NFT-royaltykrigen 2026: hvem betaler skaberne nu?

NFT-royalties var et af de mest sælgende løfter i hele NFT-boomet. Kunstnere kunne tjene en procentdel, hver gang deres værk skiftede hænder, for evigt, automatisk og uden mellemmænd. I 2021 lød det som en revolution for skabere: endelig kunne en digital kunstner få del i den værdistigning, deres eget arbejde skabte, længe efter det første salg.

I 2026 er det i stedet historien om, hvordan det løfte blev revet fra hinanden af en priskrig mellem markedspladser, og hvordan det siden bliver genopfundet, ikke i kode, men i mærkevarer, jura og et dansk system, der har virket siden 1990. Denne artikel følger hele forløbet: hvad royalties egentlig lovede, hvorfor blockchainen aldrig håndhævede dem, priskrigen fra Sudoswap til Blur, OpenSeas kapitulation, kollapset på 98 procent, og de tre veje ud. Spørgsmålet bag det hele er det samme, som HOGE Wire har stillet om resten af branchen: hvem betaler egentlig dem, der bygger og skaber i krypto?

Hvad NFT-royalties egentlig lovede

NFT-royalties, på engelsk creator earnings, er en andel af salgsprisen, som går tilbage til den oprindelige skaber, hver gang et NFT sælges videre på det sekundære marked. Sælger en samler et digitalt værk for 10.000 kroner med en royalty på 5 procent, får skaberen 500 kroner. Det lyder banalt, men for kunstnere var det principielt nyt: hvor en maler traditionelt kun tjener på det første salg og intet ser af de millioner, et værk siden kan indbringe på auktion, lovede NFT-royalties en indbygget, automatisk og vedvarende deltagelse.

Det var også et af de stærkeste salgsargumenter for hele teknologien. Projekter som Bored Ape Yacht Club, Azuki og Doodles byggede hele forretningsmodeller på ideen: sæt en royalty på 5 til 10 procent, byg et stærkt fællesskab, og lad det sekundære marked finansiere holdet i årevis. I toppen af markedet var det ikke småpenge. Ifølge analysefirmaet Nansen udbetalte NFT-markedet op mod 269 mio. dollar (omkring 1,74 mia. kroner) i royalties i en enkelt måned i januar 2022. Problemet var bare, at hele løftet hvilede på en teknisk forudsætning, der aldrig var sand.

Løftet der aldrig stod i koden

Her er den ubehagelige kerne i hele royaltykrigen: Ethereum-blockchainen har aldrig kunnet håndhæve royalties. Det er den vigtigste enkeltting at forstå.

Den mest udbredte standard for at angive royalties hedder EIP-2981. Men EIP-2981 gør præcis én ting: den lader et NFT signalere, hvor stor en royalty skaberen ønsker, og til hvilken adresse. Den kan ikke tvinge nogen til at betale. Grunden er teknisk, men enkel. Når et NFT flytter fra én wallet til en anden, sker det via en funktion (transferFrom), der ikke kan se forskel på et salg, en gave eller en flytning mellem to af dine egne wallets. Blockchainen ved ikke, at der er penge involveret, og kan derfor ikke tilbageholde en procentdel.

Med andre ord: royalties var aldrig en egenskab ved NFT’et. De var en høflighedsaftale, som markedspladserne valgte at håndhæve frivilligt. OpenSea, som i årevis var den dominerende markedsplads, trak royalty-andelen fra ved hvert salg og sendte den til skaberen. Så længe stort set al handel gik gennem OpenSea, føltes royalties som en naturlov. De var i virkeligheden en forretningspolitik, som når som helst kunne laves om, af OpenSea selv eller af en konkurrent, der så en fordel i at lade være. Den konkurrent kom.

De første skud: Sudoswap og X2Y2

De første revner kom i sommeren 2022. Markedspladsen Sudoswap lancerede en helt anden model: en automatisk markedsplads (AMM) for NFT’er, hvor priser blev sat af likviditetspuljer i stedet for enkeltstående salgsordrer. Og afgørende: Sudoswap håndhævede som udgangspunkt slet ingen royalties. For professionelle handlende, der flyttede store mængder NFT’er, var det en direkte besparelse på 5 til 10 procent per handel.

Kort efter fulgte X2Y2, som gjorde royalties valgfrie: køberen eller sælgeren kunne selv vælge, om skaberen skulle have noget. Logikken var kold, men effektiv. Når to markedspladser sælger nøjagtig det samme NFT, og den ene tvinger dig til at betale 7,5 procent til skaberen, mens den anden gør det frivilligt, flytter de prisfølsomme handlende sig derhen, hvor det er billigst. Royalties blev pludselig et konkurrenceparameter, ikke en rettighed.

Både Sudoswap og X2Y2 var stadig relativt små. Men de beviste noget farligt: at en markedsplads kunne fjerne royalties, uden at blockchainen kunne stoppe den, og at handlende ville følge med. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogen gjorde det i stor skala. For samlere flyttede det også fokus over på et spørgsmål, HOGE Wire har regnet på før, nemlig hvad NFT-handel reelt koster, når gebyrer og royalties lægges sammen.

Blur erklærede krig

I oktober 2022 lancerede Blur, en markedsplads bygget til professionelle NFT-handlende. Blur havde nul i handelsgebyr, en aggressiv airdrop af sin egen BLUR-token som belønning til aktive handlende, og et minimum for royalties på bare 0,5 procent. Modellen var designet til at trække volumen væk fra OpenSea så hurtigt som muligt, og den virkede.

Blur gjorde mere end det. Platformen opfordrede aktivt brugere til at handle uden om OpenSea. I februar 2023 eskalerede konflikten åbent, da Blur anbefalede samlere direkte at blokere OpenSea for at maksimere deres token-belønninger. Det var ikke længere en stille priskonkurrence. Det var en åben kamp om, hvem der styrede likviditeten i NFT-markedet, og royalties var det første, der blev ofret.

For skaberne var udviklingen et mareridt. Deres indtægter afhang af, at handlen skete på platforme, der håndhævede royalties. Men incitamenterne trak den anden vej: BLUR-token-belønningerne var ofte mere værd for handlende end de royalties, de sparede. Volumen strømmede til Blur, og royalty-udbetalingerne begyndte at falde.

OpenSeas modtræk: Operator Filter

OpenSea svarede igen i november 2022 med et værktøj kaldet Operator Filter. Ideen var at give skabere mulighed for at blokere deres samlinger fra at blive handlet på markedspladser, der ikke håndhævede royalties, altså først og fremmest Blur og Sudoswap. Prægede du en ny samling med filteret slået til, kunne den simpelthen ikke handles på de royalty-frie platforme.

På papiret var det et smart forsvar. I praksis havde det store huller. Filteret virkede kun for nye samlinger, ikke for de tusindvis af eksisterende NFT’er, hvor kontrakten allerede lå fast på blockchainen. Og det skabte en umulig situation for skabere: de skulle vælge mellem royalty-håndhævelse (og dermed udelukke den hurtigst voksende markedsplads) eller adgang til Blurs likviditet (og opgive royalties). Mange nye projekter opdagede, at hvis de ikke var på Blur, forsvandt deres handelsvolumen, og et NFT uden volumen er svært at sælge overhovedet.

I februar 2023 begyndte OpenSea at bakke. Platformen lempede reglerne og lod midlertidigt samlinger beholde royalty-håndhævelse, selv om de også blev handlet på Blur. Det var en indrømmelse af, at Operator Filter ikke kunne vinde. Håndhævelse på tværs af markedspladser, som ikke ville samarbejde, var i praksis umulig at gennemtvinge fra én platform alene.

Kapitulationen: da royalties blev frivillige

Det endelige vendepunkt kom den 31. august 2023. OpenSea annoncerede, at platformen ville udfase Operator Filter helt og gøre skaberhonorarer valgfrie: fremover var det køberen, der bestemte, om skaberen skulle have noget. For eksisterende samlinger på Ethereum blev royalties reelt til drikkepenge. Håndhævelse på ikke-Ethereum-kæder fortsatte indtil den 29. februar 2024, hvorefter det var valgfrit overalt.

OpenSea-stifter Devin Finzer forsøgte at pakke beslutningen ind. »Skaberhonorarer forsvinder ikke, kun den ineffektive, ensidige håndhævelse af dem,« skrev han. Formuleringen var teknisk korrekt og alligevel afslørende: markedspladsen indrømmede, at den ikke længere ville bruge kræfter på at gennemtvinge noget, den ikke kunne gennemtvinge alene.

For skaberne var det kapitulationen. Den største og mest respekterede markedsplads, den der havde holdt royalty-systemet oppe med ren forretningspolitik, gav op. Fra det øjeblik var royalties i Ethereum-verdenen som udgangspunkt frivillige, en norm i stedet for en regel.

Tallene: et kollaps på 98 procent

Konsekvensen kan aflæses direkte i tallene. Ifølge Nansen faldt de samlede udbetalinger til NFT-skabere med omkring 98 procent, fra et toppunkt på cirka 269 mio. dollar (omkring 1,74 mia. kroner) i januar 2022 til blot 4,3 mio. dollar (omkring 28 mio. kroner) i juli 2023. På halvandet år forsvandt næsten hele den indtægtskilde, som utallige projekter havde bygget deres økonomi på.

Faldet ramte ikke jævnt. De projekter, der levede af sekundær-royalties uden en anden indtægtskilde, blev hårdest ramt. Selv Yuga Labs, skaberen af Bored Ape Yacht Club og en af de bedst finansierede aktører i hele branchen, mærkede det tydeligt, efterhånden som handlen flyttede til royalty-frie platforme.

De største projekter forsøgte at slå tilbage med de midler, de havde. Da Yuga Labs i januar 2023 uddelte sin Sewer Pass til Bored Ape- og Mutant Ape-ejere, gjorde selskabet passet kun handelbart på markedspladser, der respekterede skaberhonorarer. Beskeden var utvetydig: royalties skulle respekteres, og de royalty-frie platforme blev udelukket fra et af årets mest eftertragtede NFT-drops.

Det var en magtdemonstration, men også en indrømmelse af afmagt. Yuga kunne styre sine egne drops, men ikke resten af markedet. Så længe håndhævelse afhang af, at hvert enkelt projekt manuelt udelukkede bestemte platforme, ville de fleste skabere, især de små uden juridiske ressourcer, tabe. Krigen kunne ikke vindes projekt for projekt. Den krævede enten en ny teknisk standard eller en helt anden forretningsmodel, og begge dele var på vej.

Solana kørte sit eget løb

Mens krigen rasede på Ethereum, udspillede en parallel version sig på Solana. Her var Magic Eden den dominerende markedsplads, og presset var det samme: konkurrerende platforme tilbød royalty-frie handler for at vinde volumen. I oktober 2022 gav Magic Eden efter og gjorde royalties valgfrie, hvor køberen kunne vælge at betale fuld, halv eller ingen royalty.

Magic Eden forsøgte dog også den modsatte vej. I december 2022 lancerede platformen Open Creator Protocol (OCP), et forsøg på at bygge håndhævelse ind på kontraktniveau, så skabere kunne beskytte deres royalties. Kort efter fulgte Metaplex, det centrale værktøjssæt bag Solana-NFT’er, med sine programmable NFTs (pNFT), en standard, der kunne begrænse, hvilke programmer der måtte flytte et NFT, og dermed tvinge handlen gennem royalty-respekterende kanaler.

Solana-markedet forblev omskifteligt. Konkurrenten Tensor, bygget til professionelle handlende ligesom Blur, voksede hurtigt og udfordrede Magic Edens position. Pointen er den samme som på Ethereum: håndhævelse kræver, at nogen bygger den ind i selve kontrakten, og at markedspladserne respekterer den. For en gennemgang af, hvordan Solana-NFT-markedet ser ud i dag, har HOGE Wire set nærmere på Mad Lads, komprimering og et modnet marked.

Da koden slog tilbage: ERC-721C

Hele royaltykrigen afslørede en teknisk mangel: der fandtes ingen måde at gøre royalties til en ægte egenskab ved NFT’et, noget blockchainen selv ville håndhæve. Det forsøgte spilfirmaet Limit Break at løse med en ny standard, ERC-721C, hvor »C« står for creator.

I stedet for bare at signalere en ønsket royalty som EIP-2981 indfører ERC-721C såkaldte transfer security policies: regler, der er bygget ind i selve NFT-kontrakten og bestemmer, hvilke programmer og markedspladser der overhovedet må flytte tokenet. En skaber kan konfigurere sin samling, så den kun kan handles gennem en betalingsprocessor, der trækker royalties fra. Forsøger en royalty-fri markedsplads at gennemføre en handel, afvises den på kontraktniveau.

Limit Breaks topchef Gabriel Leydon lagde ikke fingre imellem, da standarden blev præsenteret: »Du vil faktisk kunne blokere børser for alvor nu, og der er intet, de kan gøre ved det,« sagde han om ERC-721C. Det var en direkte reaktion på Blur-modellen. I april 2024 integrerede OpenSea ERC-721C, så nye samlinger kunne vælge ægte, håndhævede skaberhonorarer med et loft på 10 procent.

ERC-721C løste det tekniske problem, men ikke det økonomiske. Standarden virker kun for nye samlinger, der prægges med den fra starten; de millioner af eksisterende NFT’er er stadig uden reel håndhævelse. Og en skaber, der låser sin samling til royalty-respekterende kanaler, risikerer at afskære sig fra en del af likviditeten. Valget mellem indtægt og volumen forsvandt aldrig helt.

Følgeret: royalty-systemet der faktisk virker

Her bliver historien interessant for danske læsere, for royalty-ideen er langtfra ny. Danmark har haft et fungerende royalty-system for kunstnere siden 1990. Det hedder følgeret, og det gør stort set præcis det, NFT-royalties lovede, bare håndhævet af lovgivning og en rettighedsorganisation i stedet for kode.

Følgeret giver billedkunstnere ret til en afgift, hver gang et af deres originalværker sælges videre, når en professionel aktør på kunstmarkedet (galleri, auktionshus eller kunsthandler) er involveret som sælger, køber eller formidler. Reglerne står i ophavsretslovens § 38 og udspringer af EU-direktiv 2001/84/EF. I Danmark administreres ordningen af VISDA (Visuelle Rettigheder i Danmark, tidligere Copydan Billedkunst), som opkræver afgiften og fordeler den til kunstnerne. Afgiften er trappet efter salgsprisen:

Retten gælder for alle nulevende kunstnere og for kunstnere, der er døde for mindre end 70 år siden; derefter går pengene videre til ægtefælle og arvinger. Afgiften udløses kun, hvis salgsprisen overstiger 300 euro (cirka 2.240 kroner) uden moms, og den samlede afgift kan aldrig overstige 12.500 euro (cirka 93.000 kroner) per værk.

Ironien er svær at overse. Krypto-verdenen brugte år og millioner på at bygge en teknologi, der skulle sikre kunstnere en evig andel af videresalg, og opdagede så, at den ikke kunne håndhæves. Danmark og resten af EU løste det samme problem for årtier siden, ikke med smarte kontrakter, men med en lov og en organisation, der sender regningen. Forskellen er, at følgeret gælder fysiske originalværker solgt gennem professionelle mellemled, ikke private eller on-chain-handler, så den rammer ikke det typiske NFT-salg mellem to anonyme wallets. Men som model viser den præcis, hvad NFT-royalties manglede: en håndhævelsesinstans uden for den frivillige gode vilje.

Den egentlige løsning: brands, IP og Pudgy-modellen

Mens teknikerne skændtes om standarder, fandt de mest succesfulde projekter en helt anden vej ud: hold op med at leve af royalties, og byg et rigtigt brand i stedet.

Det tydeligste eksempel er Pudgy Penguins. Da Luca Netz overtog projektet i 2022, var det en nødlidende NFT-samling. I dag er moderselskabet Igloo Inc. en licensmaskine: over to millioner fysiske legetøjsfigurer solgt på under to år, distribution gennem Walmart, Target og Amazon, og en samlet omsætning på vej mod cirka 50 mio. dollar (omkring 323 mio. kroner) i 2025. Indtægten kommer ikke fra sekundær-royalties på blockchainen, men fra fysiske produkter, licensaftaler og et brand, folk kan lide.

Interessant nok har Pudgy genopfundet royalty-ideen på en ny måde. Gennem platformen OverpassIP kan de enkelte NFT-ejere licensere netop deres pingvin til fysiske produkter og selv modtage royalties, typisk 5 procent af nettoomsætningen, af de varer, der bruger deres figur. Ved begyndelsen af 2025 havde projektet udbetalt tæt på 1 mio. dollar (omkring 6,5 mio. kroner) i sådanne royalties til ejerne. Her er royalties altså ægte, ikke fordi blockchainen håndhæver dem, men fordi der ligger en juridisk licensaftale og en virksomhed bag. Det er den samme mekanik, HOGE Wire har beskrevet i gennemgangen af Pudgys NFT-gulv, PENGU-token og hvad du egentlig ejer.

Netz har ikke lagt skjul på ambitionen. Han har sagt, at han vil gøre Pudgy Penguins til »den næste Disney og Netflix«. Uanset om det lykkes, peger modellen på en pointe, som resten af branchen har taget til sig: den mest holdbare indtægt for et NFT-projekt er ikke en procentdel af videresalg, men værdien af det brand og de rettigheder, projektet ejer.

Da »code is law« mødte virkeligheden

Royaltykrigen er blevet en af de reneste lektioner i krypto om, hvad slagordet »code is law« egentlig kan og ikke kan. Ideen var, at hvis bare reglerne stod i koden, ville de håndhæve sig selv, uden dommere, advokater eller mellemmænd. Royalties skulle være det perfekte eksempel: en regel om betaling, indbygget i tokenet.

Virkeligheden var, at koden aldrig håndhævede royalties. Det gjorde markedspladserne, af egen fri vilje, indtil en konkurrent gjorde det til en fordel at lade være. I det øjeblik viste »code is law« sig at være »markedsplads-politik er lov«, og markedsplads-politik kan ændres på en eftermiddag. Det, der lignede en teknologisk garanti, var i virkeligheden en social norm, der hvilede på, at én aktør var stor nok til at opretholde den.

De tre veje ud af krisen peger alle på det samme: håndhævelse skal komme et sted fra. ERC-721C flytter den ind i kontrakten (teknisk håndhævelse). Følgeret flytter den ud i lovgivningen (juridisk håndhævelse). Brand-modellen flytter den helt væk fra videresalg og over i licenser og produkter (kommerciel håndhævelse). Ingen af dem er »ren kode«. Alle tre er en erkendelse af, at et løfte om betaling har brug for en instans, der kan sige nej, når nogen ikke vil betale.

Hvor står royaltykrigen i 2026?

I 2026 er billedet mere nuanceret end blot »royalties er døde«. De findes stadig, men de fungerer anderledes end i 2021.

Ifølge en opgørelse fra CoinLaw ligger den gennemsnitlige royalty-sats omkring 6 procent, og et flertal af skabere (omkring 63 procent) tjener nu mere på sekundære royalties end på det første salg. Ethereum-baserede skabere modtog ifølge samme kilde omkring 920 mio. dollar (cirka 5,9 mia. kroner) i royalties i 2025, med en samlet historisk udbetaling på over 1,8 mia. dollar. Men indtægten er stærkt koncentreret: en lille håndfuld samlinger (omkring 428 samlinger står for cirka 80 procent af de samlede royalties) trækker langt størstedelen, mens de fleste projekter ser meget lidt. Og fragmenteringen består: anslået halvdelen til 60 procent af de potentielle royalties bliver stadig omgået på platforme, der ikke håndhæver dem.

De to markedspladser, der udkæmpede den oprindelige krig, bærer arrene. BLUR-token handles i dag langt under sit rekordniveau fra februar 2023, og markedsværdien er skrumpet til en brøkdel af, hvad den var på toppen. Magic Edens ME-token har fulgt samme kurve ned fra sit eget rekordniveau. Selve NFT-markedet er skrumpet kraftigt siden rekordåret 2022. Royaltykrigen blev udkæmpet om en kage, der siden er blevet meget mindre.

Hvad det betyder for danske samlere og skabere

For danske brugere er der tre praktiske ting at holde styr på: hvem regulerer hvad, hvordan beskattes det, og hvad ejer man egentlig.

Regulering. Finanstilsynet fører tilsyn med udbydere af kryptoaktivtjenester (CASP’er) under EU’s MiCA-forordning, som gælder direkte i Danmark. Men MiCA handler om kryptoaktiver og de tjenester, der handler med dem, ikke om royalties. Ægte, unikke NFT’er er som udgangspunkt undtaget fra MiCA, mens de omsættelige markedsplads-tokens (som BLUR og ME) er kryptoaktiver under forordningen. Selve spørgsmålet om royalties er hverken MiCA eller Finanstilsynets bord: det hører under ophavsret og aftaleret. Håndhæver en markedsplads ikke en royalty, er det et kontraktforhold, ikke en tilsynssag.

Skat. Skattestyrelsen behandler NFT’er efter de samme spekulationsregler som anden krypto. Gevinster beskattes som personlig indkomst efter progressive satser (der samlet kan nå op mod omkring 52 procent), tab kan fradrages efter reglerne, og du skal bruge FIFO-metoden. Fra og med skatteåret 2026 indberetter kryptobørser i EU automatisk brugeroplysninger til skattemyndighederne under DAC8-direktivet, så antagelsen om, at NFT-handel er usynlig for Skattestyrelsen, holder ikke længere. Modtager en dansk skaber royalties, er det som udgangspunkt skattepligtig indkomst.

Ejerskab. Det vigtigste råd til samlere er at forstå forskellen mellem at eje et NFT og at eje rettighederne til værket. Et NFT giver dig et bevis på ejerskab af selve tokenet; det giver ikke automatisk ophavsret eller kommercielle rettigheder, medmindre projektet udtrykkeligt tildeler dem (som Pudgy gør). Den samme skelnen mellem token og underliggende rettighed går igen i alt fra tokeniseret kunst til tokeniseret fast ejendom, og den er værd at have styr på, før man betaler en royalty i troen på, at den sikrer én noget, den ikke gør.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er NFT-royalties?

NFT-royalties (skaberhonorarer) er en andel af salgsprisen, som går til den oprindelige skaber, hver gang et NFT sælges videre. En royalty på 5 procent betyder, at skaberen får 5 procent af hvert videresalg. I praksis afhænger det af, at markedspladsen eller NFT-kontrakten håndhæver betalingen, hvilket langtfra altid sker.

Hvorfor kan blockchainen ikke tvinge NFT-royalties igennem?

Fordi royalties aldrig var en egenskab ved selve NFT’et. Standarden EIP-2981 angiver kun en ønsket royalty og kan ikke tvinge betaling, fordi en overførsel ikke kan se forskel på et salg og en almindelig flytning. Håndhævelsen lå hos markedspladserne, indtil konkurrencen gjorde royalties frivillige. Nye standarder som ERC-721C flytter håndhævelsen ind i kontrakten.

Er NFT-royalties døde i 2026?

Nej, men de er forandret. Gennemsnitssatsen ligger omkring 6 procent, og mange skabere tjener stadig på sekundære royalties, men indtægten er stærkt koncentreret på få store samlinger, og en stor del af handlen omgår stadig royalties. De mest succesfulde projekter lever i dag primært af brands, licenser og fysiske produkter.

Hvad er følgeret, og hvordan adskiller det sig fra NFT-royalties?

Følgeret er en lovpligtig dansk og europæisk afgift, som billedkunstnere får ved professionelt videresalg af deres originalværker. Den administreres af VISDA og står i ophavsretslovens § 38. Til forskel fra NFT-royalties håndhæves følgeret af lovgivning og en rettighedsorganisation, ikke af kode, men den gælder kun fysisk kunst solgt via gallerier, auktionshuse eller kunsthandlere.

Skal jeg betale skat af NFT-gevinster i Danmark?

Ja. Skattestyrelsen behandler NFT’er efter spekulationsreglerne, så gevinster beskattes som personlig indkomst, og royalties, en dansk skaber modtager, er som udgangspunkt skattepligtige. Fra skatteåret 2026 indberetter kryptobørser i EU automatisk til myndighederne under DAC8-direktivet. Søg professionel rådgivning ved tvivl.

Af Marcus Okafor, seniorredaktør på HOGE Wire, hvor han dækker NFT-markeder, digital ophavsret og kryptoregulering.