NFT-royaltykrigen: hvem betaler skaberne i 2026?

I januar 2022 tjente skaberne bag verdens NFT-samlinger tilsammen omkring 1,7 milliarder kroner om måneden i royalties, den lille procentdel af hvert videresalg, der tikkede tilbage til kunstneren. Halvandet år senere var det tal faldet til cirka 28 millioner kroner. Det er ikke et fald på en fjerdedel eller det halve. Det er et fald på 98 procent, dokumenteret af analysehuset Nansen og rapporteret af CoinDesk i sommeren 2023. Løftet om, at blockchain endelig ville betale kunstnere for evigt, blev på under to år stemt ned af det marked, der selv havde hyldet det.

Det her er historien om royaltykrigen: kampen mellem markedspladser, samlere og skabere om, hvorvidt en NFT-royalty overhovedet kunne håndhæves, og hvem der skulle betale prisen, da svaret viste sig at være nej. Det er en fortælling om Blur, OpenSea, Yuga Labs, Magic Eden og et lille kodeord ved navn EIP-2981, og den ender et overraskende sted: hos et loft af tegnede pingviner og hos en dansk paragraf i ophavsretsloven, der i årtier stille har gjort præcis det, koden lovede, men aldrig kunne levere.

For danske samlere og skabere er pointen ikke akademisk. Den handler om, hvad du faktisk ejer, når du køber et digitalt værk, hvem der skylder dig noget ved et videresalg, og hvorfor loven og brandet vandt der, hvor smart contracts tabte. Lad os tage krigen fra begyndelsen.

Hvad en NFT-royalty egentlig er (og hvad den aldrig var)

En NFT-royalty er en aftale om, at en fast procentdel af hvert efterfølgende salg af en digital genstand går tilbage til den oprindelige skaber. Køber du et værk til 10.000 kroner og sælger det videre til 20.000, betyder en royalty på 5 procent, at kunstneren får 1.000 kroner af dit salg. Det lyder trivielt, men det er en revolution sammenlignet med den fysiske kunstverden, hvor en maler traditionelt kun tjener på det første salg og intet ser, når værket senere handles for millioner på et auktionshus.

Problemet er, at denne royalty aldrig var indbygget i selve NFT-standarden på en måde, der kunne tvinge nogen til at betale. Den mest udbredte standard, EIP-2981, gør præcis én ting: den lader en smart contract oplyse, hvor stor en royalty der bør betales, og til hvilken adresse. Den kan signalere. Den kan ikke opkræve. En NFT flytter sig på Ethereum via funktionen transferFrom, og den funktion kan ikke se forskel på et salg, en gave og en flytning mellem to af dine egne wallets. Kæden registrerer, at en token skifter ejer, ikke at der er penge involveret. Derfor har håndhævelsen af royalties fra dag ét ligget hos markedspladsen, ikke hos token’en. Det er royaltykrigens arvesynd.

Så længe der kun fandtes én stor markedsplads, OpenSea, var det ligegyldigt. OpenSea trak royaltyen fra ved hvert salg og sendte den videre, og alle antog, at det var sådan, det virkede. Men frivillig håndhævelse hos en enkelt aktør er ikke det samme som en garanti i kæden. Den dag en konkurrent besluttede at lade være, faldt hele konstruktionen fra hinanden. Det gælder i øvrigt uanset hvilken kæde NFT’en bor på; selv på Bitcoin, hvor NFT’er lever som Ordinals indskrevet direkte på kæden, findes der ingen protokol, der kan tvinge et videresalg til at betale skaberen. Royaltyen var altid en høflighed, ikke en regel.

Løftet der solgte hele NFT-drømmen

For at forstå hvorfor kollapset gjorde så ondt, skal man forstå, hvor central royaltyen var i fortællingen. I 2021 var NFT’er ikke bare spekulation for de troende; de var en ny økonomisk model for skabere. En digital kunstner kunne endelig få del i den værdistigning, som andre tidligere høstede. En musiker, en illustrator eller et lille studie kunne bygge en virksomhed på løbende royalties frem for på et enkelt salg. Det var det moralske og markedsføringsmæssige omdrejningspunkt, der adskilte NFT’er fra ren gambling.

Og for mange var det ikke bare pynt. Ifølge en gennemgang fra CoinLaw tjener 63 procent af NFT-skabere i dag mere på royalties fra videresalg end på deres oprindelige salg. Royaltyen var altså for et flertal af skabere selve forretningsmodellen, ikke en bonus. Da markederne begyndte at behandle den som en valgfri ekstraudgift, var det ikke en teknisk detalje, der forsvandt. Det var indtægtsgrundlaget for en hel klasse af digitale kunstnere.

Der lå også en identitetspolitik i det. Kryptobranchen elsker sætningen om, at koden er lov, at aftaler håndhæves af matematik frem for af advokater og domstole. Royaltyen var det perfekte udstillingsvindue for den idé: en evig, automatisk, grænseløs betaling til kunstneren, garanteret af kæden. Da det viste sig, at garantien slet ikke var en garanti, ramte det ikke kun skabernes pengepung. Det ramte et af branchens dyreste løfter om sig selv.

Da bunden faldt ud: anatomien i et 98-procents kollaps

Tallene fra Nansen er brutale i deres klarhed. Udbetalingerne til skabere toppede i januar 2022 på cirka 269 millioner dollar på en enkelt måned, svarende til omkring 1,7 milliarder kroner. I juli 2023 var månedstallet faldet til 4,3 millioner dollar, cirka 28 millioner kroner. I perioden fra august 2021 til maj 2022 blev der samlet udbetalt omkring 1,5 milliarder dollar, knap 10 milliarder kroner, til skabere. Den effektive royaltysats per handel faldt ifølge de samme data til omkring 0,6 procent, ned fra så meget som 5 procent, som CoinDesk beskrev i sin dækning af undersøgelsen.

Det afgørende ved kurven er ikke kun størrelsen af faldet, men dets timing. Bear-markedet i 2022 pressede naturligvis handelsvolumen ned, og mindre volumen giver mindre royalty. Men procenten, der faktisk blev betalt af hver handel, faldt samtidig. Det var altså ikke bare, at der blev handlet mindre; skaberne fik en mindre og mindre skive af den handel, der stadig fandt sted. To kræfter trak i samme retning: et koldere marked og en priskrig mellem markedspladser, der brugte netop royaltyen som våben. Den priskrig fortjener sin egen forklaring.

Kapløbet mod nul: Sudoswap, X2Y2 og Blur

Angrebet kom nedefra. I sommeren 2022 lancerede Sudoswap en helt anden slags markedsplads, en automatiseret likviditetsprotokol for NFT’er, der slet ikke havde nogen mekanisme til at betale royalties. Kort efter begyndte konkurrenten X2Y2 at gøre royalties valgfrie og siden refunderbare. The Block har samlet hele forløbet i en gennemgang, der viser, hvordan royaltyen skridt for skridt gik fra at være standard til at være et tilvalg.

Men det var Blur, der for alvor tændte krigen. Da markedspladsen åbnede i oktober 2022, var den bygget til professionelle handlende: nul i handelsgebyr, lynhurtig grænseflade og, afgørende, valgfrie royalties med et minimum på blot 0,5 procent. Blurs virkelige våben var dog en token-uddeling. Ved at belønne handelsvolumen med point, der senere blev til BLUR-tokens, forvandlede Blur det at handle til en jagt på airdrop-belønninger. En royalty var i det regnestykke bare en omkostning, der spiste af gevinsten, og de professionelle flyttede deres volumen til Blur i massevis. På et tidspunkt oversteg Blurs handelsvolumen OpenSeas.

Prisen på det våben er i dag et studie i, hvordan hype ebber ud. BLUR-token handles ifølge CoinGecko til omkring 0,016 dollar, cirka 10 øre, med en markedsværdi på omtrent 290 millioner kroner. Det er et fald på cirka 99,7 procent fra rekorden på 5,02 dollar i februar 2023, og token’en satte så sent som i august 2026 en ny bundrekord. Airdroppet, der skulle bryde OpenSeas monopol, vandt slaget om volumen og tabte krigen om værdi. Skaberne betalte regningen imens.

OpenSeas Operator Filter og det store tilbagetog

OpenSea forsøgte at kæmpe imod. I november 2022 lancerede markedspladsen et såkaldt Operator Filter, et værktøj, der på kædeniveau kunne blokere handel på markedspladser, der ikke håndhævede royalties. Idéen var, at skabere kunne kode deres samlinger, så de simpelthen ikke kunne handles på Blur og lignende. Det udløste en absurd skyttegravskrig. Blur svarede igen ved at anbefale skabere at blokere OpenSea i stedet, så deres værker beholdt fulde royalties på Blur, som CoinDesk beskrev, da striden eskalerede i februar 2023. Skaberne blev tvunget til at vælge side mellem to markedspladser, der begge påstod at kæmpe for dem.

Så gav OpenSea op. Den 31. august 2023 udfasede markedspladsen håndhævelsen af royalties på Ethereum og gjorde skaberindtægter til noget frivilligt, som køberen kunne vælge at betale. Medstifter og direktør Devin Finzer forklarede beslutningen med, at den ensidige håndhævelse havde vist sig ineffektiv, en indrømmelse af, at én markedsplads ikke kunne tvinge en hel branche til at spille efter reglerne, som Decrypt refererede. Håndhævelsen blev opretholdt lidt længere på andre kæder end Ethereum, frem til slutningen af februar 2024, men retningen var klar. Markedslederen havde kapituleret. Fra det øjeblik var en NFT-royalty på de store markedspladser reelt et frivilligt drikkepenge-system.

Yuga Labs trækker sværdet: sortlisten

Ikke alle bøjede sig. Yuga Labs, firmaet bag Bored Ape Yacht Club og dengang den mægtigste aktør i NFT-verdenen, valgte den hårde linje. I januar 2023, ved lanceringen af sit Sewer Pass til spillet Dookey Dash, byggede Yuga overførselsbegrænsninger ind, der sortlistede de markedspladser, som ikke håndhævede royalties, herunder Blur, Sudoswap, LooksRare og NFTX. Ville du handle på de platforme, kunne du ikke røre Yugas nye token. Firmaet erklærede utvetydigt, at skaberroyalties skulle respekteres, som Decrypt dokumenterede.

Det var et modigt træk, men det viste også grænserne for magt i et åbent system. Sortlisten kunne kun gælde nye samlinger, ikke de millioner af aber og andre NFT’er, der allerede fandtes og frit kunne handles hvor som helst. Og den skabte friktion for præcis de samlere, som Yuga levede af. Hen over 2023 faldt firmaets indtægter markant i takt med, at hele markedet kølnede, og selv en blue-chip-udsteder måtte erkende, at man ikke kan tvinge en decentral verden til at betale, hvis den ikke vil. Yugas kamp blev symbolet på, hvordan selv branchens rigeste aktør ikke kunne håndhæve en regel, som infrastrukturen aldrig var bygget til at støtte.

Solana-fronten: Magic Eden, Metaplex og Tensor

Krigen var ikke begrænset til Ethereum. På Solana udspillede den samme dynamik sig i et hurtigere tempo. Den dominerende markedsplads Magic Eden gjorde i oktober 2022 royalties valgfrie under pres fra royaltyfri konkurrenter, og backlash’en var øjeblikkelig. Firmaet forsøgte at rette op ved i december 2022 at lancere Open Creator Protocol, et værktøj, der skulle lade skabere håndhæve royalties på kontraktniveau, som CoinDesk beskrev. Metaplex, den standardgivende protokol på Solana, fulgte op med programmerbare NFT’er, der kunne begrænse, hvilke markedspladser en token måtte handles på.

Alligevel blev Magic Eden overhalet. En ny udfordrer, Tensor, byggede ligesom Blur en pro-handelsgrænseflade med token-belønninger, der tiltrak volumen fra netop de handlende, der helst undgik royalties. Magic Edens egen token afspejler i dag hele den æra: ME handles ifølge CoinGecko til omkring 0,061 dollar, cirka 39 øre, med en markedsværdi omkring 240 millioner kroner, langt under rekorden på 17 dollar fra december 2024. På tværs af begge de store kæder var mønstret identisk: en royaltyfri, token-drevet udfordrer trak volumen til sig, og den etablerede spiller måtte enten følge med ned eller miste markedet.

Kodeksens modsvar: ERC-721C og håndhævelse i kontrakten

Hvis EIP-2981 kun kunne signalere, hvad så med at bygge en standard, der kunne tvinge? Det var idéen bag ERC-721C, udviklet af spilstudiet Limit Break under direktør Gabriel Leydon. I stedet for blot at oplyse en royalty lægger ERC-721C en overførselssikkerhed ind i selve token’en: den kan begrænse, hvilke markedspladser og betalingsprocessorer en NFT overhovedet må handles gennem, og dermed udelukke de platforme, der ikke betaler skaberen. Limit Break beskrev det som håndhævelige, programmerbare royalties på kæden, en direkte modgift mod race-to-the-bottom, i sin oprindelige annoncering. OpenSea integrerede senere standarden, så skabere med ét klik kunne håndhæve royalties op til et loft, ved at tillade salg udelukkende via markedspladser, der respekterer betalingen.

At redningsforsøget kom fra spilbranchen er ingen tilfældighed. Spiludviklere har levet af mikrobetalinger, in-game-økonomier og gentagne indtægter i årtier, og den logik smittede af på kryptoverdenen; noget af den samme kulturarv løber gennem branchens forhold til selvransagelse og post-mortems. Men ERC-721C har en indbygget begrænsning: den virker kun for nye samlinger. Man kan ikke eftermontere overførselssikkerhed på de millioner af NFT’er, der allerede eksisterer under de gamle standarder. Løsningen kom, efter at hesten var løbet. For de store, etablerede samlinger fra 2021 og 2022, hvor royaltykrigen gjorde mest skade, kom den for sent.

Følgeret: løsningen Danmark havde i forvejen

Her bliver historien dansk. For alt imens kryptobranchen brugte år på at opdage, at man ikke kan tvinge et videresalg til at betale kunstneren med kode alene, har Danmark haft en fungerende version af præcis det løfte skrevet ind i loven. Den hedder følgeret, den står i ophavsretslovens paragraf 38, og den administreres af rettighedsselskabet VISDA, som Kulturministeriet har godkendt til opgaven. Følgeret giver en billedkunstner ret til en andel af prisen, hver gang et af hans eller hendes originalværker videresælges af en professionel på kunstmarkedet: et auktionshus, et galleri eller en kunsthandler.

Ironien er svær at overse. Følgeret er den evige skaberandel, som NFT-royalties lovede, blot leveret 15 år tidligere og faktisk håndhævet. Reglen udspringer af et EU-direktiv fra 2001 og gælder i hele det indre marked. Satsen er en trinvis skala, der starter ved nogle få procent af de første prisbånd og falder for dyrere værker, med et samlet loft på 12.500 euro, cirka 93.000 kroner, per videresalg. I Danmark udløses følgeret kun ved salg over 300 euro, omkring 2.240 kroner, og pengene udbetales af VISDA én gang om året til kunstnere eller til deres arvinger i op til 70 år efter dødsfaldet, som fremgår af EU-Kommissionens oversigt over direktivet.

Men følgeret afslører også præcis, hvorfor NFT-modellen fejlede. Reglen bider kun, når en professionel mellemmand er involveret, en, der kan identificeres, sendes en regning og trækkes i retten, hvis han ikke betaler. Den gælder fysiske originaler af den art, direktivet opremser: malerier, tegninger, grafik, skulpturer, keramik, fotografi. Et rent digitalt værk, der handles direkte mellem to anonyme wallets uden nogen mellemmand, falder uden for. Der er ingen professionel at pålægge pligten, og det er juridisk uafklaret, om en NFT overhovedet er et originalkunstværk i direktivets forstand. Følgeret virker, fordi den knytter forpligtelsen til en person med et navn og en postadresse. NFT-royaltyen forsøgte at knytte den til en anonym transaktion, og det er selve forskellen mellem at kunne håndhæve og ikke at kunne. Det samme mønster går igen for RWA-NFT’er, der repræsenterer fysiske aktiver: værdien og rettighederne hænger fast i den fysiske verden og dens juridiske kroge, ikke i token’en selv.

Hvorfor koden tabte til loven og markedet

Nederlaget havde flere lag. For det første kunne blockchainen aldrig se pengene, kun token-bevægelsen, så håndhævelsen måtte foregå et lag højere oppe, hos markedspladsen. For det andet var det lag et konkurrencemarked, hvor enhver aktør, der droppede royaltyen, kunne tilbyde billigere handel og vinde volumen. Det var en klassisk kapløb mod bunden, hvor den, der først forlod det fælles gode, blev belønnet. For det tredje støder tvungne royalties direkte mod ejendomsrettens logik: når du ejer noget, føles det forkert, at skaberen kan bestemme, hvor og hvordan du må sælge det igen. Selve idéen om ubegrænset ejerskab arbejdede imod idéen om evige royalties.

Sammenhold det med, hvordan de systemer, der virker, er bygget. Følgeret virker, fordi pligten hviler på en identificerbar mellemmand og kan tvinges igennem ved domstol. Brandlicensering virker, fordi en kontrakt mellem to navngivne parter kan håndhæves. Selv i den bredere kryptoøkonomi ser man samme princip, når man tokeniserer fast ejendom: det er ikke token’en, der giver dig retten til murstenene, men en juridisk indpakning, et selskab eller en fond, hvis vedtægter kan prøves ved en rigtig ret. Koden kan koordinere og bevise ejerskab, men den kan ikke i sig selv tvinge en betaling ud af nogen, der ikke frivilligt vil betale. Det er en lektie, kryptoverdenen lærer igen og igen, altid dyrt.

Man kan derfor læse hele royaltykrigen som et empirisk bevis mod det stærke slogan om, at koden er lov. Koden var netop ikke lov. Den var et forslag, som markedet frit kunne afvise, og det gjorde det, så snart afvisningen betalte sig. De skabere, der klarede sig, var dem, der holdt op med at insistere på tvang og i stedet byggede noget, markedet af sig selv ville betale for.

Brandet som den egentlige exit: Pudgy Penguins

Det klareste eksempel på den vej hedder Pudgy Penguins. Samlingen af runde, tegnede pingviner var tæt på irrelevans, indtil et nyt ejerskab under Luca Netz vendte forretningsmodellen fuldstændig på hovedet. I stedet for at jagte royalties fra videresalg på kæden byggede moderselskabet Igloo Inc. en rigtig licens- og produktvirksomhed rundt om figurerne. Plysbamser af pingvinerne solgte over en million eksemplarer i 2024 og indbragte mere end 13 millioner dollar, cirka 84 millioner kroner, i et forløb, som Cointelegraph beskrev som det, der reddede projektet fra konkurs. Igloo, der også ejer et licensplatform ved navn Overpass og en egen blockchain, var ifølge Blockworks på vej mod omkring 50 millioner dollar i omsætning i 2025, cirka 320 millioner kroner, med et mål om 120 millioner dollar i 2026.

Det interessante for royaltyspørgsmålet er, hvor pengene kommer fra. Ikke fra en tvungen procent på hvert wallet-til-wallet-salg, men fra legetøj i fysiske butikker, fra licensaftaler med etablerede mærker og fra en token, der samler opmærksomhed. Modellen vender endda royaltyen om: gennem Overpass beholder de individuelle NFT-ejere selv de kommercielle rettigheder til netop deres pingvin op til en omsætningsgrænse på 500.000 dollar, cirka 3,2 millioner kroner. Skaberøkonomien blev flyttet fra kæden ud i den fysiske verden, hvor kontrakter og varemærker faktisk kan håndhæves.

Netz har ikke lagt skjul på ambitionen. Han har gentagne gange sagt, at Pudgy Penguins skal blive det næste Disney og Netflix, en mediefranchise bygget på en tegneseriefigur, ikke på spekulation i digitale samlerobjekter. Det er en slående kontrast til de projekter, der stadig håber på, at en smart contract skal tvinge indtægter ud af et andenhåndsmarked. Det gælder også ældre blue-chip-samlinger, hvor spørgsmålet i dag i høj grad er, om der er et brand eller blot en falmet samling som DeGods tilbage, når royaltyindtægterne er tørret ud. Løsningen på royaltykrigen var ikke bedre kode. Den var at holde op med at behandle et videresalg som en skattekilde og i stedet bygge noget, folk vil betale for igen og igen.

OpenSea OS2, SEA-token og landskabet i 2026

OpenSea forsøger imens at genopfinde sig selv. Med den store platformsopdatering OS2, der kom i beta i begyndelsen af 2025, skar markedspladsen sit handelsgebyr fra 2,5 procent til 0,5 procent og fjernede gebyrer på token-swaps, ifølge OpenSeas egen gebyroversigt. Fra den 15. september 2025 blev salgsgebyret dog hævet igen til 1,0 procent på alle kæder. Vigtigst annoncerede OpenSea sin egen SEA-token, planlagt til lancering i første kvartal af 2026, med halvdelen af udbuddet øremærket til fællesskabet og halvdelen af platformens indtægter afsat til tilbagekøb af token ved lanceringen, som The Block rapporterede. Finzer beskrev ambitionen som at gøre OpenSea til stedet for hele den on-chain-økonomi, ikke bare kunst, men tokens, kultur og idéer.

Betyder det, at royalties er døde? Nej. De er konsolideret. Ifølge CoinLaws opgørelse for 2026 er den gennemsnitlige royaltysats stadig omkring 6,1 procent, over 80 procent af NFT-kontrakter håndhæver i dag royalties automatisk via faste procentsatser, og skabere på Ethereum tjente omkring 920 millioner dollar, knap 6 milliarder kroner, i royalties alene i 2025, med en samlet historisk udbetaling på over 1,8 milliarder dollar. Men koncentrationen er ekstrem: 428 samlinger stod for 80 procent af alle royalties. Royaltyen overlevede altså, men kun for en lille elite af stærke brands, der enten bruger håndhævelige standarder som ERC-721C eller har et licensapparat uden om kæden. For den brede masse af skabere, der drømte om passiv indkomst fra videresalg, kom overlevelsen ikke.

Hvad det betyder for danske samlere og skabere

For en dansk læser er der en vigtig ryddeøvelse i, hvem der egentlig regulerer hvad. NFT-royalties er ikke et spørgsmål for finansiel regulering. EU’s kryptoforordning MiCA, der har været i fuld kraft siden den 30. december 2024 og herhjemme administreres af Finanstilsynet, undtager udtrykkeligt ægte, unikke NFT’er fra sit anvendelsesområde. Finanstilsynet fører tilsyn med kryptoaktivtjenesteudbydere som børser og opbevaringstjenester, ikke med kunstneres royalties. En NFT-royalty er et ophavsretligt og aftaleretligt spørgsmål, der hører under Kulturministeriet og VISDA, ikke under det finansielle tilsyn. Det er en vigtig sondring, når man vurderer, hvilken beskyttelse man reelt har.

Den praktiske konsekvens for en dansk skaber er klar. Regn ikke med, at en royalty indbygget i en gammel NFT-standard nogensinde bliver betalt; den er frivillig på de fleste markedspladser. Vil du sikre en andel af videresalget, skal du enten bruge en håndhævelig standard som ERC-721C fra starten, bygge en licens- og brandforretning uden om kæden, som Pudgy Penguins gjorde, eller arbejde med fysiske originaler, hvor følgeret faktisk gælder. For samleren er lektien lige så nøgtern: den royaltyprocent, du ser anført ved en NFT, er ofte et løfte uden dækning, og prisen på et andenhåndsmarked afspejler det. Køb, fordi du vil eje værket eller tror på brandet, ikke fordi en smart contract lover kunstneren en evig indkomst, den sjældent kan tvinge frem.

Og husk skatten. Gevinster ved handel med NFT’er behandles i Danmark typisk som skattepligtig indkomst efter reglerne om spekulation, og royaltyindtægter, en skaber modtager, er skattepligtige. Reglerne er komplekse og afhænger af de konkrete forhold, så en dansk skaber eller samler af betydning bør afklare sin situation med Skattestyrelsen eller en rådgiver frem for at gætte.

Royaltykrigen er dermed ikke bare et stykke kryptohistorie. Den er et af de reneste eksempler på, hvad blockchain kan og ikke kan. Den kan bevise, hvem der ejer hvad, med en sikkerhed, ingen database matcher. Men den kan ikke tvinge et menneske til at betale, hvad det ikke vil, uden hjælp fra en markedsplads, en kontrakt eller en domstol. Danmark havde svaret hele tiden, skrevet ind i ophavsretsloven. Det tog kryptoverdenen et kollaps på 98 procent at nå frem til den samme erkendelse.

Frequently Asked Questions

Hvad er en NFT-royalty?

En NFT-royalty er en aftalt procentdel af hvert videresalg af en digital genstand, der går tilbage til den oprindelige skaber. Den mest udbredte standard, EIP-2981, kan kun oplyse royaltyens størrelse, ikke tvinge nogen til at betale den. Håndhævelsen har derfor altid ligget hos markedspladsen, ikke i selve NFT’en.

Hvorfor faldt NFT-royalties med 98 procent?

Fordi royalties var frivillige på markedspladsniveau. Da nye platforme som Blur, Sudoswap og X2Y2 gjorde royalties valgfrie og belønnede handel med token-uddelinger, flyttede volumen sig dertil, og selv OpenSea opgav til sidst at håndhæve dem. Ifølge Nansen faldt de månedlige udbetalinger fra cirka 269 millioner dollar i januar 2022 til 4,3 millioner dollar i juli 2023.

Kan NFT-royalties håndhæves i 2026?

Ja, men kun for nye samlinger, der bruger håndhævelige standarder som ERC-721C, der begrænser handel til markedspladser, der betaler skaberen. Ældre NFT’er kan ikke eftermonteres med den slags tvang. Ifølge CoinLaw håndhæver over 80 procent af nyere kontrakter i dag royalties automatisk, men indtægterne er stærkt koncentreret hos nogle få hundrede topsamlinger.

Hvad er følgeret, og gælder den for NFT’er?

Følgeret er en lovbestemt ret i ophavsretslovens paragraf 38, der giver billedkunstnere en andel af professionelle videresalg af deres originalværker, administreret af VISDA. Den håndhæves af loven og et rettighedsselskab, ikke af kode. Den gælder fysiske originaler solgt via auktioner, gallerier eller kunsthandlere, og det er juridisk uafklaret, om den omfatter rent digitale NFT’er handlet direkte mellem private.

Betaler man skat af NFT-royalties i Danmark?

Ja. Royaltyindtægter, en skaber modtager, er skattepligtig indkomst, og gevinster ved handel med NFT’er behandles typisk efter reglerne om spekulation. Reglerne er komplekse og afhænger af de konkrete forhold, så afklar din situation med Skattestyrelsen eller en rådgiver.

Af Marcus Okafor, HOGE Wire. Denne artikel er informativ og udgør ikke finansiel, juridisk eller skattemæssig rådgivning.