Hvem får din NFT-krone? Royaltykrigen og skatten i 2026

Hver gang en NFT skifter hænder på en dansk skærm, rækker to parter stille ud efter en bid af handlen. Den første er skaberen, som engang skrev en royalty ind i tokenet og forventede nogle få procent af hvert gensalg. Den anden er staten, som betragter din gevinst som personlig indkomst og forventer sit, når du sælger. Royaltykrigen i 2022 og 2023 handlede om det første krav: kan kode tvinge en køber til at betale kunstneren? Svaret er efter tre år stort set nej. Men det andet krav er aldrig forsvundet.

Denne guide tager begge krav alvorligt, og den er skrevet fra den danske læsers stol. Vi gennemgår, hvad en royalty egentlig er, hvorfor on-chain-royalties kollapsede, hvordan de store markedspladser behandler dem i efteråret 2026, og hvad det hele betyder for dig, uanset om du køber, sælger eller selv udsteder NFT’er. Til sidst lander vi ved den ene royalty, du ikke kan kode dig udenom: Skattestyrelsens.

Hvad en NFT-royalty i virkeligheden er

En skaber-royalty er en aftale om, at en bestemt procentdel af hvert gensalg skal tilbage til den oprindelige kunstner eller det projekt, der udstedte samlingen. Da NFT-markedet eksploderede i 2021, blev royaltyen solgt som teknologiens store løfte til kreative: du sælger dit værk én gang, og derefter tjener du for evigt, fordi blockchainen håndhæver din ret automatisk. Virkeligheden var mere skrøbelig.

Den tekniske standard, de fleste henviser til, er EIP-2981. Men EIP-2981 gør kun én ting: den oplyser, hvor meget royalty et token ønsker, og til hvilken adresse. Den kan ikke opkræve noget. Grunden er fundamental. En NFT flyttes med funktionen transferFrom, og den funktion kan ikke se forskel på et salg og en gave. Når ejerskabet skifter, ved kontrakten ikke, om der fulgte penge med, endsige hvor mange. Royaltyen er derfor ikke en regel, blockchainen håndhæver; den er en anmodning, markedspladsen vælger at efterkomme eller lade være.

Det er hele krigens kim. Så længe en markedsplads frivilligt trak royaltyen fra ved hvert salg, fungerede systemet. I det øjeblik en konkurrent tilbød at springe betalingen over, blev royaltyen til et konkurrenceparameter frem for en rettighed. Og det var præcis, hvad der skete.

Krigen kort fortalt: fra toppen til næsten nul

Tallene fortæller selv historien. Ifølge analysefirmaet Nansen, refereret af CoinDesk, faldt de månedlige royaltyudbetalinger med omkring 98 procent, fra en top på cirka 269 mio. dollar (omtrent 1,8 mia. kr.) i januar 2022 til cirka 4,3 mio. dollar (knap 29 mio. kr.) i juli 2023. Den effektive royaltysats pr. handel skrumpede fra op mod 5 procent til omkring en halv procent. En hel indtægtskilde for digitale kunstnere forsvandt på halvandet år.

Udløseren var Blur, en markedsplads lanceret i oktober 2022 med nul handelsgebyr, et token-airdrop som belønning og kun et symbolsk royaltyminimum. Blur henvendte sig til professionelle handlende, ikke til samlere, og opfordrede direkte brugerne til at undgå de steder, der krævede fuld royalty. OpenSea svarede igen, skiftede standpunkt flere gange, og i august 2023 opgav platformen sit såkaldte Operator Filter og gjorde skaberindtægter valgfrie på Ethereum. Du kan læse hele forløbet i vores gennemgang af krigen, koden og kronerne.

Skaberne forsøgte at kæmpe imod. I januar 2023 begyndte Yuga Labs, holdet bag Bored Ape Yacht Club, at sortliste markedspladser, der ikke respekterede royalties, og fastslog ifølge Decrypt, at »creator royalties must be respected«. Men en sortliste er kun så stærk som de kæder og kontrakter, den kan håndhæves på, og på Ethereum var der ingen central knap at trykke på.

Hvorfor koden tabte på Ethereum

For at forstå, hvorfor royaltyen kollapsede netop på Ethereum, skal man forstå, hvad en tilladelsesfri standard er. En NFT på Ethereum er en ERC-721-kontrakt, og den standard er et åbent fælles gode, som ingen enkelt aktør kan sætte en standardindstilling for. Enhver kan bygge en markedsplads, der læser tokenet og handler med det, uden at spørge udstederen om lov. Da OpenSea forsøgte at påtvinge royalty via sit Operator Filter, kunne konkurrenter simpelthen rute handlen uden om filteret via Ethereums egen handelsprotokol.

OpenSeas topchef Devin Finzer formulerede nederlaget præcist, da filteret blev droppet. Platformen ville ifølge Decrypt stoppe »the ineffective, unilateral enforcement of them«, altså den virkningsløse, ensidige håndhævelse. Ordet ensidig er nøglen. Så længe kun én markedsplads opkrævede royalty, flyttede handlen bare hen til dem, der ikke gjorde. I februar 2023 eskalerede striden, da Blur og OpenSea skiftevis blokerede hinandens samlinger for at tvinge skaberne til at vælge side.

Resultatet var et klassisk kapløb mod bunden. Når royaltyen er valgfri, og køberen sparer penge ved at handle det sted, hvor den er sat til nul, vinder nul-stedet volumen. Det er ikke ond vilje; det er markedsmekanik. Håndhævelse via god vilje holder kun, så længe ingen bryder rækken, og i et tilladelsesfrit system bryder nogen altid rækken. Det var ikke skaberne, der tabte til samlerne, men skaberne, der tabte til deres egen samlings likviditet.

Våbenkapløbet: ERC-721C, Metaplex og håndhævelse der bider

Svaret på det tilladelsesfrie problem var at gøre tokenet selv kræsent med, hvem der må flytte det. Det er idéen bag ERC-721C, en standard udviklet af spilvirksomheden Limit Break. I stedet for at bede markedspladserne pænt om at betale, lægger ERC-721C en transfer-validator ind i kontrakten: en liste over, hvilke handelskontrakter der overhovedet får lov at flytte tokenet. Lader man kun en betalingsprocessor, der trækker royaltyen fra, stå på listen, bliver royaltyen reelt tvingende. OpenSea integrerede standarden og satte ifølge sin egen dokumentation en håndhævet sats på op til 10 procent for de samlinger, der vælger den til.

Haken er ordet »vælger til«. På Ethereum er ERC-721C et tilvalg, som kun et mindretal af samlinger bruger, netop fordi standarden bytter håndhævelse for noget af den frie kombinerbarhed, der gjorde NFT’er interessante i første omgang. Lås tokenet til én betalingsprocessor, og du har samtidig låst det ude af alle de markedspladser, lånplatforme og aggregatorer, der ikke taler med den processor. Det er royaltykrigens egentlige trilemma: du kan få tilladelsesfrihed, kombinerbarhed og tvingende håndhævelse to ad gangen, men sjældent alle tre.

På Solana faldt det anderledes ud. Her ejer én aktør, Metaplex, den standard som langt de fleste Solana-NFT’er bygger på, og derfor kan en standardindstilling faktisk bide. Med Metaplex Core håndhæves royalties som udgangspunkt på protokolniveau via en royalties-plugin med allow- og denylister. Pointen er paradoksal: den samme centralisering, konkurrenter engang kritiserede som en indbygget magtnøgle i Solanas NFT-lag, er præcis det, der lod Solana håndhæve royaltyen, hvor Ethereum ikke kunne.

Da håndhævelsesmaskinen blev angrebsfladen

Der er en bitter ironi i håndhævelsesmaskineriet. Jo mere komplekst et system man bygger for at tvinge en royalty igennem, desto større en angrebsflade skaber man. Det blev tydeligt i slutningen af september 2026, da Limit Breaks betalingsprocessor, selve det stykke software der skal sikre skaberindtægten, blev udnyttet.

Angrebet ramte en såkaldt trusted forwarder, en komponent der skal gøre handler billigere ved at lade en betroet mellemmand sende transaktionen. Fejlen var, at afsenderadressen kunne forfalskes, så angriberne kunne skabe nul-pris-tilbud, der så ud til at komme fra andre folks tegnebøger, og flytte aktiver uden en frisk underskrift. Ifølge CryptoTicker blev der trukket omkring 530,7 WETH (cirka 1,4 mio. dollar, godt 9 mio. kr.) fra 911 tegnebøger på Ethereum. En white hat-udvikler nåede at redde titusindvis af NFT’er, før de kunne stjæles.

Ofrene var typisk brugere med gamle, aldrig tilbagekaldte godkendelser fra dengang en nu lukket markedsplads brugte processoren. Hele historien om, hvordan selve royaltymaskinen blev til en angrebsflade, har vi fortalt i en særskilt artikel. Pointen her er enklere: den dyre, tvingende håndhævelse er ikke gratis. Den koster kompleksitet, og kompleksitet koster sikkerhed. Hver gang branchen har bygget et nyt lag for at redde royaltyen, har den også bygget et nyt sted, noget kan gå galt.

Markedspladserne i efteråret 2026: hvem håndhæver hvad

Tre år efter krigens højdepunkt ligner markedet et våbenhvilelandskab, hvor hver platform har fundet sit eget kompromis. OpenSea skelner mellem valgfrie og håndhævede skaberindtægter og understøtter ERC-721C for de samlinger, der vil tvinge royaltyen igennem. Blur, den oprindelige angriber, kører fortsat med minimal royalty og nul handelsgebyr og henvender sig til professionelle handlende. På Solana håndhæver både Magic Eden og Tensor royalties via Metaplex’ standard, fordi kæden tillader det.

Tokenpriserne afslører, hvor langt faldet har været. BLUR handles i skrivende stund til cirka 0,019 dollar med en markedsværdi omkring 55 mio. dollar (cirka 365 mio. kr.) ifølge CoinGecko, et fald på omtrent 99,6 procent fra toppen på 5,02 dollar i februar 2023. Magic Edens ME-token ligger omkring 0,074 dollar med en markedsværdi nær 46 mio. dollar (cirka 304 mio. kr.) ifølge CoinGecko, ligeledes mere end 99 procent under sin top på 17 dollar fra december 2024. Markedspladserne overlevede; deres tokens gjorde knap nok.

Vil man forstå, hvad handelsvolumen på de her platforme egentlig siger om et marked, der stadig er en brøkdel af 2021-toppen, har vi gravet i tallene i vores analyse af NFT-markedspladsernes volumen. Og kampen om netop Solanas NFT’er, hvor Magic Eden, OpenSea og Tensor slås om de samme brugere, har vi fulgt i stykket om de tre fronter mod Tensor.

Royalties i tal: hvad der faktisk betales i 2026

Billedet er ikke kun dystert. Royaltyen forsvandt ikke helt; den blev koncentreret. Ifølge CoinLaw udbetalte Ethereum-samlinger alene omkring 920 mio. dollar i skaberindtægter i 2025, og den samlede sum siden 2021 er passeret 1,8 mia. dollar. Royaltyen er med andre ord stadig en milliardforretning, bare en langt mere ulige fordelt én end på toppen.

Koncentrationen er slående. Samme opgørelse finder, at nogle få hundrede samlinger står for langt størstedelen af alle royalties, mens den lange hale af projekter stort set intet modtager. Og en overraskende stor del af de projekter, der overhovedet tjener, tjener mere på gensalg end på deres oprindelige salg. Det forklarer, hvorfor netop de kæmper hårdest for håndhævelse: for dem er royaltyen ikke en bonus, men hele forretningsmodellen.

Det efterlader et todelt marked. De store, etablerede samlinger med en håndhævet standard eller en stærk mærkevare opkræver stadig pæne royalties; alle andre konkurrerer på et marked, hvor afgiften i praksis er frivillig. Gennemsnittet på omkring 6 procent dækker derfor over en afgrund mellem dem, der får betalt hver gang, og dem, der aldrig ser en krone. Når nogen siger, at royalties er døde, og en anden siger, de har det fint, kan de begge have ret; de taler bare om hver sin halvdel af markedet.

For dig som læser er pointen, at et enkelt gennemsnitstal intet fortæller om den konkrete samling, du kigger på. Du er nødt til at tjekke den enkelte collection: er royaltyen håndhævet eller valgfri, hvor høj er den, og hvem står bag. Først da ved du, om du handler i den betalende eller den royaltyfrie halvdel af markedet.

Royaltyen set fra købersædet

For en køber er en royalty ikke abstrakt; den er en afgift, du betaler, hver gang du sælger videre. Og fordi du ved det på forhånd, priser du den ind, allerede når du byder. En rationel køber trækker den forventede fremtidige royalty fra det beløb, han er villig til at give i dag. Økonomer kalder det skatteincidens: den, der formelt betaler afgiften, er ikke nødvendigvis den, der bærer byrden.

Data bakker det op. Ifølge brancheopgørelsen fra CoinLaw ligger den gennemsnitlige royalty omkring 6 procent, og over 80 procent af kontrakterne har royaltylogik, men kun 60 til 70 procent af handlerne betaler faktisk. Samme opgørelse finder, at en royalty et standardafvig højere hænger sammen med en gensalgspris cirka 7 procent lavere og en mærkbart lavere sandsynlighed for overhovedet at blive handlet. Royaltyen opfører sig med andre ord som en likviditetsskat på samlingen selv: jo højere royalty, desto tungere handles stykket. For dig som køber betyder det, at en høj, håndhævet royalty ikke bare er kunstnerens gevinst, men også din fremtidige omkostning.

Den anden royalty: hvad Skattestyrelsen tager

Her kommer vendepunktet for den danske læser. Mens skaberne kæmpede en tabt kamp for at håndhæve deres få procent med kode, har en anden part hele tiden haft et krav, der ikke kan rutes udenom: staten. For hvor NFT-royaltyen er en anmodning, en markedsplads kan ignorere, er skatten en forpligtelse, der følger af loven.

Skattestyrelsen har taget konkret stilling. I et bindende svar, offentliggjort som SKM2023.284.SR, fastslår Skatteforvaltningen, at en NFT for en privatperson som udgangspunkt er omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, altså spekulationsreglen, og beskattes efter realisationsprincippet. NFT’er falder hverken under aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven. Som der står i afgørelsen: »Fortjeneste ved salg af aktiver, som er anskaffet i spekulationshensigt, skal medregnes som personlig indkomst ved indkomstopgørelsen.«

Konsekvensen er en ubehagelig asymmetri. Når du sælger en NFT med gevinst, beskattes den som personlig indkomst til din marginalskat, der for mange danskere ligger mellem cirka 37 og 42 procent og kan nå over 50 procent med topskat. Sælger du derimod med tab, får du kun et ligningsmæssigt fradrag, hvis skatteværdi er markant lavere. Du betaler fuld pris for medgangen og får rabat på modgangen. Realisationsprincippet betyder dog, at du først beskattes, når du rent faktisk sælger, ikke af papirgevinster undervejs.

Bemærk den regulatoriske arbejdsdeling. MiCA, som har været gældende i Danmark siden 30. december 2024 og administreres af Finanstilsynet, regulerer udstedere og udbydere af kryptotjenester, men ægte, unikke NFT’er er i vid udstrækning holdt uden for forordningen. Royalties er et spørgsmål om ophavsret og aftaleret, ikke om finansiel regulering. Det danske krav, der rent faktisk bider på din NFT-handel, er derfor ikke Finanstilsynets, men Skattestyrelsens.

Lagerbeskatning: reformen der (endnu) ikke rammer NFT’er

Følger du dansk kryptoskat, har du hørt om lagerbeskatning. Skattelovrådet afleverede den 23. oktober 2024 sin rapport om beskatning af kryptoaktiver og anbefalede, at gevinster og tab på finansielle kryptoaktiver fremover skal opgøres som kapitalindkomst efter et lagerprincip, altså beskattes løbende på papirgevinster, uanset om du har solgt. Rådet foreslog samtidig et kildeartsbegrænset tabsfradrag og en ikrafttræden tidligst 1. januar 2026. Anbefalingen fremgår af Skatteministeriets egen rapport.

To ting er værd at holde fast i. For det første er reformen endnu ikke vedtaget. Som advokatfirmaer har gjort opmærksom på, blandt andre NJORD Law, er der i 2026 stadig ikke fremsat et endeligt lovforslag, og realisationsbeskatning er fortsat gældende ret. For det andet, og det er afgørende her, taler rapporten om finansielle kryptoaktiver, altså den fungible slags som Bitcoin, ether og stablecoins. NFT’er, der netop er unikke og ikke-fungible, falder uden for den kategori og bliver efter alt at dømme ved med at være spekulationsbeskattede efter realisationsprincippet.

For en NFT-handlende betyder det, at den store reformbølge indtil videre ruller forbi. Du skal fortsat selv opgøre din gevinst, handel for handel, i danske kroner på både anskaffelses- og salgstidspunktet, og du skal selv føre regnskabet. Skattestyrelsen får i stigende grad oplysninger fra kryptoplatforme, så antagelsen om, at en NFT-gevinst er usynlig, er netop det: en antagelse. Den, der handler meget og noterer lidt, er den, der får den grimmeste overraskelse.

Skaberen i Danmark: at sætte, opkræve og beskatte en royalty

Hvad så, hvis du er på den anden side og selv udsteder en samling? Teknisk set sætter du din royalty, når du laver samlingen, typisk som en procentdel i tokenets metadata eller via markedspladsens skaberindtægtsindstillinger. Vil du have den håndhævet frem for frivillig, skal du vælge en standard som ERC-721C på Ethereum eller bygge på Metaplex Core på Solana. Men selv da gælder, at håndhævelsen kun rækker så langt, som de markedspladser, der respekterer din standard.

Skattemæssigt er en skaber-royalty indkomst. Modtager du løbende royaltybetalinger, er de skattepligtige, og driver du det i et omfang, der ligner virksomhed, kan der også være tale om momspligt og om beskatning som erhvervsindkomst snarere end som enkeltstående spekulation. Grænserne er ikke altid skarpe, og her er det klogt at få professionel rådgivning frem for at gætte. Det danske retsgrundlag for den fysiske verden er i øvrigt skarpere end for den digitale: billedkunstnere har en lovfæstet følgeret ved videresalg af fysiske originalværker gennem professionelle mellemled, administreret af en forvaltningsorganisation. Det er netop den rettighed, NFT-royaltyen forsøgte at efterligne i kode, bare uden den lov, der gør følgeretten tvingende.

Ironien er til at tage og føle på. Den danske billedkunstner har siden længe før blockchainen haft en gensalgsroyalty, der virker, fordi staten står bag den. NFT-skaberen fik en gensalgsroyalty, der ikke virker, fordi kun kode stod bag den. Teknologien lovede at gøre mellemmanden overflødig, men det var præcis mellemmanden, markedspladsen, der skulle til for at opkræve pengene; og i det øjeblik mellemmanden fik et konkurrencemæssigt motiv til at lade være, forsvandt royaltyen.

Mærkevaren som udvej: fra royalty til licens

Hvis on-chain-royaltyen ikke kan håndhæves, hvordan tjener en NFT-skaber så penge i 2026? Det mest overbeviste svar kommer fra Pudgy Penguins. I stedet for at jagte nogle få procent på hvert gensalg byggede holdet en mærkevareforretning: plysdyr i fysiske butikker, licensaftaler og et bredt kommercielt univers oven på figurerne. Ifølge Blockworks har projektet omsat for titals millioner dollar gennem legetøj og licenser, en indtægt der intet har at gøre med, om et gensalg på kæden betaler royalty eller ej.

Pudgys direktør Luca Netz har været åben om ambitionen. Han har beskrevet målet som at bygge det næste »Disney and Netflix«, altså et mediebrand, hvor NFT’en er indgangen til en figur, folk holder af, ikke en spekulativ kvittering. Det er en helt anden forretningsmodel end royaltyjagt: værdien ligger i rettighederne og mærket, ikke i en afgift, markedspladserne kan vælge fra.

Lektien fra de tre års krig er, at royaltyen aldrig var skaberens eneste indtægtskilde, bare den mest automatiske. Da automatikken svigtede, vandt de projekter, der kunne bygge en rigtig forretning oven på deres figurer, og de tabte, der kun havde en procentafgift og et håb. Det gælder lige fra store IP-brands til spilstudier, der har lært, at salg af gearinventar og battle-passes slår en uhåndhævelig gensalgsafgift.

En skrøbelig fred: SEA, standarder og vejen videre

Våbenhvilen er ikke en fredsaftale. Markedspladserne eksperimenterer stadig med, hvordan de holder på brugerne uden en ny gebyrkrig. OpenSea annoncerede i 2025 et token, SEA, med en stor del af forsyningen øremærket fællesskabet, men lanceringen blev udskudt flere gange, og i efteråret 2026 er SEA stadig ikke live. Den slags token-belønninger er markedspladsernes forsøg på at give handlende en grund til at blive, nu hvor gebyrerne er presset mod nul.

På standardsiden modnes både ERC-721C og Metaplex Core, men den grundlæggende spænding er uændret: du kan få håndhævelse, eller du kan få tilladelsesfri kombinerbarhed, men sjældent begge dele fuldt ud. Nogle projekter accepterer byttet og låser deres samling til håndhævede skinner; andre giver slip på royaltyen og satser på mærke, nytte eller fællesskab i stedet. Der tegner sig ikke én vinder, men to parallelle markeder: et håndhævet, lukket spor og et frit, royaltyfrit spor.

For den danske læser er den praktiske konklusion, at royaltyen er gået fra at være en forventning til at være et spørgsmål, du skal tjekke fra sag til sag. Og uanset hvad du finder, er den ene regning uændret: den fra Skattestyrelsen.

Hvad det betyder for dig: en praktisk tjekliste

Lad os samle det til noget, du kan bruge, uanset om du køber, sælger eller skaber.

• Tjek royaltyen før du køber. Se på markedspladsens samlingsside, om skaberindtægten er håndhævet eller valgfri, og hvor høj den er. Det påvirker både din pris og hvor let stykket kan sælges videre.
• Husk, at du priser royaltyen ind. En høj, håndhævet royalty betyder lavere likviditet og typisk et lavere bud fra den næste køber. Regn den med som en omkostning, ikke en detalje.
• Før regnskab fra dag ét. Noter anskaffelsessum i kroner på købstidspunktet og salgssum på salgstidspunktet. Gevinsten er personlig indkomst, og tab giver kun et mindre fradrag.
• Gå ikke ud fra, at det er usynligt. Skattestyrelsen modtager i stigende grad data fra platforme; en NFT-gevinst skal med på selvangivelsen.
• Beskyt dine godkendelser. Tilbagekald gamle tegnebogsgodkendelser til markedspladser, du ikke længere bruger, for det var netop sådanne glemte godkendelser, angriberne udnyttede i efteråret 2026.

Det sidste punkt er ikke paranoia. Sikker selvforvaring og disciplin med godkendelser er blevet en kernedel af at handle NFT’er, og vi har samlet de konkrete greb i guiden til sikker handel og selvforvaring. Royaltykrigen handlede om, hvem der tjener på din handel; sikkerheden handler om, at du beholder den.

Ofte stillede spørgsmål

Får NFT-skabere stadig royalties i 2026?

Nogle gør, men langt færre og langt mindre end før. De månedlige royaltyudbetalinger faldt ifølge Nansen med cirka 98 procent fra toppen i januar 2022 til sommeren 2023. I 2026 betales royalties kun pålideligt, hvor en samling bruger en håndhævende standard som ERC-721C eller Metaplex Core, eller hvor skaberen har bygget en mærkevareforretning ved siden af. På de fleste almindelige Ethereum-handler er royaltyen valgfri.

Skal jeg betale skat, når jeg sælger en NFT i Danmark?

Ja. Skattestyrelsen behandler en NFT for en privatperson som et spekulationsaktiv efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Gevinst ved salg medregnes som personlig indkomst og beskattes efter realisationsprincippet, altså når du sælger. Tab giver kun et ligningsmæssigt fradrag med lavere skatteværdi, så beskatningen er asymmetrisk.

Bliver NFT’er omfattet af den nye lagerbeskatning?

Efter alt at dømme nej, i hvert fald ikke med den model Skattelovrådet anbefalede i oktober 2024. Rådets anbefaling om kapitalindkomst og lagerprincip gælder finansielle, altså fungible, kryptoaktiver som Bitcoin og ether. NFT’er er unikke og ikke-fungible og ser ud til at forblive spekulationsbeskattede efter realisationsprincippet. Desuden var reformen i 2026 endnu ikke vedtaget.

Hvorfor kunne blockchainen ikke bare tvinge royaltyen igennem?

Fordi en NFT flyttes med funktionen transferFrom, som ikke kan se forskel på et salg og en gave. Standarden EIP-2981 oplyser kun, hvor meget royalty der ønskes; den kan ikke opkræve den. På en tilladelsesfri kæde som Ethereum kan enhver markedsplads derfor rute uden om royaltyen, og da en konkurrent tilbød nul, flyttede handlen derhen. Håndhævelse kræver, at tokenet begrænser, hvem der må flytte det, hvilket koster noget af den frie kombinerbarhed.

Hvordan tjener NFT-projekter penge, hvis royaltyen svigter?

I stigende grad gennem andre kanaler end gensalgsafgiften: maksimering af førstegangssalget, licens- og mærkevareforretning som Pudgy Penguins’ legetøj og medieunivers, medlemskaber og nytte knyttet til samlingen, samt indtægtsdeling fra markedspladsernes egne tokens. Royaltyen var aldrig den eneste indtægt, bare den mest automatiske, og da automatikken svigtede, vandt de projekter, der kunne bygge en rigtig forretning.

Marcus Okafor er redaktør på HOGE Wire og skriver om NFT-markeder, kryptoregulering og dansk skat.