Kassen bag DeGods: DeDAO, basketballholdet og royaltyens død

De fleste NFT-samlinger er præcis det, de ser ud til: ti tusind profilbilleder, en gulvpris og en Discord-server. DeGods forsøgte at være noget mere. Bag de tegnede guder lå en kasse med penge, et stemmesystem og på et tidspunkt en ejerandel i et professionelt basketballhold. Det er den del af historien, de fleste forklaringer om DeGods springer over, og det er den, der bedst viser både ambitionen og de indbyggede sprækker i hele NFT-eksperimentet.

DeGods rejste sig fra en mint til 3 SOL på Solana i oktober 2021 til en af markedets mest omtalte blue-chip-samlinger, hoppede mellem tre blockchains, blev til en coin og mistede undervejs sin grundlægger. Men den mest lærerige del handler ikke om gulvprisen. Den handler om kassen: DeDAO, royaltyen der fyldte den op, basketballholdet den købte ind i, og hvordan indtægten der finansierede det hele, forsvandt fra næsten hele NFT-markedet på under to år. Denne gennemgang ser på DeGods gennem pengene og styringen, ikke gennem billederne.

Hvad er DeGods? En hurtig grund til eksperimentet

DeGods blev mintet den 8. oktober 2021 på Solana til 3 SOL, dengang omkring 450 dollar, i alt ti tusind profilbilleder af det, projektet selv kaldte degenererede guder i gadetøj. Bag projektet stod Rohun Vora, bedre kendt under aliaset Frank DeGods, som selv løftede sløret for sin identitet på X i slutningen af 2022. Samlingen fik hurtigt status som en af de få Solana-samlinger, der kunne kalde sig blue-chip, et uofficielt stempel for de mest likvide og eftertragtede NFT-kollektioner (CoinGecko har en brugbar definition).

Tidligt indførte projektet en mekanisme kaldet DeadGods: mod betaling i økosystemets token DUST kunne en ejer opgradere sin NFT til en mørkere DeadGod-version og fordoble sit staking-udbytte (Phemex Academy gennemgår mekanikken). I den proces blev 535 DeGods brændt, så det oprindelige antal på ti tusind faldt til 9.465. Det tal skal man huske senere, for netop de 535 brændte guder fik et andet liv på Bitcoin. Pointen her er ikke kunsten. Det er, at DeGods fra begyndelsen var bygget som en serie eksperimenter med penge og incitamenter, ikke bare som et sæt billeder.

DeDAO: da en billedsamling fik sin egen kasse

Kernen i ambitionen hed DeDAO. Det var på én gang en fælleskasse og et styringssystem, hvor det at eje en DeGod gav medlemskab af en slags forening. Tanken var ikke ny i teorien, men få NFT-projekter tog den så bogstaveligt: en decentraliseret organisation, hvor holderne kollektivt sad på en pengebeholdning og kunne beslutte, hvad den skulle bruges til. Hvor de fleste samlinger nøjedes med et community og en roadmap, byggede DeGods et apparat, der kunne træffe reelle investeringsbeslutninger.

Ifølge projektets egen dokumentation og branchemediet NFT Now var DeDAO organiseret i lag. Øverst sad de såkaldte DAO Leads, team- og community-ledere, der drev initiativer og satte retning. Under dem lå DeAlpha, også kaldet Alpha Gods, medlemmer med et dokumenteret markedstække, som vurderede og screenede idéer. Og et Divine Council af indvalgte medlemmer skulle godkende forslag, før de overhovedet gik til afstemning. Det var med andre ord ikke ren on-chain-afstemning, hvor én token er én stemme; det var en struktur med filtre, komitéer og skøn.

DeDAO stod heller ikke alene. DeGods fik hurtigt søskende, blandt andet søstersamlingen y00ts på 15.000 stykker og senere t00bs, og tilsammen udgjorde de en lille flåde af kollektioner, hvis holdere alle delte det samme økosystem og den samme DUST-økonomi. Jo flere holdere, desto flere hænder om kassen, i hvert fald i teorien. I praksis betød lagdelingen, at reel indflydelse samlede sig hos de aktive og de indvalgte, ikke hos den gennemsnitlige ejer. Det er en spænding, der går igen i næsten alle DAO’er: idealet om bredt medejerskab møder en virkelighed, hvor få mennesker gør det meste af arbejdet og træffer de fleste beslutninger.

Royaltyen der byggede kassen

For at forstå, hvordan kassen blev fyldt, skal man forstå NFT-royalties. Når en NFT sælges videre på en markedsplads, kan skaberen have programmeret en afgift ind, en procentdel af hvert videresalg, der tilfalder projektet. Det er den mekanisme, der i teorien giver et NFT-projekt en løbende indtægt, længe efter at selve mintet er overstået. For DeGods var den samlede skaber-afgift 9,99 procent, og den blev delt: efter projektets egen beskrivelse gik omkring to tredjedele til DeDAO-kassen og resten til kerneteamet. Royaltyen var altså ikke bare en indtægt til grundlæggerne; den var brændstoffet til fælleskassen.

Mekanikken er værd at forstå, for den blev projektets akilleshæl. En NFT-royalty er ikke en naturlov, men nærmest en henstilling: i praksis er det markedspladsen, der vælger at opkræve afgiften ved et videresalg og sende den videre til skaberen. Så længe de store markedspladser respekterede royalties, flød pengene ind i kassen. Men fordi afgiften typisk ikke var håndhævet direkte i selve token-kontrakten, kunne en markedsplads i princippet bare lade være med at opkræve den. Den sårbarhed var indbygget fra begyndelsen, og den blev udstillet med fuld kraft, da konkurrencen mellem markedspladser for alvor brød ud et års tid senere.

Og der kom penge ind. Da projektet et år senere gjorde status, havde DeGods ifølge NFTGators genereret næsten 250.000 SOL fra mint og royalties samt over 6 millioner dollar i sekundære salg. Det er en betydelig krigskasse for et projekt, der i bund og grund solgte billeder. Spørgsmålet blev hurtigt, hvad man skulle bruge den til. Svaret blev en af de mest usædvanlige beslutninger i NFT-historien.

Basketballholdet: da DeDAO købte ind i BIG3

Den 28. april 2022 brugte DeDAO en del af kassen på noget helt fysisk: en ejerandel i et professionelt basketballhold. Holdet var Killer 3s i BIG3, den 3-mod-3-liga som rapperen Ice Cube var med til at grundlægge i 2017. DeDAO købte samtlige 25 Fire-tier-andele til 25.000 dollar stykket, i alt 625.000 dollar (omkring 4,1 millioner kroner), efter en godkendelse i Divine Council. Det gjorde efter alt at dømme DeGods til det første NFT-projekt, der ejede en del af et professionelt sportshold. Oven i fik DeGods-holdere adgang til en whitelist på op til 500 Gold-tier-andele til 5.000 dollar stykket, som beskrevet af Decrypt.

Ejerskabet var ikke symbolsk. Ifølge Decrypt og The Defiant gav Fire-tier-andelene, som DeGods nu kontrollerede, en række konkrete rettigheder:

• Stemme om holdets CEO, præsident og vicepræsident
• Rettigheder til merchandise og IP med ligaens godkendelse
• Mesterskabsringe og eksklusive fordele for holderne
• Branding på trøjer, i tv-transmissioner og på scoreboards

Frank DeGods var ikke i tvivl om, hvor stort han syntes, det var. »This is probably the most fascinating experiment in the entire NFT space right now«, sagde han om handlen. Ice Cube, der solgte andelen, satte ord på den bredere idé over for Decrypt: »We thought about this: should one community own a team like that? And the answer is yes, especially if it’s the right community«. For en kort periode så det ud, som om NFT-ejerskab kunne strække sig helt ud i den fysiske underholdningsøkonomi.

Set i bakspejlet var handlen mere end en pengeplacering; den var et statement om, hvor langt NFT-ejerskab kunne række. Idéen om, at et community af pseudonyme profilbilleder kunne sidde med reel indflydelse på et professionelt sportshold, fangede en stemning i 2022, hvor mange troede, at token-baseret medejerskab ville brede sig til alt fra musik til fast ejendom. For DeGods var det også en måde at gøre medlemskabet konkret på: en DeGod var ikke bare et billede, men en billet ind i en organisation, der ejede noget i den fysiske verden. At den fortælling siden er blevet svær at indfri, gør den ikke mindre lærerig.

Fra NFT-eksperiment til TONT-ticker: BIG3 på børsen

Historien om det hold fik en drejning, som ingen kunne have forudset i 2022. BIG3 lagde senere ejermodellen om, så holdene fra 2025-sæsonen skulle repræsentere hjemmemarkeder og sælges til lokale ejere. Og i sommeren 2026 gik ligaen skridtet videre: hele BIG3 skal på børsen. I en aftale annonceret via Business Wire fusionerer ligaen med det børsnoterede selskab Graf Global Corp. i en handel med en implicit værdi på omkring 290 millioner dollar (cirka 1,9 milliarder kroner). Det samlede selskab skal hedde Big3 Basketball Holdings og efter planen handles under tickeren TONT, en henvisning til 3-mod-3-formatet.

Omlægningen til hjemmemarkeder var i sig selv en lille revolution for ligaen. Fra 2025-sæsonen skulle holdene knyttes til byer og sælges til lokale ejere, som beskrevet i ligaens egne meddelelser. Det er den model, en børsnotering nu skal skalere: væk fra fælles ejerskab af hele ligaen og over mod individuelle, lokalt forankrede hold under ét børsnoteret moderselskab. For en NFT-kasse, der købte ind på de gamle vilkår i 2022, er netop den omlægning endnu en grund til, at den oprindelige andel er svær at spore i dag.

Ifølge ESPN ventes handlen at lukke i fjerde kvartal af 2026, og BIG3 fremhæver den som den første børsnoterede professionelle sportsliga i USA’s historie. Detaljerne fremgår også af selskabets Form 425-indberetning til det amerikanske børstilsyn. Det er en bemærkelsesværdig bue: en liga, som en NFT-kasse købte en flig af i 2022, står nu ved siden af en Wall Street-notering.

Men her kræver ærligheden en advarsel. Det er offentligt dokumenteret, at DeDAO købte de 25 Fire-tier-andele i Killer 3s i 2022; det er ikke offentligt dokumenteret, hvad der siden er sket med den ejerandel. Om DeDAO stadig sidder på den, har solgt den, eller om den er blevet fortyndet i ligaens omlægning, fremgår ikke af tilgængelige kilder. Man skal derfor ikke antage, at DeGods-holdere står til en gevinst, hvis TONT rammer børsen. Ejerandelen er reelt en sort boks, og det er i sig selv en lærestreg om, hvor uigennemsigtige selv de mest omtalte NFT-investeringer kan være.

Da DeGods afskaffede sin egen royalty

Mens kassen brugte penge, traf DeGods en beslutning, der ramte selve indtægtskilden. Den 9. oktober 2022 satte projektet sin royalty til 0 procent, fra de tidligere 9,99 procent, og udvidede det til hele økosystemet inklusive y00ts og t00bs. Forklaringen var kortfattet til det provokerende: »Our next experiment«, uden yderligere begrundelse, som NFTGators refererede det.

Reaktionerne var delte. Tilhængere mente, at trækket ville tvinge projekter til at finde bæredygtige indtægter i stedet for at læne sig på videresalgsafgifter. Kritikere advarede om det modsatte: »long-term royalties are the main incentive for teams to keep active, motivated, be able to grow and employ people in the space«, som en holder formulerede det i samme dækning. En anden frygtede, at det ville sætte en norm om, at royalties skal være nul, og dermed underminere mindre projekter, der ikke sad på en 250.000-SOL-kasse. DeGods havde råd til at eksperimentere. Det havde de fleste andre ikke.

Royaltykrigen: hvorfor NFT-skaberne mistede deres indtægt

DeGods var ikke alene, og timingen var ikke tilfældig. I efteråret 2022 begyndte en priskrig mellem markedspladser, der på under et år tørrede skaber-royalties ud i hele NFT-markedet. Da markedspladsen Blur lancerede i oktober 2022 og hurtigt tog over 70 procent af ETH-handelsvolumen, gjorde den royalties valgfrie med et minimum på 0,5 procent. OpenSea svarede igen ved også at gøre royalties valgfrie, medmindre en samling havde indbygget håndhævelse direkte i sin smart contract. Resultatet var et kapløb mod bunden.

Tallene er tydelige. Ifølge en analyse fra Nansen, refereret af CoinDesk, toppede de ugentlige skaber-royalties omkring 28.000 ETH i april 2022, svarende til cirka 76 millioner dollar (omkring 500 millioner kroner) på en enkelt uge. Godt et år senere, i juni 2023, var tallet faldet til omkring 2.000 ETH i en topuge, cirka 3,8 millioner dollar (omkring 25 millioner kroner). Det er et fald på omkring 93 procent. Til sammenligning havde etablerede samlinger som Yuga Labs’ projekter samlet tjent knap 166 millioner dollar i royalties siden begyndelsen, og Azuki over 58 millioner, men strømmen var ved at tørre ud for alle.

Skaberne forsøgte at slå igen. Nogle projekter begyndte at bygge håndhævelse direkte ind i deres kontrakter eller at føre lister over de markedspladser, der respekterede royalties, så handel kunne blokeres andre steder. Men enhver spærring kunne omgås, og hver gang en ny markedsplads tilbød nul afgift, flyttede volumen bare derhen. Resultatet var, at royaltyen som pålidelig indtægtskilde reelt forsvandt for hele branchen på under to år. For en model som DeDAO, hvor kassens brændstof var netop videresalgsafgifter, var det ikke en detalje, men et grundskud.

Det er den økonomiske virkelighed bag DeDAO-modellen. En fælleskasse, der finansieres af royalties, virker kun, så længe der er royalties. Da hele markedet skiftede til nul eller næsten nul, forsvandt brændstoffet, ikke bare for DeGods, men for enhver samling der havde forestillet sig en evig strøm af videresalgsafgifter. En del af den samme genopretning og modning kan man følge i vores gennemgang af Solana-NFT i 2026, hvor billedet i stigende grad blev til infrastruktur.

$DEGOD: da NFT’en blev til en coin

Hvis royaltyen var den første revne i modellen, var det næste træk et regulært brud med logikken bag samlingen. Den 15. september 2024 lancerede DeLabs, selskabet bag DeGods, en token ved navn $DEGOD. Det var ikke en almindelig memecoin, men en hybrid bygget på den såkaldte SPL-404-standard på Solana, en Solana-udgave af det ERC-404-koncept, der dukkede op på Ethereum i starten af 2024. Ifølge Oak Research gør standarden det muligt at binde en fungibel token sammen med en NFT.

I praksis betød det, at en DeGod kunne veksles til og fra 550.000 $DEGOD, begge veje, mod en afgift på 3,33 procent, mens y00ts kunne brændes til 120.000 $DEGOD og DUST kunne brændes ind i systemet, som SolanaFloor beskrev. Dermed var en billedsamling reelt gjort delelig og handlbar som en almindelig token. For mange holdere var det et angreb på selve idéen om sjældenhed. Frank Vora forsvarede trækket i vendinger, der delte vandene: den eksisterende NFT-model var efter hans mening »communist«, fordi gulvprisen per definition optimerer mod den laveste fællesnævner, og hvis din NFT var sjælden, kunne du bare »buy more $degod« for at udligne forskellen, sagde han til The Defiant. I dag handles $DEGOD langt under en cent, mere end 97 procent under sin topkurs fra lanceringsdagen.

DUST: belønning er ikke det samme som indtægt

Et gennemgående element i hele DeGods-økonomien var token’en DUST, og den fortjener sit eget afsnit, fordi den illustrerer en misforståelse, der prægede meget af NFT-æraen. DUST havde en fast forsyning på 33,3 millioner enheder og kunne kun komme i omløb på to måder: ved at stake sine DeGods, som så udvandt en mængde DUST per dag, eller ved at brænde NFT’er. Emissionen sluttede allerede den 22. februar 2023. DeadGods-opgraderingen kostede 1.000 DUST og fordoblede staking-udbyttet, så token’en var vævet ind i hele incitamentsstrukturen.

Problemet var, at det udbytte let blev forvekslet med en indtægt. At stake en NFT og modtage DUST føltes som at tjene penge, men det var i realiteten en fordeling af en token, hvis værdi udelukkende afhang af efterspørgsel, ikke af nogen underliggende pengestrøm. Da efterspørgslen faldt, faldt kursen tilsvarende. I dag handles DUST ifølge CoinGecko for under en øre og mere end 99,9 procent under sin topkurs på 7,58 dollar fra maj 2022. Det er en ren illustration af, at emissionsbaseret »udbytte« ikke er ægte afkast: det er inflation i en token, der kun holder værdi, hvis nogen bliver ved med at ville have den. Den skelnen er central, og den gælder langt ud over DeGods.

Frank forlader scenen: nøgleperson-risiko i praksis

Enhver organisation, der er bygget op om én karismatisk stifter, har en indbygget sårbarhed, og DeGods fik den demonstreret. Den 12. maj 2025 trådte Rohun Vora af som CEO. Han sagde, at selve »Frank DeGods«-brandet måske havde holdt projektet tilbage, og han var tydelig om, at der ikke lå noget juridisk bag: »There are no investigations, because I have never done anything illegal. That’s the boring truth«, sagde han ifølge Cointelegraph. To pseudonyme ledere, 0x_chill og pastagotsauce, overtog roret, og ifølge Cryptonews steg gulvprisen omkring 40 procent på selve dagen.

Den nye ledelses mandat var utvetydigt. »Our job isn’t to build crypto products. It’s to make DeGods as big as it can possibly be«, sagde pastagotsauce til Cointelegraph. For en DAO er det en interessant test: kan en fælleskasse og et community overleve, at ansigtet forsvinder? DeGods er i den forstand et levende eksperiment i nøgleperson-risiko, og det er en risiko, som enhver, der vurderer et NFT- eller kryptoprojekt, bør have med i sin due diligence. Vi har set på netop den øvelse i vores gennemgang af stifterinterviewet som due diligence.

DeGods i tal: tre kæder, tre priser

Efter alle eksperimenterne er DeGods i dag spredt ud over tre blockchains, og tallene rummer et paradoks. På Solana, hjemmekæden, koster en DeGod ifølge CoinGecko omkring 4,11 SOL, cirka 490 dollar eller godt 3.200 kroner, fordelt på 6.235 stykker, men blot 306 ejere. På Ethereum ligger gulvet ifølge Forbes omkring 0,19 ETH, cirka 3.340 kroner, på tværs af 8.990 stykker og omkring 1.287 ejere. Og på Bitcoin, hvor de oprindeligt 535 brændte guder blev genindskrevet som Ordinals, er gulvet højest af alle, omkring 0,0165 BTC eller cirka 7.000 kroner, med 535 stykker og 372 ejere.

Paradokset er, at den mest knappe kæde, Bitcoin med kun 535 stykker, både har den højeste gulvpris og flere ejere end den langt større Solana-samling med 306. På Solana svarer 6.235 stykker fordelt på 306 ejere til over 20 stykker per pengepung, en usædvanlig koncentration. Til sammenligning fastsatte CoinGecko historisk en topværdi omkring 38.911 dollar for en enkelt DeGod, opnået i juli 2023. Det tal skal tages med et gran salt, da datagrundlaget for toppen er omdiskuteret, men størrelsesordenen på faldet siden da er ikke til diskussion.

Bemærk, at Bitcoin-tallene opdateres sjældnere end de øvrige og bør læses som et øjebliksbillede snarere end en levende kurs. Uanset kæde er billedet det samme: en samling, der på sit højeste blev vurderet i hundredtusindvis af kroner per styk, handles i dag i lav firecifret kronemæssig størrelsesorden.

Hvad DeDAO lærer os om NFT-styring

DeDAO var et af de mest ambitiøse forsøg på at gøre en NFT-samling til andet og mere end billeder: en kollektivt ejet kasse, der traf reelle beslutninger og købte reelle aktiver. At det overhovedet lykkedes at samle 250.000 SOL og lægge dem i et basketballhold, siger noget om, hvor meget kapital og entusiasme der var i omløb. Men modellen hvilede på tre forudsætninger, som alle tre svigtede: en royalty-indtægt, der kollapsede på hele markedet; en token-model, der skiftede fra NFT til coin og udhulede idéen om samlingen; og en stifter, der forlod projektet.

Det er også værd at bemærke, hvor meget af DeDAO’s magt der lå uden for kæden. Et Divine Council, der godkender forslag, før de går til afstemning, er effektivt, men det koncentrerer tillid hos en lille gruppe. Det er den samme spænding, man ser i mange DAO’er: jo mere skøn og jo færre hænder på kassen, desto større angrebsflade for intern magtkoncentration. Andre blue-chips valgte andre udgange. Pudgy Penguins gik konsekvent efter en forbruger-brand-model med legetøj i fysiske butikker, en vej vi har beskrevet i gennemgangen af, hvem der ejer Pudgy. CryptoPunks fik sin IP overdraget til en almennyttig fond. DeGods valgte den mest forgrenede vej af alle, og prisen var kompleksitet. Overgangen fra oprørsprojekt til noget mere selskabslignende er i øvrigt et mønster i hele branchen, som vi har fulgt i portrættet af builderen der voksede op.

Det er lærerigt at se, hvor forskelligt andre blue-chips endte. CryptoPunks, selve urtypen på en NFT-blue-chip, fik i 2025 sin ophavsret overdraget til den almennyttige Infinite Node Foundation i en handel til omkring 20 millioner dollar, med et museum i Palo Alto som ambition, en slags værdig pensionsordning for et kulturelt ikon, som The Defiant beskrev. I den anden ende af skalaen står RTFKT, som Nike købte på toppen og lukkede ned i begyndelsen af 2025, hvorefter samler-NFT’er til tusinder af dollar nærmest blev værdiløse, som CryptoPotato dokumenterede. DeGods er hverken blevet museum eller gået helt i sort. Projektet lever, men i en form, der ligner mindst af alt den oprindelige idé, og det er måske den mest almindelige skæbne af alle: ikke et brag, men en langsom forvandling til noget andet.

Skat og regulering for danske ejere

For en dansk læser er det værd at vide, hvor DeGods lander regulatorisk og skattemæssigt. På EU-plan er det Finanstilsynet, der er national myndighed under MiCA-forordningen, og reglerne for udbydere af kryptoaktivtjenester har været gældende siden 30. december 2024. MiCA undtager som udgangspunkt unikke og ikke-ombyttelige NFT’er, men undtagelsen er ikke absolut. Efter ESMA’s princip om indhold frem for form kan store, ensartede serier og fungible komponenter falde ind under reglerne alligevel. En token som $DEGOD, bygget som en SPL-404-hybrid (ligesom markedspladstokens som Tensors TNSR, som vi har set på i gennemgangen af Tensor), er et kryptoaktiv under MiCA, mens derivater hører under MiFID II.

Finanstilsynet har i årevis advaret om, at det uregulerede kryptomarked kan minde om »Det Vilde Vesten«, uden den egnethedstest og beskyttelse man kender fra almindelige investeringsprodukter, som det fremgår af tilsynets advarsel om kryptovaluta. Skattemæssigt behandler Skattestyrelsen typisk gevinst på NFT’er som spekulation efter statsskatteloven, hvor gevinsten beskattes som personlig indkomst og opgøres efter realisationsprincippet, altså på det tidspunkt hvor aktivet afstås. Modstykket er asymmetrisk: et tab giver som udgangspunkt kun et ligningsmæssigt fradrag af mindre værdi.

Her rammer DeGods-modellen en pointe med fuld kraft. Jo mere finansialiseret en samling er, desto flere skattehændelser skaber den. Hvert SPL-404-bytte mellem NFT og $DEGOD, hver DeadGods- eller DUST-brænding og hvert broskift mellem Solana, Ethereum og Bitcoin kan i princippet være en realisation, der skal opgøres i kroner på transaktionstidspunktet. Et aktiv, der ligner en død gulvpris, kan altså stadig være en aktiv skattemaskine. Det er den paradoksale arv efter et projekt, der ville være mere end billeder: det blev også mere end en simpel post i skattemappen. Og det er måske den vigtigste lære at tage med, uanset om man ejer en DeGod eller bare vil forstå, hvad NFT-æraen egentlig forsøgte, og hvorfor så meget af det ikke holdt.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er DeDAO?

DeDAO er DeGods’ fælleskasse og styringssystem, hvor det at eje en DeGod giver medlemskab. Organisationen var opbygget i tre lag, DAO Leads, DeAlpha og et Divine Council, og den besluttede blandt andet, at kassen skulle købe en ejerandel i et professionelt basketballhold.

Ejer DeGods stadig et basketballhold?

I april 2022 købte DeDAO alle 25 Fire-tier-andele i BIG3-holdet Killer 3s for 625.000 dollar. Den aktuelle ejerstatus efter 2022 er ikke offentligt dokumenteret, og BIG3-ligaen som helhed er nu på vej på børsen i en handel til omkring 290 millioner dollar.

Hvorfor droppede DeGods sin royalty?

Den 9. oktober 2022 satte DeGods sin royalty fra 9,99 procent til 0 procent med bemærkningen »Our next experiment«. Trækket faldt sammen med et markedsbredt kollaps i NFT-royalties, hvor de ugentlige udbetalinger faldt omkring 93 procent fra 2022 til 2023.

Hvad er forskellen på DUST og $DEGOD?

DUST er økosystemets ældre utility-token, som kun kunne mines ved at stake eller brænde NFT’er, og emissionen stoppede i februar 2023. $DEGOD er en nyere SPL-404-token fra september 2024, som kan veksles til og fra selve NFT’en. Begge handles i dag langt under deres toppriser.

Hvordan beskattes DeGods i Danmark?

Skattestyrelsen behandler typisk gevinst på NFT’er som spekulation, der beskattes som personlig indkomst efter realisationsprincippet, mens tab kun giver et begrænset fradrag. Hvert bytte, salg eller broskift kan udløse en skattepligtig realisation, så den finansialiserede model kan mangedoble antallet af skattehændelser.

Af Marcus Okafor, redaktør for NFT og digitale aktiver hos HOGE Wire.