NFT-royalties forklaret: krigen, koden og kronerne i 2026

Da NFT-markedet toppede i begyndelsen af 2022, hvilede en hel økonomi på et løfte: hver gang et digitalt værk skiftede hænder, skulle en lille procentdel automatisk tilfalde den oprindelige skaber. Royalties, kaldte man dem, og i en kort periode føltes de som kryptoverdenens svar på en gammel drøm om, at kunstnere endelig kunne tjene penge på deres værkers videre liv og ikke kun på det første salg. Halvandet år senere var løftet stort set brudt, og langt de fleste handler betalte nul til skaberen.

Opgøret er blevet døbt royaltykrigen, og det handler i bund og grund om en teknisk sandhed, som branchen længe forsøgte at tale udenom: en blockchain kan ikke se forskel på et salg og en gave. Når en NFT flytter fra én tegnebog til en anden, ved kæden ikke, om der fulgte penge med. En royalty var derfor aldrig en regel, koden håndhævede; den var en norm, markedspladserne frivilligt valgte at opkræve. I det øjeblik en konkurrent holdt op med at opkræve den, blev det til et kapløb mod bunden.

Her er hele historien samlet: hvordan royalties opstod som et frivilligt æreskodeks, hvordan Blur, OpenSea, Magic Eden og sudoswap udkæmpede en priskrig på skabernes regning, hvad koden faktisk kan tvinge igennem i 2026, hvor mange penge skaberne mistede undervejs, og hvorfor en gammel europæisk lov, følgeretten, gør præcis det, NFT-royalties forsøgte, men uden en eneste linje kode. Beløb er omregnet til kroner undervejs; kronen er bundet til euroen via Nationalbankens fastkurspolitik, og en dollar kostede omkring 6,65 kr. i begyndelsen af oktober 2026.

Hvad en NFT-royalty er, og hvorfor den aldrig var garanteret

En NFT-royalty er en procentdel, typisk mellem 5 og 10 pct., som skaberen af en samling har sat op til at modtage, hver gang et af samlingens værker sælges videre på det sekundære marked. På papiret er det en elegant idé: en maler får intet, når hans lærred skifter ejer på et galleri årtier senere, men en digital skaber kunne via blockchainen få en andel af hver eneste fremtidige handel, i princippet for evigt.

Problemet ligger i, hvordan royalties teknisk er skruet sammen. Den fælles standard hedder ERC-2981 og blev oprettet i september 2020, men den gør mindre, end mange tror. Den tilføjer blot en funktion, royaltyInfo(), som en markedsplads kan slå op for at få at vide, hvem der skal betales, og hvor meget. Den flytter ikke selv en eneste krone, og standardens egen tekst siger det rent ud: betalingen er frivillig, fordi en overførsel mellem tegnebøger ikke altid betyder, at der er sket et salg. Vælger en markedsplads ikke at understøtte standarden, bliver der intet udbetalt ved videresalg.

Resultatet var et æressystem. Royalties blev betalt, fordi markedspladserne, med OpenSea i spidsen, valgte at opkræve og videresende dem, og fordi køberne accepterede normen. Samleren og kommentatoren punk6529 formulerede det præcist allerede i 2022: folk betaler royalties, fordi de tror på »den sociale konvention om at købe og sælge inden for de regler, kunstneren har sat«, sagde han til Decrypt. Et system bygget på tillid holder dog kun, så længe ingen stor aktør vælger at bryde det.

Det sociale løfte og den første revne: sudoswap og X2Y2

Så længe OpenSea sad på størstedelen af handlen, fungerede æressystemet. Analysehuset Galaxy Digital opgjorde i oktober 2022, at der samlet var udbetalt over 1,8 mia. dollar i royalties til skabere på Ethereum, svarende til omkring 12 mia. kr., og at OpenSeas gennemsnitlige royaltysats var fordoblet fra 3 til 6 pct. i løbet af året. For de største samlinger var det reel indkomst, ikke legetøjspenge.

Den første revne kom i sommeren 2022. Den 8. juli lancerede sudoswap-holdet markedspladsen sudoAMM, der fungerede som en automatiseret likviditetspulje for NFT’er, med nul royalties til skaberne og en flad handelsafgift på blot 0,5 pct. (jf. The Block). Modellen var tiltænkt professionelle handlende, der ville hurtigt ind og ud, og for dem var en sparet royalty ren fortjeneste.

Få uger senere, den 26. august 2022, gjorde markedspladsen X2Y2 royalties valgfrie og lod køberne selv vælge, hvor meget, om noget, de ville give skaberen. »Købere på X2Y2 kan nu selv vælge, hvor meget i royalties de vil bidrage med til projekterne«, lød begrundelsen ifølge CoinDesk. Reaktionen fra skaberne var vred, og efter måneders pres og OpenSeas modtræk vendte X2Y2 i november 2022 tilbage til at håndhæve royalties. Men revnen var åben, og logikken stod nu klar for alle: den markedsplads, der opkrævede mindst, kunne tilbyde de laveste priser og stjæle handlen.

Blur mod OpenSea: da aggregatoren gjorde royalties til et våben

Den afgørende optrapning kom med Blur, der blev lanceret den 19. oktober 2022 som en gebyrfri markedsplads og aggregator skræddersyet til professionelle handlende. Royalties var valgfrie, og hele designet handlede om hastighed og volumen frem for om at fodre skaberne.

Den 14. februar 2023 fulgte det træk, der for alvor vendte magtbalancen: et airdrop af BLUR-tokenet. Belønningerne var koblet til, hvor aktivt man listede og handlede, og de trak enorme mængder volumen til platformen. I løbet af foråret 2023 stod Blur for mere end 70 pct. af den daglige NFT-handel på Ethereum.

Blurs virkelige våben var dog et smuthul. Platformen listede NFT’er gennem OpenSeas eget protokollag, Seaport, som OpenSeas nye royaltyfilter ikke blokerede. En skaber kunne derfor ikke udelukke Blur uden samtidig at lukke for OpenSea, og dermed var modstanden tandløs (jf. The Block). Blurs pseudonyme stifter, kendt som Pacman, afviste at tage skylden og kaldte situationen, hvad den var: »Håndhævelse af royalties er fangens dilemma«, sagde han til CoinDesk. Enten honorerede alle royalties, eller også ville den første, der stoppede, vinde handlen.

Skaberne slog igen. I januar 2023 sortlistede Yuga Labs, holdet bag Bored Ape Yacht Club, markedspladserne Blur, sudoswap, LooksRare og NFTX fra sin Sewer Pass-udlodning, så adgangen var forbeholdt platforme, der respekterede royalties (jf. The Block). Men en enkelt samling, uanset hvor prestigefyldt den var, kunne ikke vende et helt marked.

Operator Filter og OpenSeas kapitulation i august 2023

OpenSeas svar kom allerede den 6. november 2022 i form af Operator Filter Registry. Det var en kodeblok, skabere kunne lægge ind i nye samlinger, så deres værker ikke kunne handles på markedspladser, der ikke håndhævede royalties. »Det står klart, at mange skabere ønsker muligheden for at håndhæve gebyrer on-chain, og grundlæggende mener vi, at valget bør være deres«, sagde OpenSeas direktør Devin Finzer ved lanceringen, refereret af Cointelegraph.

Filteret virkede aldrig efter hensigten. Konkurrenterne omgik det via Seaport, og mange skabere følte, at de mistede kontrollen over, hvor deres værker måtte sælges. Efter mindre end et år gav OpenSea op. Den 17. august 2023 annoncerede Finzer, at filteret ville blive udfaset, og at skabergebyrer blev valgfrie på hele platformen. »For at være helt klar: skabergebyrerne forsvinder ikke; det gør derimod den ineffektive, ensidige håndhævelse af dem«, skrev han ifølge Decrypt. Ændringen trådte i kraft for nye samlinger omkring 1. september 2023, mens de sidste tvungne gebyrer på eksisterende samlinger først udløb den 29. februar 2024.

Yuga Labs protesterede til det sidste. Den daværende direktør Daniel Alegre skrev, at »Yuga tror på at beskytte skaberroyalties, så skabere bliver ordentligt kompenseret for deres arbejde«, og selskabet begyndte at trække sin støtte til OpenSeas Seaport tilbage (jf. Cointelegraph). Men på det tidspunkt havde markedet allerede talt.

Tallene: hvad skaberne reelt tabte

Prisen for priskrigen kan aflæses direkte i skabernes indtægter. Ifølge analysehuset Nansen faldt de månedlige royaltyudbetalinger til skabere med omkring 98 pct., fra en top på cirka 269 mio. dollar i januar 2022 (omkring 1,8 mia. kr.) til blot 4,3 mio. dollar i juli 2023 (omkring 29 mio. kr.), som CoinDesk og Fortune har rapporteret. Den reelle royaltysats per handel faldt i samme periode til omkring 0,6 pct., fra et gennemsnit på cirka 2,5 pct. i 2022.

En del af nedturen skyldtes, at hele NFT-markedet styrtdykkede; den samlede handelsvolumen faldt omkring 95 pct. fra cirka 17 mia. dollar i januar 2022, oplyser Fortune. Men royalties faldt hurtigere end volumen. Nansen bemærkede, at handelsvolumen i 2023 lå på godt halvdelen af 2022-niveauet, mens royalties kun udgjorde omkring 15 pct. Med andre ord var det ikke kun markedet, der skrumpede; det var også selve normen, der blev opgivet.

De royalties, der overhovedet blev betalt, samlede sig hos en lille elite. Nansens opgørelse fra sommeren 2023 viste en stærk koncentration: Yuga Labs havde tjent omkring 165 mio. dollar samlet, Nikes RTFKT omkring 80 mio., Azuki omkring 58 mio., Moonbirds omkring 35 mio. og Doodles omkring 27 mio., mens kun omkring 20 projekter nogensinde havde tjent over 10 mio. dollar i royalties (jf. Cointelegraph). For den lange hale af uafhængige kunstnere var royaltyindtægten lille i forvejen, og den forsvandt først.

Kan kode tvinge en royalty frem? ERC-721C og Payment Processor

Hvis ERC-2981 kun kan signalere, kunne en ny standard så rent faktisk tvinge betalingen frem? Det mente studiet Limit Break, grundlagt i 2021 af Gabriel Leydon og Halbert Nakagawa, begge tidligere fra mobilspilsfirmaet Machine Zone. I maj 2023 præsenterede Leydon ERC-721C, en såkaldt creator token-standard. »Skaberroyalties er ikke bygget ind i ERC721 og ERC1155 fra dag ét, hvilket giver inkonsekvent royaltyimplementering på tværs af markedspladser«, forklarede han ifølge PlayToEarn.

Idéen er at flytte håndhævelsen helt ned i selve token-kontrakten. En ERC-721C-samling peger på en valideringskontrakt, der kombinerer forskellige sikkerhedsniveauer for overførsler med en tilladelsesliste over godkendte markedspladser. Forsøger nogen at flytte en NFT via en markedsplads, der ikke står på listen, bliver overførslen afvist on-chain; en royaltyfri platform kan altså slet ikke røre tokenet. Sammen med en tilhørende Payment Processor-kontrakt, der afvikler handlen og udbetaler royaltyen efter ERC-2981, bliver royalties reelt håndhævbare, forudsat at listen kun indeholder netop den processor (jf. Limit Breaks Creator Token Standards).

Det virkede godt nok til, at selv OpenSea i april 2024 indførte ERC-721C og dermed lod skabere håndhæve deres indtægter igen, både på OpenSea og på andre markedspladser bygget på Payment Processor. Håndhævelsen var tilbage, men nu som skaberens eget tilvalg, ikke som en platformsregel pålagt oppefra.

Koden har dog både en pris og en grænse. Enhver håndhævelsesordning flytter blot en dørvogter og bytter samtidig noget af den tilladelsesløse sammensættelighed væk, som gjorde NFT’er interessante til at begynde med. Og den er ikke skudsikker. Sikkerhedsforskere har påvist, at man på de laveste overførselsniveauer kan omgå kontrollen med en indpakningskontrakt: man flytter NFT’en ind i en mellemkontrakt én gang og handler derefter ejerskabet af indpakningen i stedet, mens de højere niveauer lukker hullet (jf. OpenZeppelins forum).

Solana-fronten: Metaplex, pNFT’er og Core

På Ethereum vandt den frivillige model, fordi NFT-standarden er en tilladelsesløs fælled, som ingen enkelt aktør kan sætte en standardindstilling på. På Solana endte krigen anderledes, netop fordi én aktør, Metaplex, kontrollerer den token-standard, som langt de fleste Solana-NFT’er bygger på (jf. The Defiant). Når nogen ejer standardindstillingen, kan en standard faktisk bide. De to kæder endte i hver sin grøft, et mønster vi har udfoldet i To kæder, to våbenhviler.

Metaplex’ første forsøg var programmerbare NFT’er, pNFT’er, bygget på Token Auth Rules. Planen blev annonceret i november 2022 og gik live den 10. februar 2023 (jf. Decrypt). Her holdes token-kontoen konstant frosset, så enhver overførsel skal gå gennem Metaplex’ Token Metadata-program, der tjekker et regelsæt defineret af skaberen, i praksis en tilladelses- eller afvisningsliste over programmer. Metaplex vedligeholdt en liste, der kun indeholdt royaltybetalende programmer.

I foråret 2024 fulgte Metaplex Core, en ny og enklere standard med et plugin-system (jf. Metaplex Foundation). Royalties-pluginet kan sættes i tre tilstande: None, hvor royaltyen kun er vejledende; ProgramAllowList, hvor kun godkendte, royaltybetalende programmer kan flytte tokenet; og ProgramDenyList, der blokerer kendte royaltyfri markedspladser. Overførsler uden for listen afvises i protokollaget. En vigtig detalje: royalties er ikke tvungne som udgangspunkt, for standardtilstanden None gør dem blot vejledende, og reel håndhævelse kræver, at skaberen aktivt vælger en liste.

Ironien er til at tage og føle på. Netop den centralisering, som Magic Eden tidligere kritiserede, altså at Metaplex sad på en slags hovednøgle til standarden, var præcis det, der lod Solana bevare håndhævelse som en reel mulighed, der hvor Ethereums tilladelsesløse design gjorde det umuligt at påtvinge noget ovenfra.

Magic Eden, Tensor og Solanas egen våbenhvile

Solanas markedspladser udkæmpede den samme krig. Magic Eden lancerede i september 2022 værktøjet MetaShield, der lod skabere flage, ændre metadata eller sløre billedet på en NFT, som var handlet uden royalty, indtil en slags gæld var betalt (jf. nft now). Det var omstridt, og kort efter gik Magic Eden alligevel over til valgfrie royalties. Medstifteren Zhuoxun »Zedd« Yin kaldte det et klassisk fangens dilemma og advarede om, at markedet uden en teknisk håndhævbar løsning blot ville »regressere til en langsom, langsom nedsmeltning mod stort set nul i royalties«, sagde han til The Block.

Magic Eden forsøgte derefter at genindføre royalties for nye samlinger via Open Creator Protocol i december 2022 (jf. Decrypt). Samtidig voksede en ny udfordrer frem: Tensor, en platform for professionelle handlende, hvor royalties typisk er valgfrie (ingen, halv eller fuld sats), men med et beskyttet spor, der håndhæver royalties for udvalgte samlinger. Tensor voksede til at udfordre Magic Eden om førstepladsen i Solana-handel, en historie vi har fortalt i Da NFT’er blev et marked.

Det mest sigende skete i februar 2024, da Yuga Labs og Magic Eden, to tidligere modstandere i royaltykrigen, annoncerede en fælles markedsplads på Ethereum med kontraktligt håndhævede royalties (jf. Decrypt). Selv de platforme, der havde ført an i at gøre royalties valgfrie, forsøgte nu at bygge normen op igen, bare med kode i stedet for tillid.

Da håndhævelsesmaskinen blev angrebsfladen

Ironien blev kun dybere i 2026. Selve maskineriet, der skulle beskytte royalties, blev til en angrebsflade. Den 24.-25. september 2026 blev en sårbarhed i Limit Breaks Payment Processor V2 udnyttet, netop den afregningskontrakt, som Magic Edens nu lukkede EVM-markedsplads tidligere brugte (jf. The Block).

Fejlen lå i, at Payment Processor V2 stolede på en afsenderadresse videresendt af en godkendt forwarder-kontrakt, og den adresse kunne forfalskes. Dermed kunne angribere oprette tilbud til nul kroner på andres NFT’er og tømme tegnebøger, der for længst havde givet kontrakten adgang. Omkring 660 wETH, cirka 1,78 mio. dollar eller 12 mio. kr., blev drænet fra gamle godkendelser, mens white hat-forskeren 0xQuit nåede at redde 23.155 NFT’er til en anslået værdi af over 5,7 mio. dollar, omkring 38 mio. kr. (jf. Web3 is Going Great). Brugere blev bedt om at trække gamle godkendelser tilbage, for den gamle version af processoren kan hverken sættes på pause eller rettes.

Lektien er ubehagelig. Hver eneste håndhævelsesordning tilføjer nye kontrakter og stående godkendelser, og hver godkendelse er ny angrebsflade. Maskinen, der skulle garantere skaberens andel, blev en vej ind i samlerens tegnebog. Vi har gennemgået det samme mønster i Da royaltymaskinen blev angrebsfladen.

Kunstnernes nederlag: hvem kollapset ramte hårdest

Royaltykrigen fortælles ofte som markedspladser mod skabere, men det hårdeste tab ramte de uafhængige kunstnere, ikke de store PFP-studier. Kunstneren Beeple, et af NFT-verdenens mest kendte navne, sagde det allerede i 2022 uden omsvøb: »Der findes INGEN måde at TVINGE royalties igennem teknologisk«, og derfor måtte skabere i stedet opbygge en samlerbase, der ønskede at honorere dem, forklarede han til The Art Newspaper.

For soloskabere var royalties ofte en reel del af brødet. Den generative kunstner Melissa Wiederrecht fortalte Fortune, at mellem 15 og 25 pct. af hendes indkomst kom fra royalties, og at hun længe havde set beløbet falde måned for måned (jf. Fortune). En anden generativ kunstner, Matt Kane, satte ord på følelsen: »Et af løfterne ved denne teknologi er at flytte os mod en ikke-nulsumsøkonomi. Lige nu går vi baglæns mod nulsum, hvor den enes gevinst er den andens tab«, sagde han til Fortune.

Koncentrationstallene fra før forklarer hvorfor. Når kun omkring 20 projekter nogensinde havde tjent over 10 mio. dollar i royalties, var det skaberne med mindst markedsmagt, der mistede mest, da royalties blev valgfrie. Nogle svarede igen ved selv at bygge: Art Blocks åbnede i marts 2023 sin egen markedsplads, der fuldt ud honorerer kunstnernes royalties og slet ikke tager platformsgebyr (jf. Decrypt).

Mærkevaren som redning: IP i stedet for kode

Hvis koden ikke kunne garantere andelen, holdt nogle skabere op med at slås om procenter og byggede i stedet forretninger, der slet ikke afhænger af royalties ved videresalg. Det tydeligste eksempel er Pudgy Penguins, der har forvandlet en NFT-samling til et forbrugermærke med legetøj, licensaftaler og hyldeplads i fysiske butikker. Direktøren Luca Netz har talt åbent om at bygge »den næste Disney og Netflix« (jf. Bloomingbit).

Modellen giver ejerne kommercielle rettigheder til deres egen pingvin og betaler i visse tilfælde ligefrem royalties den anden vej, til ejerne, i stedet for at læne sig op ad markedspladsernes håndhævelse. Den dybere pointe er, at den holdbare værdi i et NFT-projekt i stigende grad ligger i intellektuel ejendomsret og mærkevare, ikke i en femprocents andel ved videresalg. Det samme skift mod reel nytte og ægthed frem for spekulativ royalty har vi set i Ægthed på kæden.

Det sætter hele krigen i perspektiv. Royalties var en svag og let omgåelig indtægtskilde, mens mærkevare, IP og nytte er langt sværere at rive væk. De projekter, der overlevede kollapset, gjorde det i vid udstrækning ved at sprede sig væk fra netop det, krigen handlede om.