Royaltyen som likviditetsskat: hvad NFT-afgiften koster i 2026

Kort fortalt: royaltyen var aldrig gratis

Da NFT-boomet toppede, blev royalties solgt som noget nær magi. Skaberen lagde en lille procentsats ind i kontrakten, og hver gang værket siden skiftede hænder, tikkede der penge ind. Passiv indkomst, for altid, uden mellemmænd. Det var fortællingen, og den holdt lige indtil markedet begyndte at regne efter.

For en royalty er ikke gratis. Den er en afgift. Og som enhver afgift på en handel har den en pris, der ikke står på prisskiltet: den presser videresalgsprisen ned, den gør færre handler attraktive, og den tørrer likviditeten ud i præcis det marked, den skulle finansiere. Det er den ubehagelige indsigt, der har drevet det, mange kalder royaltykrigen, og som de fleste fremstillinger stadig misforstår. Kampen stod aldrig kun mellem skabere og markedspladser. Den stod mellem skaberens ønske om en indtægt og hans egen samlings likviditet.

I denne artikel regner vi på royaltyen som det, den økonomisk set er: en transaktionsskat. Vi ser på, hvem der faktisk bærer byrden (svaret er ikke den, der betaler ved kassen), hvad tallene siger om prisen i tabt gulvpris og likviditet, og hvorfor det tekniske våbenkapløb om at håndhæve afgiften aldrig løste det egentlige problem. Og vi ser på udvejen, som de skarpeste projekter allerede har fundet: hold op med at beskatte dit eget marked. Undervejs holder vi tallene i danske kroner, med USD/DKK omkring 6,44 og kronen bundet til euroen via Nationalbankens fastkurspolitik.

Hvad en NFT-royalty egentlig er

En NFT-royalty er et løfte om, at en fast procentdel af hvert fremtidigt videresalg tilfalder den oprindelige skaber. Teknisk set blev løftet forsøgt gjort til standard med EIP-2981, en Ethereum-standard der lader en kontrakt oplyse, hvem der skal have hvor meget ved et salg. Men her ligger hele problemet gemt: EIP-2981 signalerer kun. Den fortæller en markedsplads, hvad royaltyen burde være, men den tvinger ingen til at betale.

Grunden er en detalje i selve token-standarden. En almindelig ERC-721-NFT flyttes med funktionen transferFrom, og den funktion kan ikke se forskel på et salg og en gave. Når to parter aftaler en handel uden for en royalty-respekterende markedsplads og bare flytter token direkte, er der intet i koden, der udløser betalingen. Royaltyen er altså ikke en egenskab ved token, men en norm, som markedspladserne håndhæver, hvis de gider. Så længe alle store markedspladser var enige om at trække royaltyen automatisk, føltes den obligatorisk. Da bare én stor aktør holdt op, kollapsede hele konstruktionen.

Det er værd at holde fast i denne skelnen, fordi den forklarer, hvorfor royaltyen opførte sig som en afgift og ikke som en ejendomsret. En ejendomsret følger aktivet uanset hvad. En afgift kræver en opkræver. NFT-royaltyen havde aldrig en opkræver med reel magt, kun en koalition af markedspladser, der kunne falde fra hinanden i det øjeblik, konkurrencen blev hård nok.

Afgiftens anatomi: en transaktionsskat på kæden

Kald tingene ved deres rette navn, og krigen bliver pludselig letter at forstå. En royalty på 5 til 10 procent af videresalgsprisen er en ad valorem-transaktionsskat: en afgift, der lægges oven på hver handel og stiger med prisen. Det er ikke en fornærmelse mod skaberne at kalde det en skat. Det er den mest præcise beskrivelse, og det er faktisk sådan, både handlere og forskere er begyndt at omtale den: som et tveægget instrument, der både kan gavne og skade dem, den er tænkt at hjælpe.

En transaktionsskat gør to ting, som enhver økonomistuderende kender. For det første flytter den penge fra parterne i handlen til afgiftsmodtageren. For det andet, og det er den del, alle glemmer, reducerer den antallet af handler. Når det koster mere at handle, handles der mindre. Færre handler betyder tyndere ordrebøger, større spænd mellem købs- og salgsordrer, og en gulvpris, der er sværere at forsvare, når nogen vil ud. Afgiften finansierer altså skaberen ved at gøre skaberens eget marked mere trægt.

For de fleste andre aktiver er dette en teoretisk pointe. For NFT’er er det brutalt konkret, fordi en NFT-samlings værdi i høj grad er dens likviditet og gulvpris. En Bored Ape er kun 200.000 kroner værd, hvis nogen faktisk vil betale 200.000 kroner for den i morgen. Alt, der gør det dyrere og langsommere at handle, angriber derfor den værdi direkte. Royaltyen finansierer skaberen ved at underminere fundamentet under det, skaberen har skabt.

Hvem bærer byrden? Skatteincidensen forklaret

Her bliver det interessant, for spørgsmålet om, hvem der betaler en afgift, har næsten aldrig det svar, man tror. I skatteteori skelner man mellem den lovbestemte incidens (hvem der formelt afleverer pengene) og den økonomiske incidens (hvem der reelt bliver fattigere). De to er sjældent de samme. Når en royalty trækkes fra sælgerens provenu, ser det ud, som om sælgeren betaler. Men det holder ikke.

En rationel køber ved nemlig, at når han selv en dag skal sælge, skal han aflevere den samme royalty. Den fremtidige afgift kapitaliseres ind i, hvad han er villig til at byde i dag. Med andre ord: en køber byder mindre for en NFT med 10 procent royalty end for en ellers identisk NFT med nul, fordi han allerede har lagt sit eget fremtidige videresalg ind i regnestykket. Resultatet er, at byrden deles mellem køber og sælger efter, hvor prisfølsom hver side er. I et marked med mange, der vil sælge, og få, der vil købe, altså et typisk bjørnemarked, bærer sælgeren hovedparten. Royaltyen rammer hårdest, netop når det gør mest ondt.

Pointen er ikke, at skaberne er skurke, eller at royalties er ond. Pointen er, at »skaberen får bare en lille bid af hvert salg« er en naiv model af, hvad der sker. Afgiften forplanter sig gennem hele priskurven, sænker buddene, skræmmer flippere væk og gør samlingen mindre likvid. Hvis du vil forstå, hvorfor de mest handlede samlinger ofte er dem med de laveste royalties, er svaret her. Det er også et tema, HOGE Wire har berørt i et andet regnestykke om, hvem der egentlig betaler, når regningen er skjult i strukturen frem for på fakturaen.

Tallene: hvad afgiften gør ved gulvpris og likviditet

Teori er billigt. Heldigvis findes der nu data. Ifølge en gennemgang af royalty-statistik fra CoinLaw ligger den gennemsnitlige royaltysats i 2025 omkring 6,1 procent, mens middelværdien er højere, cirka 7,35 procent med en standardafvigelse på 3,63 procentpoint. Over 80 procent af kontrakterne håndhæver royaltyen automatisk, men kun 60 til 70 procent af handlerne ender faktisk med at sende pengene videre til skaberen. Håndhævelsen lækker altså allerede på papiret.

Det centrale tal er dog dette: en stigning på én standardafvigelse i royaltysatsen hænger sammen med et fald på 7,04 procent i videresalgsprisen og et fald på 4,8 procent i sandsynligheden for, at NFT’en overhovedet bliver solgt igen. Det er likviditetsskatten sat på tal. Højere royalty giver ikke bare en mindre bid til sælger, den giver en lavere pris og færre handler. For en samling, hvis hele værdi hviler på, at markedet er levende, er det en dyr byttehandel.

Da traderne gjorde oprør: Blur og nul-royaltyens logik

Det er på baggrund af den logik, at Blur giver mening. Da markedspladsen lancerede i oktober 2022 med nul handelsgebyr og senere en gigantisk uddeling af sin egen BLUR-token, blev det fremstillet som ren rovdrift på skaberne. Blur uddelte store mængder gratis BLUR-tokens til aktive handlende og gjorde royaltyen valgfri, mens man belønnede dem, der handlede mest, med flere tokens. Kritikerne kaldte det med rette et incitament til wash trading, og en analyse fra Decrypt viste, hvordan store aktører handlede de samme NFT’er frem og tilbage i Blurs budpuljer for at farme tokens.

Men set gennem afgiftens optik var Blur ikke kun en snylter. Blur gav et likviditetssultent marked det, det manglede: billigere omsætning. Ved at fjerne afgiften kunne handlere flippe hurtigere, spænd blev mindre, og for en holder, der ville ud, betød det højere reelle bud. Traderne stemte med fødderne, fordi nul-royalty faktisk hævede den pris, de kunne få. At Blur samtidig gjorde NFT’er til noget, der lignede DeFi-tokens man flipper i sekunder, var ikke en fejl i deres model, det var modellen.

Det ændrer fortællingen. Royaltykrigen var ikke helte mod skurke, men en strid om, hvem der skulle bære en afgift, som markedet betragtede som for høj. Markedspladserne blev slagmark, fordi de var det eneste sted, afgiften kunne opkræves. Det er samme stammelogik, som HOGE Wire har beskrevet andetsteds i kryptobranchens kampe om loyalitet: brugerne blev bedt om at vælge side og blokere den anden lejr, som om det var en religionskrig og ikke et spørgsmål om gebyrer.

Krigens tidslinje set gennem afgiften

Selve forløbet er velkendt, men det får en ny betydning, når man læser det som en afgift, der langsomt blev prissat ned mod nul. Presset kom ikke fra ét sted. Sudoswap og X2Y2 gjorde royalties valgfri før Blur, Magic Eden fulgte trop på Solana, og til sidst måtte selv OpenSea give efter. Nedenstående tidslinje viser, hvordan modstanden mod afgiften bevægede sig fra kant til centrum.

Yugas modstand var symbolsk vigtig. Da skaberne bag Bored Ape i januar 2023 udelukkede royalty-fri markedspladser fra deres Sewer Pass-drop, lød meldingen ifølge Decrypt, at »creator royalties must be respected« (skaber-royalties skal respekteres). Et halvt år senere gav OpenSea op. Da markedspladsen i august 2023 lukkede sit Operator Filter og gjorde royalties valgfri, kaldte medstifter og CEO Devin Finzer den hidtidige tilgang for »ineffective, unilateral enforcement« (ineffektiv, ensidig håndhævelse). Afgiften var dermed prissat til nul af den aktør, der havde mest at tabe ved at gøre det.

Hvorfor koden aldrig helt løste det

Branchens svar på den valgfri royalty var at bygge tvang ind i koden. Limit Breaks ERC-721C blev standarden: en token-type, hvor overførsler kun tillades til en godkendt liste af kontrakter, så en samling kan nægte at blive handlet på steder, der ikke betaler royaltyen. På Solana gik Metaplex en lignende vej med regelsæt og senere en indbygget royalty-funktion. Vi har gennemgået de tekniske detaljer i en separat artikel om, hvorvidt kode overhovedet kan håndhæve en royalty, og den korte konklusion er: delvist, og altid med en pris.

Prisen er komponerbarhed. Hver gang man begrænser, hvor en NFT må handles, flytter man blot en dørvogter og opgiver et stykke af den tilladelsesløse frihed, der var hele pointen med et åbent token. En NFT, der kun må handles på godkendte pladser, er ikke længere frit ejet på samme måde. Man vinder afgiften og taber en del af den likviditet, man forsøgte at beskatte.

Der findes mere kreative forslag. I et akademisk oplæg med det legende navn SACRÉ BLEU (der definerer standarden ERC-7526) foreslås en spilteoretisk mekanisme, hvor sælgeren selv angiver værdien, og hvor den eneste rationelle strategi er at betale royaltyen fuldt ud. Papiret indledes med selv at kalde tingene ved navn: det sekundære marked for Ethereum-NFT’er har givet skaberne over 1,8 mia. dollar i det, forfatterne beskriver som »a sales tax commonly called creator royalties« (en omsætningsafgift, i daglig tale kaldt skaber-royalties). Og de tilføjer nøgternt, at et sådant incitament forudsigeligt førte til, at nul-royalty-alternativer blev udbredte, og betalingerne svandt. Selv de kloge hoveder, der forsøger at redde afgiften, starter med at anerkende, at den er en afgift, folk løber fra.

Kollapset i tal: fra 1,7 mia. kr. om måneden til næsten intet

Hvor stort var faldet? Analysehuset Nansen målte det, og tallene er svimlende. På toppen i januar 2022 udbetaltes der omkring 269 mio. dollar (cirka 1,7 mia. kr.) i skaber-royalties på en enkelt måned. I juli 2023 var tallet faldet til omkring 4,3 mio. dollar (knap 28 mio. kr.), et fald på cirka 98 procent, som CoinDesk dokumenterede. Den effektive royaltysats pr. handel faldt til omkring 0,6 procent, ned fra op til 5 procent.

Det er fristende at læse kollapset som markedets sammenbrud. Men i afgiftens optik er det snarere en prisdannelse. Markedet fandt frem til, at den korrekte pris på en afgift, ingen kan tvinge dig til at betale, og som gør dit aktiv mindre likvidt, er tæt på nul. Royaltyen forsvandt ikke, fordi folk pludselig blev egoistiske. Den forsvandt, fordi den var en frivillig skat i et konkurrencepræget marked, og frivillige skatter i konkurrence har det med at gå mod bunden.

Det er også værd at bemærke, at kollapset ikke betød, at ingen tjente på royalties. Ifølge CoinLaw hentede Ethereum-baserede skabere stadig omkring 920 mio. dollar (cirka 5,9 mia. kr.) i royalties i 2025 alene, med et akkumuleret beløb på over 1,8 mia. dollar (cirka 11,6 mia. kr.). Afgiften er altså langtfra død. Den er bare blevet meget ujævnt fordelt, og det bringer os til det næste punkt.

Koncentrationen: hvem afgiften faktisk betaler til

Fortællingen om royalties handler altid om den enlige kunstner, der endelig får sin retmæssige del. Virkeligheden ser anderledes ud. Ifølge CoinLaw stod 428 samlinger for 80 procent af alle royalties, der blev udbetalt til skabere. Med titusinder af samlinger på markedet betyder det, at den store masse af projekter reelt får en ubetydelig royaltyindtægt, mens en håndfuld blue chips høster næsten det hele.

Det er afgørende for regnestykket. For et top-projekt med enorm handelsvolumen kan royaltyindtægten være reel nok til at retfærdiggøre likviditetsomkostningen. For alle andre er byttehandlen tabt på forhånd: de får en forsvindende lille indtægt, men betaler den fulde pris i lavere gulvpris og færre handler. For flertallet af samlinger er den håndhævede royalty derfor ikke en indtægtskilde, men et rent dødvægtstab, en afgift der koster mere i tabt likviditet, end den nogensinde giver i kroner.

Det sætter også »krigen for skaberne« i relief. Den var i praksis en krig for en lille elite af projekter med nok volumen til, at afgiften gav mening. For langt de fleste skabere var det bedre råd at droppe royaltyen helt og i stedet tjene penge på noget andet. Præcis det er, hvad de mest succesrige projekter har gjort.

Følgeret: afgiften der virker, fordi loven bærer den

Her er ironien, ingen i »code is law«-lejren bryder sig om at høre. Den royalty, NFT’er lovede men aldrig kunne håndhæve, findes allerede i den analoge kunstverden, og der virker den, fordi en rigtig lov bærer den. I Danmark hedder den følgeret. Efter ophavsretslovens §38 har billedkunstnere ret til en andel af prisen, hver gang deres originalværker videresælges gennem professionelle kunsthandlende. Retten forvaltes af VISDA, som er godkendt af Kulturministeriet til at opkræve og fordele pengene, og den udspringer af EU’s følgeretsdirektiv, direktiv 2001/84/EF.

Satsen er trappet: den starter omkring 5 procent for den laveste del af salgsprisen og falder ned til 0,25 procent for de dyreste værker, med et loft på cirka 12.500 euro (omtrent 93.000 kr.) pr. videresalg. Afgørende er, at kunstneren ikke kan give afkald på retten, og at den håndhæves af et forvaltningsselskab med lovhjemmel, ikke af en markedsplads’ velvilje. Følgeret gør altså præcis det, NFT-royalties lovede: en løbende andel til skaberen ved videresalg.

Forskellen er, hvem der bærer den. NFT-royaltyen hviler på kode og markedspladsers goodwill og kan omgås ved at handle et andet sted. Følgeret hviler på lov og et kollektivt forvaltningssystem og kan ikke fravælges. Til gengæld er følgeret snæver: den gælder kun fysiske originalværker solgt gennem professionelle mellemled, ikke private handler og ikke handler på kæden. En tabel gør forskellen tydelig.

Og en dansk læser bør notere sig, hvem der ikke bestemmer over royaltyen. Finanstilsynet fører tilsyn med kryptotjenesteudbydere under MiCA, der har været i kraft i EU siden 30. december 2024, men ægte, unikke NFT’er falder i vidt omfang uden for MiCA, og selve royaltyen er et ophavsretligt og aftaleretligt spørgsmål, ikke et finanstilsynsanliggende. Det er en vigtig sondring: royaltykrigen udspiller sig i copyright- og kontraktlandet, ikke i det finansielle tilsyns. Du kan læse mere om, hvad Finanstilsynet faktisk regulerer, på tilsynets egen MiCA-side.

Pudgy og udvejen: hold op med at beskatte dit eget marked

Hvis royaltyen er en afgift, der beskatter din egen samlings likviditet, er den logiske udvej at holde op med at opkræve den og finde indtægten et andet sted. Det er nøjagtig, hvad de mest succesrige projekter har gjort. Pudgy Penguins er det tydeligste eksempel. I stedet for at slås om nogle få procent af hvert videresalg byggede holdet en licensforretning: fysisk legetøj i store detailkæder, medieaftaler og en model, hvor ejerne beholder de kommercielle rettigheder til deres egen pingvin op til et loft. Resultatet har vist sig langt mere indbringende end nogen royaltystrøm realistisk kunne have givet.

Pudgys CEO Luca Netz har været ærlig om ambitionen. Han har beskrevet målet som at bygge det næste »Disney and Netflix«, altså et brand hvor indtægten kommer fra intellektuel ejendom og produkter, ikke fra en afgift på tilhængernes handel. Den logik vender royaltykrigen på hovedet. I stedet for at gøre det dyrere at eje og handle sine NFT’er gør man dem mere værdifulde at eje, fordi brandet omkring dem vokser. Likviditeten bliver et aktiv, ikke et offer.

Det er ikke uden komplikationer. Når et projekt lægger sin værdi i et brand og en tilknyttet token, opstår nye spørgsmål om likviditet, token-overhæng og hvorvidt ejerne af selve NFT’en faktisk fanger den værdi, brandet skaber. Vi har set nærmere på netop den spænding i en analyse af, om du overhovedet kan sælge din pingvin. Men princippet står: udvejen af royaltykrigen var aldrig en bedre afgift. Det var at holde op med at beskatte sit eget marked.

Hvad det betyder for danske samlere og skabere

For den danske samler er den vigtigste lektie, at royaltyen rammer dig, også når det ser ud, som om sælgeren betaler. Når du byder på en NFT med høj royalty, bør du regne din egen fremtidige afgift ind i buddet, præcis som markedet gør. Og du bør se på, hvor let samlingen faktisk kan handles, for en høj håndhævet royalty er ofte tegn på tyndere likviditet og et sværere exit. Køb på tallene, ikke på løftet om, at afgiften »støtter kunstneren«, for i praksis støtter den kun en lille elite af samlinger.

Til perspektiv: de to markedspladstokens, der voksede ud af krigen, fortæller deres egen historie. BLUR handles ifølge CoinGecko til omkring 0,018 dollar (cirka 12 øre), med en markedsværdi på cirka 53 mio. dollar (omtrent 341 mio. kr.), et fald på omkring 99,6 procent fra toppen på 5,02 dollar i februar 2023. Magic Edens ME-token ligger ifølge CoinGecko omkring 0,068 dollar (cirka 44 øre) med en markedsværdi på cirka 42 mio. dollar (omtrent 270 mio. kr.), ligeledes cirka 99,6 procent under sin top fra december 2024. Markedet har med andre ord ikke belønnet nogen af krigens vindere synderligt.

For den danske skaber er rådet spejlvendt. Hvis du ikke er et top-428-projekt, er en aggressiv, håndhævet royalty sandsynligvis en dårlig forretning. Overvej i stedet at prissætte dit primære salg rigtigt, bygge en membership eller et brand omkring værket, og lade det sekundære marked være så likvidt som muligt, fordi likviditet i sig selv gør dit projekt mere attraktivt. Og husk, at hvor du sælger, kan have skattemæssige konsekvenser i Danmark, hvor Skattestyrelsen som udgangspunkt beskatter gevinster på kryptoaktiver, uanset om der er trukket royalty eller ej. Handl derfor med tallene for øje.

Det store billede: en afgift markedet prissatte til nul

Royaltykrigen bliver ofte fortalt som en moralsk fortælling: de grådige markedspladser mod de retskafne kunstnere. Den fortælling misser det egentlige. Det, der skete, var, at markedet opdagede, at en frivillig transaktionsafgift på et aktiv, hvis værdi afhænger af likviditet, prissættes mod nul i fri konkurrence. Det er ikke moral, det er mekanik. Blur var ikke djævelen, og Yuga var ikke helten. De var begge rationelle aktører i en strid om, hvem der skulle bære en afgift, kunderne allerede havde besluttet var for høj.

Det efterlader tre robuste konklusioner. For det første: en royalty er en skat, og skatter har en incidens og et dødvægtstab, uanset hvor sympatisk formålet er. For det andet: kode kan flytte dørvogteren, men ikke afskaffe kompromiset mellem indtægt og likviditet, som den tekniske slutspil-analyse også viser. For det tredje: den holdbare model er ikke en bedre afgift, men slet ingen afgift, kombineret med indtægt fra brand, produkter og primære salg. Skaberne, der forstod det, holdt op med at slås om royaltyen og begyndte at bygge noget, folk ville betale for frivilligt.

Følgeretten står tilbage som den ironiske kontrast. Den beviser, at en videresalgs-royalty godt kan håndhæves, men kun når en rigtig lov og et forvaltningsselskab bærer den, og kun inden for et snævert felt. NFT-verdenen ville have det samme resultat med ren kode og fri konkurrence, og det viste sig at være en selvmodsigelse. Afgiften kunne kun overleve, hvis den ikke var frivillig, og alt ved et åbent, tilladelsesløst marked gjorde den frivillig. Derfor endte krigen ikke med en sejr, men med at afgiften blev prissat til det, den frivilligt var værd: næsten ingenting.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en NFT-royalty?

En NFT-royalty er en aftalt procentdel af hvert videresalg, der tilfalder den oprindelige skaber. Teknisk signaleres den ofte via standarden EIP-2981, men den standard fortæller kun markedspladserne, hvad royaltyen burde være. Selve token-standarden ERC-721 kan ikke se forskel på et salg og en gave, så royaltyen bliver kun betalt, hvis markedspladsen vælger at trække den. Den er derfor en norm, markedspladser håndhæver, ikke en egenskab ved token selv.

Hvorfor faldt NFT-royalties så voldsomt?

Fordi royaltyen økonomisk er en frivillig transaktionsskat, og frivillige skatter i fri konkurrence presses mod nul. Da Blur og andre gjorde royaltyen valgfri og belønnede handel, flyttede volumen til de billigste pladser. Ifølge CoinDesk og Nansen faldt de månedlige royaltyudbetalinger med cirka 98 procent, fra omkring 269 mio. dollar i januar 2022 til omkring 4,3 mio. dollar i juli 2023. Afgiften forsvandt ikke af ondskab, men fordi den gjorde samlingerne mindre likvide.

Hvem betaler egentlig NFT-royaltyen, køber eller sælger?

Begge, selvom det ser ud, som om sælgeren betaler. En rationel køber ved, at han selv skal betale royaltyen ved sit fremtidige salg, så han byder mindre i dag. Den fremtidige afgift kapitaliseres altså ind i prisen, og byrden deles mellem parterne efter, hvor prisfølsomme de er. I et faldende marked med mange sælgere bærer sælgeren typisk hovedparten, hvilket er grunden til, at royaltyen rammer hårdest, netop når det gør mest ondt.

Kan man tvinge en NFT-royalty igennem med kode?

Delvist, men altid med en pris. Standarder som ERC-721C og Metaplex’ regelsæt kan begrænse handel til godkendte, royalty-betalende markedspladser, og forslag som ERC-7526 bruger spilteori til at gøre fuld betaling til den rationelle strategi. Men hver metode flytter blot en dørvogter og opgiver et stykke af den frie komponerbarhed, der var pointen med et åbent token. Man vinder afgiften og taber en del af likviditeten.

Er NFT-royalties det samme som følgeret?

Nej. Følgeret er en lovbestemt ret efter ophavsretslovens §38, som forvaltes af VISDA og udspringer af EU-direktiv 2001/84/EF. Den er ufravigelig for kunstneren og håndhæves af loven, men gælder kun fysiske originalværker solgt gennem professionelle kunsthandlende. NFT-royaltyen er derimod en privat, aftalebaseret afgift, som kan omgås ved at handle et andet sted. Følgeret gør altså det, NFT-royalties lovede, men inden for et langt snævrere felt.

Af Marcus Okafor, senioredaktør på HOGE Wire med fokus på NFT-markeder, markedsstruktur og kryptoregulering.