lyver sjældent om, hvem der ejer tokenet. Den siger bare ingenting om, hvorvidt tingen i den anden ende er ægte, findes og nogensinde kommer ud til dig. Det er kirkegården, der er pensum.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en RWA-NFT?

En RWA-NFT (real-world asset-NFT) er et non-fungibelt token, der repræsenterer ejerskab af eller rettigheder til ét bestemt, unikt aktiv i den virkelige verden, for eksempel et graded samlekort, en luksusvare eller et skøde. I modsætning til tokeniserede obligationer og fonde, der er fungible, giver en NFT kun mening, når den underliggende ting faktisk er unik.

Er en RWA-NFT det samme som en tokeniseret aktie eller obligation?

Nej. Tokeniserede aktier, obligationer, fonde og privatkredit er fungible: hver andel er lige så god som den næste, og de udstedes som almindelige eller permissionerede værdipapir-tokens, ikke som NFT’er. Langt hovedparten af de omkring 39 mia. USD i tokeniserede real-world assets i 2026 er fungible instrumenter, ikke unikke NFT’er.

Hvorfor overlevede Courtyard, når de fleste RWA-NFT-projekter døde?

Courtyard løser et virkeligt problem (ægthed og opbevaring af dyre samlekort), har styr på den fysiske logistik med et forsikret Brink’s-pengeskab og graderede kort, og tilbyder en indløsning, der faktisk virker: du brænder tokenet og får kortet sendt hjem. Projekter som Nikes RTFKT døde derimod, da hypen og dermed efterspørgslen forsvandt.

Er en RWA-NFT lovlig i Danmark, og skal jeg betale skat af den?

Ægte, unikke NFT’er er som udgangspunkt undtaget fra EU’s kryptoforordning MiCA, men fraktionerede eller værdipapirlignende tokens kan falde ind under MiCA eller MiFID II, og Finanstilsynet fører tilsyn. Gevinster beskattes i dag typisk som spekulation under personlig indkomst, men det afhænger af den konkrete handel, så tjek med en rådgiver eller Skattestyrelsen.

Hvad er indløsningsprøven for en RWA-NFT?

Indløsningsprøven er det enkle spørgsmål: kan du faktisk veksle tokenet tilbage til den fysiske ting? Hos de overlevende projekter er svaret dokumenteret ja, afprøvet mange gange. Hos de fleste døde projekter var indløsning kun et løfte, der aldrig blev belastningstestet, eller også kunne udstederen annullere dækningen undervejs.

Af Marcus Okafor, seniorredaktør hos HOGE Wire. Denne artikel er oplysning om et teknologifelt, ikke investeringsrådgivning.