Renten der ikke vil falde: terminspræmie, realkredit og Bitcoin
Den lange rente vil ikke falde, selv hvis Fed sænker. Vi forklarer terminspræmien, den danske realkredits konverteringsret og hvorfor guld og Bitcoin nyder godt af gældsfrygten.
Fredag den 28. august holdt Fed-formand Kevin Warsh en tale i Jackson Hole, der ikke lignede et løfte om lempelse. Renten på den toneangivende amerikanske 10-årige statsobligation lå omkring 4,67 pct., oppe for anden dag i træk efter stærkere nøgletal og en varmere inflationsmåling, og markedet begyndte at prise ind, at næste træk fra centralbanken lige så godt kunne være en forhøjelse som en sænkning (TradingEconomics). Samtidig brød Bitcoin over 80.000 dollar, godt en halv million kroner, for første gang i femten uger (Fortune). Ved første øjekast ligner det en modsætning: hvordan kan en risikabel, renteløs digital aktivklasse stige, netop som obligationsrenterne holder sig høje?
Svaret ligger ikke i, hvad Fed gør ved den korte rente i næste måned. Det ligger i et begreb, der har været fraværende i næsten et årti, men som er vendt tilbage med fuld styrke i 2026: terminspræmien. Det er den ekstra betaling, investorerne kræver for at binde deres penge i lange obligationer, og den er den egentlige grund til, at den lange rente ikke vil falde, selv hvis pengepolitikken skulle blive lempet. For danske husejere og kryptoinvestorer er det ikke en abstrakt amerikansk historie. Den samme kraft, der løfter terminspræmien i Washington, forplanter sig gennem den danske realkredit, gennem kronen og gennem prisen på det, økonomer kalder hårde aktiver.
Denne artikel forklarer, hvad terminspræmien er, hvorfor den er steget, og hvordan den rammer to ting, der betyder noget for en dansk læser på samme tid: dit realkreditlån og din krypto-portefølje. Vi ser på et træk ved det danske realkreditsystem, som næsten intet andet land har, og som gør stigende renter til en gave for nogle boligejere. Og vi ser på, hvorfor både guld og Bitcoin sætter rekorder, netop mens obligationsmarkedet skælver.
Kort fortalt: hvad renterne gør lige nu
Før vi går i dybden, er her et øjebliksbillede af de tal, der driver historien ved udgangen af august 2026. Bemærk især to ting: forskellen mellem den amerikanske og den danske 10-årige rente, og at obligationsmarkedets egen frygtindikator, MOVE-indekset, ligger på et roligt niveau, selv om de lange renter er høje. Det fortæller, at renterne ikke er høje på grund af panik, men på grund af noget mere strukturelt.
| Størrelse | Niveau (ultimo august 2026) | Hvad det betyder |
|---|---|---|
| USA, 10-årig statsrente | ca. 4,67 pct. | Oppe efter stærke nøgletal; frygt for fornyet stramning |
| Danmark, 10-årig statsrente | i underkanten af 3 pct. | Følger tyske Bund, ikke USA, på grund af eurokursen |
| ECB indlånsrente | 2,25 pct. | Uændret siden juli; Nationalbanken spejler den |
| Terminspræmie (10-årig, ACM) | ca. 0,80 pct. | Positiv igen efter fem år nær nul |
| MOVE-indeks (obligationsvolatilitet) | omkring 73 | Moderat; ingen panik trods høje renter |
| Bitcoin | ca. 80.000 USD (ca. 514.000 kr.) | Over 80.000 for første gang i 15 uger |
| Guld | ca. 4.634 USD/oz (ca. 29.750 kr.) | Op ca. 11 pct. i august; centralbanker køber |
Terminspræmien er tilbage: renten der ikke handler om Fed
En lang obligationsrente kan deles i to. Den første del er, hvad markedet forventer, at den korte rente i gennemsnit vil være i obligationens løbetid. Hvis investorerne tror, at Fed vil holde styringsrenten omkring 3,5 pct. de næste ti år, burde den 10-årige rente ligge tæt på det tal. Den anden del er terminspræmien: den ekstra kompensation, en investor kræver for at binde sine penge i ti år i stedet for at rulle korte papirer, og for at bære risikoen for, at inflation, udbud eller politik ændrer sig undervejs.
New York Fed offentliggør en model, udviklet af økonomerne Tobias Adrian, Richard Crump og Emanuel Moench, der forsøger at adskille de to dele. Modellen kaldes ACM efter forfatternes initialer (New York Fed). I det meste af perioden fra 2016 til 2022 lå den estimerede terminspræmie på den 10-årige rente omkring nul eller endda negativ. Investorerne betalte reelt for privilegiet at eje lange, sikre obligationer. I 2026 er billedet vendt. Terminspræmien er tilbage i klart positivt territorium og nåede omkring 0,80 pct. i midten af august efter fem år tæt på nul.
Forskellen lyder lille, men den er afgørende. Den betyder, at en stor del af de høje lange renter ikke afspejler forventninger om, at Fed vil stramme. Den afspejler, at investorerne kræver mere betaling for at tage varigheden på sig. Og det er en langt mere genstridig kraft. En centralbank kan sænke den korte rente med et pennestrøg. Den kan ikke lige så let tvinge terminspræmien ned, når først investorerne har besluttet, at lange obligationer er blevet mere risikable. Det er derfor, overskriften på 2026 er blevet, at den lange rente nægter at falde.
Hvorfor kræver markedet mere for at eje den lange rente
Fire kræfter trækker terminspræmien op på samme tid. Den første er udbud. Staterne udsteder rekordmange obligationer for at finansiere store underskud, og når mængden af papir stiger, må prisen falde og renten stige, indtil nogen vil holde det hele. Ray Dalio, grundlægger af Bridgewater, opgjorde i august de amerikanske finanser til udgifter på 7,5 billioner dollar mod indtægter på 5,5 billioner, altså et underskud omkring 2 billioner dollar, samtidig med at cirka 10 billioner dollar gæld skal refinansieres (Bloomberg).
Den anden kraft er, at centralbankerne ikke længere er købere. Under årene med kvantitative lempelser opslugte Fed og andre store centralbanker enorme mængder statsgæld og pressede terminspræmien kunstigt ned. Nu sker det modsatte. Balancerne krymper, og en prisufølsom storkøber er blevet til en sælger. Den tredje kraft er inflationsusikkerhed. Når investorerne ikke stoler på, at inflationen bliver liggende på 2 pct. i et helt årti, kræver de en forsikringspræmie oven i renten. Den fjerde kraft er en opjustering af det, økonomer kalder r-stjerne, altså den neutrale realrente, som markedet tror økonomien kan bære på lang sigt.
Regningen er allerede synlig. BlackRocks topchef Larry Fink skrev i sit årlige brev til investorerne, at de amerikanske rentebetalinger ville overstige 952 mia. dollar i 2025 og dermed være større end forsvarsbudgettet, og at gælden er vokset tre gange hurtigere end bruttonationalproduktet siden 1989 (BlackRock). Når rentebetalingerne på gælden vokser hurtigere end økonomien, opstår det, økonomer kalder en gældsspiral, og investorerne begynder at kræve endnu mere betaling for at låne staten penge. Det er selvforstærkende, og det er præcis den mekanik, terminspræmien sætter tal på.
Rentekurven skifter form: fra invers til stejl
Terminspræmien viser sig også i rentekurvens form. Kurven tegnes ved at sætte renten på tværs af løbetider, fra korte papirer til den 30-årige. Normalt skråner den opad, fordi investorerne vil have mere for at binde penge længe. Da den i 2022 og 2023 vendte og blev invers, altså med højere korte end lange renter, læste mange det som et klassisk recessionsvarsel. En invers kurve har historisk gået forud for de fleste amerikanske recessioner.
I 2025 og 2026 er kurven blevet positiv igen, men på den mindst behagelige måde. Den er ikke steget, fordi de korte renter faldt, men fordi de lange renter steg hurtigere end de korte. Fænomenet kaldes en bear steepening, og det er netop det, en stigende terminspræmie ser ud som på en graf. Det er også det farligste for en stat med meget gæld, fordi det gør det dyrere at låne langt, præcis når man skal refinansiere mest. Rentekurven er på den måde et af de reneste billeder på den historie, resten af artiklen handler om.
Realkreditobligationen: Danmarks svar på statsobligationen
Her bliver historien dansk. For de fleste danskere er den vigtigste obligation ikke statens, men den realkreditobligation, der ligger bag deres boliglån. Det danske realkreditmarked er et af verdens største målt mod økonomiens størrelse, et system med rødder tilbage til 1797, der har ry for aldrig at have påført obligationsejerne tab. Det bærende princip hedder balanceprincippet: for hver krone, et realkreditinstitut låner ud, udsteder det en obligation med præcis de samme betalinger. Låntagerens ydelser går direkte videre til investoren, der ejer obligationen. Instituttet beholder ingen renterisiko selv; det tjener på et bidrag oven i renten (MSCI).
Det gør en dansk realkreditobligation til noget nær en statsobligation i sikkerhed, men med en boligmasse som pant oven i. De handles i store, likvide serier, de har topratings, og de er en hjørnesten i danske pensionskassers og bankers beholdninger. Finanstilsynet fører tilsyn med realkreditinstitutterne og med, at balanceprincippet overholdes, og de danske covered bonds er anerkendt i europæisk lovgivning som blandt de sikreste papirer, en bank kan holde som likviditet.
Pointen for denne artikel er, at når den globale terminspræmie løfter de lange renter, forplanter det sig næsten et-til-et til de danske realkreditrenter. Boligrenten i Danmark sættes ikke af Nationalbanken. Den sættes på obligationsmarkedet, hver gang en dansker optager eller omlægger et lån, og den følger den lange ende af rentekurven. Den samme diskussion om tokenisering, som Larry Fink rejser, når han taler om at lægge aktier, obligationer og fonde på en blockchain, handler i sidste ende om den slags aktiver: sikre, cashflow-bærende papirer som realkreditobligationer, der kan blive blandt de første, der for alvor flytter fra mursten til token, på linje med den bredere bølge af tokeniserede aktiver fra Pokémon-kort til skøder.
Konverteringsretten: når stigende renter giver dig et afdrag forærende
Nu kommer det træk, der gør det danske system næsten unikt i verden. Et fastforrentet dansk realkreditlån er baseret på en konverterbar obligation. Låntageren har to måder at indfri på. Den ene er altid at indfri til kurs 100, uanset hvad obligationen handler til. Den anden er at købe obligationen tilbage på markedet til den aktuelle kurs og aflevere den til instituttet. Det kaldes leveringsretten eller opkøbsretten (MSCI).
Her opstår en fordel, som de fleste låntagere i udlandet ikke har. Når renterne stiger, falder kursen på den lavtforrentede obligation, der ligger bag et gammelt lån. Hvis en boligejer i 2021 optog et lån i en obligation med 1 pct. i kupon, kan den obligation efter renternes himmelflugt handle til en kurs på for eksempel 80. Boligejeren kan så købe obligationen tilbage for 80 øre pr. krone og indfri en restgæld på en million kroner for cirka 800.000 kr. Gælden bliver mindre, mod at man tager et nyt lån til en højere rente. Det kaldes en opkonvertering, og for mange danskere har det betydet, at en periode med stigende renter faktisk har barberet deres restgæld ned.
Det er ikke teori. Danmarks Nationalbank opgjorde, at danske boligejere i løbet af 2022 købte fastforrentede realkreditobligationer tilbage for i alt 243 mia. kr. i forbindelse med omlægning af deres lån, og at opkøbene steg gennem året i takt med renterne og toppede i fjerde kvartal med 70 mia. kr. (Danmarks Nationalbank). Med den fornyede stigning i terminspræmien i 2026 er det samme vindue åbnet igen for de husejere, der stadig sidder i gamle lavrentelån.
Bagsiden er det, obligationsmatematikere kalder negativ konveksitet. Fordi låntageren kan indfri til kurs 100, kan en dansk konverterbar obligation aldrig stige lige så meget i kurs, når renterne falder, som den falder, når renterne stiger. Investoren, der ejer papiret, bærer den risiko og kræver en merrente for den. Det er en af grundene til, at danske realkreditrenter typisk ligger et stykke over statsrenten. Låntagerens fleksibilitet er investorens hovedpine, og den asymmetri er den danske families lille private terminspræmie.
Fast eller flex: to måder at møde rentekurven på
Den anden store lånetype i Danmark er rentetilpasningslånet, i daglig tale F-lånet. Her finansieres et langt boliglån med korte obligationer, der refinansieres med faste mellemrum, typisk hvert eller hvert femte år. Fordelen er en lavere startrente, når rentekurven skråner opad. Ulempen er, at låntageren bærer renterisikoen: stiger de korte renter til refinansieringen, stiger ydelsen. Den skæbne rammer F-låntagere, netop mens fastrentelåntagere kan bruge opkonverteringen som skjold.
Refinansieringen af F-lån sker ved store auktioner, der holdes flere gange om året. I dagene fra 19. til 21. august 2026 solgte Nykredit og Totalkredit variabelt forrentede realkreditobligationer for cirka 42,9 mia. kr. for at refinansiere rentetilpasningslån, og Jyske Realkredit holdt auktion i slutningen af august med sigte på refinansieringen 1. oktober (GlobeNewswire). For den enkelte husejer er valget mellem fast og flex reelt et valg om, hvor på rentekurven man vil placere sin risiko.
| Egenskab | Fastforrentet (konverterbart) | Rentetilpasning (F-lån) |
|---|---|---|
| Rente bundet i | Hele løbetiden (op til 30 år) | 1 til 5 år ad gangen |
| Startrente | Højere | Lavere |
| Hvem bærer renterisikoen | Investoren | Låntageren |
| Ved stigende renter | Kan opkonvertere og skære restgæld | Ydelsen stiger ved refinansiering |
| Ved faldende renter | Kan nedkonvertere til lavere kupon | Ydelsen falder ved refinansiering |
| Vigtigste kilde til renten | Den lange ende af kurven | Den korte ende af kurven |
Kronen, ECB og hvorfor Nationalbanken ikke sætter renten frit
Hvis den lange danske rente følger den globale terminspræmie, hvad så med den korte? Her møder vi kernen i dansk pengepolitik. Danmark fører fastkurspolitik. Kronen er bundet til euroen inden for et snævert bånd gennem ERM II-samarbejdet, og Nationalbankens eneste mål er at holde den kurs stabil. Til forskel fra Fed og ECB har Nationalbanken ikke et selvstændigt inflationsmål. Den sætter ikke renten efter dansk vækst eller dansk arbejdsløshed. Den sætter den, så kronen ligger fast over for euroen.
I praksis betyder det, at Nationalbanken spejler ECB. Da ECB i sommeren 2026 holdt indlånsrenten på 2,25 pct. (ECB), lå Nationalbankens ledende rente, indskudsbevisrenten, kun få basispunkter derfra (Danmarks Nationalbank). Afviger kronen, køber eller sælger Nationalbanken valuta, og først hvis det ikke er nok, ændrer den renten uafhængigt af ECB. Det er derfor, den danske 10-årige rente skygger den tyske Bund og ikke den amerikanske statsrente, selv om den amerikanske ligger næsten to procentpoint højere.
Den kobling er også grunden til, at amerikansk pengepolitik alligevel når helt ind i den danske stue. Når Fed-formand Warsh strammer tonen og presser dollaren op, presser det euroen og dermed kronen, og Nationalbanken kan blive tvunget til at forsvare kursen. Vi beskrev den mekanik, da Warsh gav sin Jackson Hole-debut og sendte en høgeagtig besked, der ramte både Bitcoin og kronen. Den lange rente er global; den korte er lænket til Frankfurt; og et sted derimellem sidder den danske boligejer.
Realrenten er den pris Bitcoin betaler
Nu til krypto. Det tal, en makrobevidst kryptoinvestor bør holde øje med, er ikke den nominelle rente, men realrenten: den nominelle rente minus forventet inflation, som den aflæses direkte på inflationssikrede statsobligationer. Realrenten er alternativomkostningen ved at eje noget, der ikke giver et afkast. En statsobligation betaler en kupon. Guld og Bitcoin betaler ingenting. Når realrenten stiger, bliver den sikre kupon mere fristende i forhold til det renteløse aktiv, og efterspørgslen efter guld og Bitcoin burde alt andet lige falde.
Det var den lærebog, der styrede markederne i 2022 og 2023. Da realrenterne steg, faldt Bitcoin. Men 2026 skriver et nyt kapitel, og det er her, historien bliver interessant. Realrenterne er høje, og alligevel stiger både guld og Bitcoin. Guldet startede august nær 4.000 dollar og handlede til cirka 4.634 dollar pr. ounce den 21. august, mens Bitcoin brød over 80.000 dollar (The Daily Hodl). Når alternativomkostningen stiger, og de renteløse aktiver alligevel stiger med, fortæller det, at en anden kraft er blevet stærkere end lærebogens.
Debasementhandlen: når obligationer og Bitcoin bliver rivaler
Den anden kraft har et navn: debasementhandlen. Ideen er, at når en stat har for meget gæld, ender den før eller siden med at udhule værdien af sin egen valuta, enten gennem inflation eller gennem at tvinge centralbanken til at opkøbe gælden. I den verden er problemet ikke, at renten er for høj. Problemet er, at selve den sikre obligation ikke længere er sikker, fordi den bliver betalt tilbage i penge, der er mindre værd. Så søger kapitalen mod aktiver, ingen stat kan trykke flere af: guld og Bitcoin.
Tallene bag handlen er markante. Centralbankerne købte rekordhøje 288,9 tons guld i andet kvartal 2026, anført af Polen med 51 tons og Kina med 33 tons, og de fortsatte med at købe, selv mens guldprisen faldt fra rekorden i januar (The Daily Hodl). Samtidig rundede den amerikanske statsgæld 40 billioner dollar. Det er ikke detailinvestorer, der jager en trend. Det er statslige reserveforvaltere, der reducerer deres afhængighed af netop de statsobligationer, terminspræmien handler om.
To af verdens mest citerede investorer har sat ord på det. Ray Dalio anbefalede i august at undervægte obligationer og placere 10 til 15 pct. i guld og lidt Bitcoin, og advarede om, at en amerikansk gældskrise kunne indtræffe om tre år, give eller tag to (CoinDesk). BlackRocks Larry Fink formulerede den geopolitiske version i sit investorbrev: USA har nydt godt af, at dollaren har været verdens reservevaluta i årtier, men det er ikke garanteret at vare evigt, og hvis gælden løber løbsk, kan digitale aktiver som Bitcoin overtage rollen (BlackRock).
Det er præcis den dynamik, der får guld og Bitcoin til at stige sammen, selv når realrenten er høj. Vi har set nærmere på, hvad den korrelation skjuler, og på, hvor analogien om digitalt guld holder og knækker. Pointen her er ikke, at Bitcoin er en sikker havn, den er stadig langt mere volatil end guld, men at den samme gældsfrygt, der løfter terminspræmien, også er brændstoffet under debasementhandlen.
Volatilitet i obligationer smitter af på krypto
Der er en mere direkte kanal fra obligationsmarkedet til krypto end selve renteniveauet, og den handler om volatilitet. MOVE-indekset måler de forventede udsving i amerikanske statsrenter og kaldes obligationsmarkedets svar på VIX. Ved udgangen af august 2026 lå det omkring 73, et moderat niveau, efter at have vendt et fald på to uger (Cboe). Så længe MOVE er lav, kan risikofyldte aktiver som krypto ånde. Springer den, trækker investorerne sig fra alt, hvad der har risiko, fordi den globale sikkerhedsstillelse hviler på statsobligationer.
Statsobligationer er det pantsætningsaktiv, hele det finansielle system er bygget på. Når kursen på dem svinger vildt, stiger de haircuts, långiverne kræver, likviditeten tørrer ind, og gearede positioner må lukkes. Krypto sidder yderst i den fødekæde og reagerer først. Omvendt kan et pludseligt fald i renterne udløse det modsatte. Bitcoins spring over 80.000 dollar i slutningen af august faldt sammen med en begivenhed i det amerikanske statsobligationsmarked, der udløste et kortvarigt short squeeze (Fortune). Obligationsmarkedet er ikke baggrundsstøj for krypto. Det er ofte selve udløseren.
Hvad en dansk opsparer og kryptoinvestor kan tage med
Hvad kan man som dansk læser bruge det til? For boligejeren er den vigtigste indsigt, at fast og flex fordeler renterisikoen forskelligt, og at et fastforrentet lån i en verden med stigende renter ikke kun er en forsikring mod højere ydelser, men også giver adgang til opkonverteringen, der kan skære restgælden ned. Den, der har et gammelt lavrentelån liggende, bør tale med sin rådgiver om, hvorvidt kurserne er faldet nok til, at et opkøb giver mening.
For kryptoinvestoren er den vigtigste indsigt, at makro slår teknik i 2026. Det tal, der forudsiger mest om Bitcoins næste bevægelse, er ikke en on-chain-indikator, men den amerikanske realrente og terminspræmien. Stiger realrenten, fordi væksten er stærk, er det modvind. Stiger renten derimod, fordi investorerne er ved at miste tilliden til statsgælden, kan det paradoksalt nok være medvind for debasementhandlen. Forskellen ligger i, hvorfor renten stiger, ikke kun hvor meget.
Dalios ramme på 10 til 15 pct. i guld og lidt Bitcoin er ikke et råd, man skal kopiere blindt. Bitcoin er væsentligt mere volatil end guld og kan falde 70 pct. i en dårlig cyklus. Men princippet, at man vil eje noget, ingen stat kan udstede mere af, når statsgælden vokser hurtigere end økonomien, er den logiske kerne i, hvorfor krypto overhovedet hører hjemme i en makrodiskussion. Intet af dette er investeringsrådgivning, og enhver position bør afpasses efter egen risikovilje og tidshorisont.
Tre scenarier frem mod efteråret
Ingen kan forudsige renter, og intet i det følgende skal læses som en sikker prognose. Men det hjælper at tænke i scenarier frem mod Fed-mødet i september og ECB-mødet, der følger. Det afgørende spørgsmål er ikke kun, hvad centralbankerne gør ved den korte rente, men om terminspræmien fortsætter op, flader ud eller falder tilbage. Tabellen skitserer tre mulige forløb og deres sandsynlige aftryk på den danske boligrente og på Bitcoin.
| Scenarie | Hvad driver det | Dansk boligrente | Bitcoin |
|---|---|---|---|
| Høj for længe | Stærke nøgletal, klæbrig inflation, Warsh strammer | Lang rente holder sig oppe; flex bliver dyrere | Modvind fra høj realrente |
| Debasement vinder | Gældsfrygt løfter terminspræmien; tillid til statsgæld svækkes | Lang rente stiger, men opkonvertering åbner | Medvind fra debasementhandlen |
| Blød landing | Inflation falder, terminspræmien flader ud, Fed kan sænke | Boligrenten falder; nedkonvertering bliver aktuel | Medvind fra faldende realrente |
Det interessante ved 2026 er, at to af de tre scenarier er positive for Bitcoin, men af helt forskellige grunde. I det ene falder renten, og alternativomkostningen letter. I det andet stiger renten, men af de forkerte grunde, og kapitalen flygter fra papir til hårde aktiver. Kun det rene høj-for-længe-scenarie, hvor renten er høj, fordi økonomien er sund, er entydig modvind. Det er en usædvanlig konstellation, og den forklarer, hvorfor krypto og guld kan stige side om side med renterne.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er terminspræmien helt enkelt?
Terminspræmien er den ekstra rente, investorer kræver for at eje en lang obligation frem for at rulle korte. Den er den del af den lange rente, der ikke skyldes forventninger til centralbankens styringsrente, men risikoen ved at binde penge længe. I 2026 er den steget til omkring 0,80 pct. på den amerikanske 10-årige og er hovedgrunden til, at de lange renter holder sig høje.
Hvorfor stiger Bitcoin, når renterne er høje?
Fordi det afhænger af, hvorfor renterne er høje. Stiger de, fordi økonomien er stærk, er det modvind for Bitcoin. Stiger de, fordi investorerne mister tilliden til statsgælden, søger kapitalen mod aktiver, ingen stat kan udstede mere af, og både guld og Bitcoin kan stige. Det er den såkaldte debasementhandel.
Hvordan påvirker obligationsrenter min boligrente i Danmark?
Din boligrente sættes ikke af Nationalbanken, men på obligationsmarkedet. Et fastforrentet realkreditlån følger den lange ende af rentekurven, mens et F-lån følger de korte renter, der fastsættes ved auktioner flere gange om året. Når den globale terminspræmie løfter de lange renter, stiger de danske fastrentelån næsten et-til-et.
Hvad er opkonvertering, og hvorfor kan stigende renter være en fordel?
Opkonvertering betyder, at du indfrier dit gamle lavrentelån ved at købe den bagvedliggende obligation tilbage til en kurs under 100. Når renterne stiger, falder kursen, så du kan skære din restgæld ned, mod at optage et nyt lån til en højere rente. Danske boligejere købte i 2022 obligationer tilbage for 243 mia. kr. på den måde.
Sætter Nationalbanken renten efter dansk økonomi?
Nej. Nationalbanken fører fastkurspolitik og har som eneste mål at holde kronen stabil over for euroen. Den spejler i praksis ECB og sætter ikke renten efter dansk vækst eller inflation. Derfor følger den korte danske rente Frankfurt, mens den lange rente følger de globale obligationsmarkeder.
Af Liam Brennan, senioranalytiker i makro og tradfi hos HOGE Wire. Denne artikel er alene til informationsformål og udgør ikke investeringsrådgivning.